Pengevaner

Money Diary 1: 2.500 kroner på maling og alle de andre ting, jeg købte på en uge

Caroline Sølver 11-04-2018

Dette indlæg er en del af #brydpengetabuet

Går du op i den nyeste mode, biler eller film? Betyder det meget for dig at købe økologiske dagligvarer? Drikker du to-go-kaffe på vej til arbejde hver morgen?

Penge og hvordan du bruger dem, siger meget om, hvem du er som mennesker. Derfor har vi startet temaet Spiir Money Diaries, hvor du hver måned kan læse om en helt almindelig uge i en danskers liv.

Du får et ærligt indblik i, hvordan vi danskere lever vores liv. For det hænger nøje sammen med, hvordan vi bruger vores penge.

Spiir Money Diaries

Denne Spiir Money Diary er skrevet af Asta, der er 23 år gammel og bosat i København. Hun læser på Københavns Universitet og har et studiejob på et forlag.

Månedlig indkomst:

SU: 5.462 kroner
Løn: 3.500-4.000 kroner
SU-lån: 2.900 kroner (jeg har taget SU-lån for at kunne købe en andelslejlighed og bruger nu lånet til at betale af på andelsbolig-lånet)

Månedlige udgifter:

Husleje: 4.387 kroner
Madbudget: 1.000 kroner
Internet: 57 kroner
El: 416,57 kroner
Gas: 75 kroner
DJØF-forsikring: 114 kroner
Danmark sundhedsforsikring: 118 kroner
Afbetaling på lån til andel: 500-1.000 kroner
Kontaktlinser: 248 kroner (50 kr/mdr tilbagebetales af Danmark hvert halve år)
Fitness: 300 kroner (arbejdsplads tilbagebetaler 75% af det månedlige beløb halvårligt)
Mobil: 209 kroner
Netflix: 99 kroner

Mandag

Klokken 7.00: Jeg vågner af alarmen. Min gode veninde har skrevet en sms - hun har født en lille, velskabt pige i nat. Sikke en dejlig måde at starte sin mandag på.

Jeg tager morgenkåbe på og kontaktlinser i. Renser mit ansigt og fjerner makeup-rester fra i går. Ups.

Sætter rugbrød i brødristeren og finder ost og smør frem. Drikker sort neskaffe. Vi mangler mælk. Spiser morgenmad.

Tager tøj og makeup på.

Cykler på arbejde kl 8. Jeg er lidt tidligt på den, så jeg tilbyder min kollega at hente blomster til kontoret for hende. Jeg køber fire bundter franske anemoner og eukalyptusgrene. Det bliver 250 kroner, men mit arbejde har en konto hos blomsterhandleren.

Klokken 8.30: Jeg møder ind på kontoret og sætter kaffe over. Kører mine daglige rutiner på kontoret.

Klokken 12.00: Det er tid til frokost i kantinen. Vi får leveret mad fra Meyers. Jeg betaler 20 kroner for et måltid og bliver ikke lønnet i de 30 minutter, pausen varer. De 20 kroner trækkes først i min månedsløn.

Jeg betaler 20 kroner for et måltid

Klokken 16.45: Jeg får fri. Min kæreste ligger syg med influenza derhjemme og beder mig købe en masse bland-selv-slik med på vejen hjem.

Klokken 17.15: Blander 600 gram slik...70 kroner. Bruger kontanter, som jeg har tjent for salg af tøj i weekenden gennem appen Tradono.

Klokken 18.00: Jeg spiser rester fra gårsdagens aftensmad og orienterer mig i de lektier, jeg har for til i morgen.

Klokken 19.30: Sætter et karbad over til min kæreste. Sikke jeg forkæler ham i dag. <3

Klokken 20.30: Min kæreste sender mig ud efter ymer, ymerdrys og cola. Hvad er der med sygdom og mærkelige ‘cravings’? Jeg tager en pose med pantflasker med, vi har haft hængende i et par uger.

Jeg får 27 kroner tilbage i pant og betaler 31 kroner med flere kontanter fra weekendens salg.

Klokken 21.00: Vi putter under dynerne til en film.

Dagens udgifter:

  • Katinemad 20 kr
  • Bland-selv-slik 70 kr
  • Ymer og cola 31 kr

I alt 121 kroner (101 kroner hvis kantinemaden ikke tælles med, 0 kroner hvis maden regnes med i mit madbudget)

Tirsdag

Klokken 7.00: Står op af alarmen, spiser ymer med ymerdrys og drikker kaffe. Læser lektier.

Klokken 9.00: Går i bad.

Klokken 10.45: Jeg cykler mod Københavns nyeste café - Kafeteria på Statens Museum for Kunst. Her skal jeg mødes med min bedste veninde.

Klokken 11.00: Jeg spiser en croissant og køber kaffe til mig selv og min veninde. Vi skiftes til at give hinanden kaffe i protest mod en voksende ‘millimeter-mobilepay-kultur’ mellem venner, hvor snart alt kan deles op, og man aldrig glæder sig over at give hinanden noget. Når vi alligevel ses hele tiden, har vi aftalt, at det går lige op. Det bliver 101 kroner.

Vi skiftes til at give hinanden kaffe i protest mod en voksende 'milimeter-mobilepay-kultur

Klokken 12.45: Jeg cykler mod uni, hvor jeg har undervisning fra 13-15.

Klokken 14.00: Jeg køber to kopper kaffe til mig og en studieveninde i universitetets kantine med kontanter. Det bliver 10 kroner.

Klokken 15.00: Jeg har fri. Jeg skal mødes med en pige fra Tradono en lille cykeltur fra uni og bytte min kjole for hendes jakke klokken 15.15. Jeg står i solen og venter. Hun dukker aldrig op...

Klokken 15.35: Jeg skynder mig at cykle mod Indre By for at mødes med min mor ved en smykkebutik. Jeg har haft min elskede ring (en studentergave fra min mor) til reparation, og den er kommet retur fra guldsmeden uden beregning. Yes!

Klokken 16.00: Vi henter min lillebror i hans fritidshjem i Indre By. Jeg får en ‘chiapudding’ med blåbær, som de har til overs fra eftermiddagsmad. Det er en noget mere trendy eftermiddagsmad, end jeg selv fik, da jeg gik på frit. ;-)

Klokken 17.00: Vi ankommer hjemme i mit barndomshjem. Vi drikker en kop kaffe, inden jeg skal afsted for at mødes med to veninder på Christianshavn.

Klokken 17.30: Ankommer til Christianshavn, hvor mine tre veninder venter. Vi skal fejre, at den ene af dem er færdig med sidste optagelsesrunde til hendes drømmeuddannelse.

Klokken 17.35: Jeg har fået ‘Tradono-baileren’ fra tidligere til at komme forbi min lejlighed med jakken, som min kæreste tager imod. Byttet er et styk ny cashmere-jakke for en gammel Zara-kjole, jeg ikke kan passe mere. Win!

Klokken 18.30: Mine veninder og jeg køber ind til Rice Bowl og hvidvin. Det bliver 357 kroner delt i fire. Jeg betaler min del (89,5 kroner).

Klokken 22.00: Jeg kører hjem og falder i søvn.

Dagens udgifter:

  • Kaffe og croissant 101 kr
  • Kaffe på uni 10 kr
  • Aftensmad 89,5 kr

I alt 200,5 kroner

Onsdag

Klokken 8.30: Hvorfor er det så svært at stå op i dag? Jeg har snoozet siden klokken 7.00.

Klokken 09.00: Jeg tager mig sammen. Står op, vasker mit ansigt og lægger makeup. Jeg drikker kaffe og spiser det sidste ymer med ymerdrys.

Klokken 09.45: Løber ud ad døren og sætter mig op på cyklen.

Klokken 10.18: Kommer et par minutter for sent til undervisning.

Klokken 11.00: Pause - Jeg køber en salat (32 kroner) og latte (20 kroner) i kantinen.

Klokken 14.05: Nu har jeg fri, og jeg spæner afsted på cyklen mod Frederiksberg, hvor jeg skal drikke kaffe hos min veninde.

Klokken 14.30: Jeg har ikke set min veninde i et halvt år, og det er et glædeligt gensyn! Jeg har en bog med til hende, som jeg har købt billigt gennem mit arbejde (87,5 kroner). Hun laver kaffe og ostemadder til os.

Klokken 16.30: Jeg kører hjemad mod Østerbro og sætter en tv-serie på.

Klokken 18.30: Min kæreste køber thai-suppe til os med vores fællesbudget-dankort, hvor vi hver den første i måneden sætter 1.000 kroner ind (55 kr). Til dessert spiser vi banankage, som min kæreste har fået med hjem af sin mor.

Dagens udgifter

  • Salat og kaffe 52 kr
  • Bog til veninde 87,5 kr
  • Aftensmad 55 kr

I alt 194,5 kr (139,5 kroner hvis aftensmad ikke tælles med)

Torsdag

Klokken 7.00: Jeg står op, går i bad, drikker kaffe og spiser morgenmad. Back on track!

Back on track!

Klokken 8.15: Jeg kører afsted mod mit arbejde.

Klokken 8.30: Ankommer på arbejde.

Klokken 11.30: Jeg får besked om, at min bedste veninde er kommet ind på Statens Teaterskole, en af de sværeste uddannelser at komme ind på i Danmark. Jeg har givet hende sangundervisning i to måneder, og jeg er pavestolt af hende. Vi aftaler af fejre det med bobler senere på dagen.

Klokken 12.00: Frokost i kantinen. Jeg betaler 20 kroner for et måltid og bliver ikke lønnet i de 30 minutter, pausen varer. De 20 kroner trækkes først i min månedsløn.

Klokken 16.00: Jeg spiser et stykke smørrebrød, der er tilovers fra et møde på kontoret sammen med mine kolleger.

Klokken 17.00: Endelig fri - jeg har glædet mig hele dagen til det her! Jeg får lov til at tage en buket af de smukke franske anemoner, jeg købte mandag, med til min veninde, da de alligevel bliver smidt ud fredag eftermiddag.

Klokken 18.30: Min veninde er ikke kommet hjem fra arbejde endnu, så jeg går ud med vores fælles veninde for at købe lidt ind til fejringen. Jeg køber hvidvin, bobler og øl. Det bliver 191 kroner.

Klokken 19.30: Flere venner ankommer, og endelig kommer hende vi har ventet på!

Klokken 23.00: Vi rykker videre i byen. Jeg får et par øl af mine venner.

Klokken 02.00: Jeg kører hjem på min cykel fra Eiffelbar på Christianshavn, helt glad og varm i kroppen efter en dejlig dag.

Dagens udgifter

  • Frokost 20 kr
  • Alkohol 191 kr

I alt 211 kroner (191 fraregnet frokost)

Fredag

Klokken 10.30: Vågner med tømmermænd.

Vi skal male hele vores lejlighed på 71 kvm i weekenden, og jeg begynder derfor dagen med at rydde op og væk, så vi kan komme til med maler-projektet. Min veninde har været så sød at hjælpe med indkøb af maling, og hun kommer klokken 14.30 i sin bil.

Klokken 14.30: Vi kører afsted mod Fog, en malerforretning i Lyngby, hvor jeg skal købe lyserød og støvet gråblå maling. Der er tilbud på fem liter, så jeg køber mere, end jeg skal bruge. Det bliver 450 kroner. (225 kroner splittet over fællesbudget med min kæreste).

Klokken 15.00: Min veninde plejer mine tømmermænd med en kold dåsecola. Lige hvad jeg har brug for!

Klokken 16.00: Vi køber afdækningsplast, pap og malertape i Røverkøb, en anden malerforretning. Det bliver 207,5 kroner (103,75 på fællesbudgettet).

Klokken 17.00: Endelig hjemme med alt grejet.

Klokken 18.30: Min kæreste handler til nudelret med kylling og spidskål. Han køber med penge fra madbudget. (150 kroner delt i to, 75 kroner).

Klokken 19.30: Vi ser en dokumentar og går tidligt i seng, så vi kan være klar til i morgen.

Dagens udgifter

  • Maling 450 kr delt i to 225 kr
  • Diverse ting til maling-projekt 207,5 delt i to 103,75
  • Aftensmad 150 kroner delt i to 75 kroner

I alt 403,75 kroner (328,75 hvis jeg fraregner madbudgettet)

Lørdag

Klokken 8.30: Vi står og op, drikker kaffe, går op til min kærestes forældre, der bor lige om hjørnet og låner deres bil.

Klokken 9.00: Min far var så sød at forære mig et tilskud på cirka 1500 kroner til maling til lejligheden i fødselsdagsgave sidste år. Det skal gå til den hvide maling, jeg mangler til lejligheden. Det skal vi ud at købe nu. Jeg køber croissanter til os i 7-eleven til 40 kroner.

Vi køber maling for 1.850 kroner

Klokken 9.30: Vi køber maling for 1.850 kroner. Vi betaler de resterende 330 kroner over fællesbudgettet. (165 kr).

Klokken 10.30: Vi er hjemme i lejligheden igen og begynder at dække møbler og gulve til. Klar til at male!

Klokken 11.30: Vores forældre og søskende ankommer i løbet af dagen og hjælper til med malerarbejdet.

Klokken 15.30: Jeg spiser en rugbrødsmad og er begyndt at føle mig lidt syg.

Klokken 19.00: Vi drikker et glas vin efter dagens strabadser. Jeg er blevet mega forkølet og har det ikke særlig godt. Vi spiser middag hos min kærestes forældre og sover også hos dem, så vi ikke skal sove i malinglugten.

Dagens udgifter

  • Croissanter 40 kr
  • Maling 330 kr delt i to 165 kr

I alt 205 kroner

Søndag

Klokken 10.30: Jeg vågner op efter en dårlig nattesøvn. Jeg er full-blown forkølet - nu med feber. Øv!

Vi går igen i gang med malerarbejdet. Min kærestes mor har kage med, og min mor har taget lækkert rugbrød med.

Klokken 15.00: Jeg begynder at gøre mig klar til at skulle fejre min veninde endnu engang hos hendes forældre på Frederiksberg. Jeg tager et par panodiler og drikker en kop the.

Klokken 16.00: Allieret med kleenex ankommer jeg til Gammel Kongevej og er nu klar til pindemadder og cava. Vi hygger i et par timer, og herefter cykler jeg hjem.

Klokken 19.00: Da jeg kommer hjem, er de andre gået for i dag. De er nået mega langt! Hvor er det dejligt med familie, det gider bruge weekenden på at hjælpe med at male lejlighed. Jeg går på hovedet i seng, så jeg kan være frisk til at møde på arbejde i morgen tidlig.

Dagens udgifter: 0 kroner

Ugens udgifter i alt: 1.335,75 kroner (1.064,75 kr fraregnet fælles madbudget og frokost på mit arbejde, som først trækkes over min løn)

Alt i alt kan jeg se tilbage på en dejlig uge, hvor jeg til trods for, at jeg har købt maling til hele lejligheden, har holdt mig inden for mit budget. Selvfølgelig også fordi min søde far har givet mig en så stor og flot fødselsdagsgave. Samtidig står det klart og tydeligt for mig, at jeg har en helt fantastisk vennekreds, hvor vi er gode til at finde plads i vores SU-budgetter til at hverdagsforkæle hinanden. Når man har tætte venner, man ser ofte, kan det alligevel ikke betale sig at dele alt op i kroner og ører.

#Brydpengetabuet

Tør du tale åbent om, hvordan du bruger dine penge. Eller synes du, det er for privat eller pinligt? Eller har du ikke lyst til at skilte med, at du ikke har særlig mange penge?

Hos Spiir vil vi gerne bryde pengetabuet. Hjælpe dig igang med at tale om penge. For når vi taler om dem, opdager vi, at vi slet ikke er så forskellige endda. Vi bliver klogere på os selv og andre, på de valg vi træffer med vores dankort og mindsker penge-bekymringer.

Vi håber, at denne Money Diary kan være inspiration for dig. Give dig viden og indsigt, og få dig til at turde tale åbent om dine knaster, uanset om det kører forrygende for dig, eller der sidder en lille djævel og gnaver på din skulder.

Spiir har iværksat #brydpengetabuet, og inviterer dig til at dele dine penge-historier. Tag et billede af de lækre nye sneaks, der fik kontoen til at gå i minus i går. Fortæl os om, at du prioriterer økologi, selvom det betyder, at dit madbudget stikker af.

Brug #brydpengetabuet og #spiir og følg med her på bloggen, samt på vores Facebook-, Instagram- og Twitter-kanaler. Sammen kan vi gøre det problemfrit at tale om penge.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.