Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Studieliv

#Lifehacks: 8 studerende deler deres allerbedste sparetips

Af Caroline Sølver

Indeholder reklamelink

Vi ved det. At være studerende på SU er ikke altid en dans på roser. Især ikke når det kommer til økonomien. Men selvom du måske ikke svømmer i penge og udmærket er klar over, at penge ikke hænger på træerne, er der masser af gode sparetips til studerende, der kan gøre studielivet lidt sødere.

Her har vi bedt otte studerende om at dele deres allerbedste sparetips. Værsgo’!

Kvit byturene (bare en af dem)

Spar penge ved at gå mindre i byen

Drop byturene! Selvfølgelig ikke dem allesammen, det ville jeg ikke kunne, men hvis jeg går i byen én gang mindre om måneden, så kan jeg hurtigt spare et par hundrede kroner. Og min lever takker mig også! Jeg er fantastisk god til at bruge penge, når jeg har fået et par øl indenbords. Så har jeg en fest, og det samme har mit dankort. Dagen efter står den så både på fysiske tømmermænd og økonomiske tømmermænd… Den bedste løsning for mig er simpelthen at blive hjemme. Så udfordrer jeg ikke skæbnen.

Frederik, 24 år

Udnyt studierabatterne

Jeg sørger for, at jeg altid udnytter studierabatter og andre rabatkoder, når jeg køber noget. Det gælder blandt andet onlineshopping på ASOS (vidste du, at du som studerende altid kan få 10% rabat?), mit månedlige Spotify-medlemskab (som du får til 49 kroner som studerende) og min to-go-kaffe fra min yndlingscafé, der også giver 10% rabat. Opdag de gode rabatter og husk at udnytte dem!

Caroline, 23 år

Go genbrug!

Køb genbrug

For omkring et år siden besluttede jeg mig for, at jeg kun ville købe genbrug. Især når det kom til tøj. Og det kører på skinner! Det er faktisk ikke så svært. Jeg overvejer mine køb en ekstra omgang, og når jeg så beslutter mig for, at der er noget, jeg vil købe, søger jeg efter det enten online på Tradono, DBA,Trendsales eller på loppemarkeder. Det bliver en lille jagt, og det føles fedt, at spare penge på den måde!

Sara, 25 år

Budgettet er vejen frem

I et forsøg på at have råd til at leve det liv, jeg gerne vil leve, har jeg fundet ud af, at det hjælper mig, hvis jeg har styr på mine penge. Hvor mange jeg har, hvad jeg bruger dem på, og hvor mange penge, jeg har til hver forbrugskategori. Jeg ved altså, hvor meget mad, jeg har råd til at købe, hvor meget tøj, jeg har råd til at købe, og hvor mange byture, jeg har plads til. Jeg har lavet et budget, jeg holder mig til, og så hjælper Spiir appen mig med at holde styr på de penge, jeg bruger i løbet af måneden.

Simon, 27 år

Billige restaurantbesøg

Spar penge når du spiser ude

Bare fordi jeg er studerende, vil jeg stadig nyde livet og have råd til en tur på restaurant i ny og næ. Heldigvis behøver det ikke koste en bondegård. Jeg tjekker altid Bownty, Downtown og Tipster ud og leder efter tilbud på restauranter og caféer, jeg gerne vil besøge.

Laura, 26 år

Drop den der ‘arghhh’-vane

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at at jeg brugte omkring 350 kroner på kaffe om måneden. Det er måske ikke vanvittigt mange penge, men på et år løber det altså op til et ret højt beløb. For 100 kroner købte jeg en fed termokop og begyndte i stedet at lave min egen kaffe. Og så var den dér nagende kaffe-vane et afsluttet kapitel. Tjek!
Katrine, 23 år

Lav din egen madpakke

Lav frokost hjemmefra

Jeg sparer mange penge hver måned ved at lave min egen madpakke hjemmefra og gå uden om kantinens mange lækkerier. Det kræver selvfølgelig en tur i supermarkedet og en solid rygrad, når kantinen frister med lune pølsehorn, men det gør også, at jeg helt selv kan vælge, hvad jeg vil spise.

Sofie, 20 år

Jeg gider ikke stresse

Der er sgu nok at stresse over som studerende, og økonomi behøver ikke at være én af dem. Jeg sørger bare for at bruge færre penge, end hvad der kommer ind på min konto hver måned, og det er egentlig det. Ret simpelt…

Asger, 21 år

8 tips fra 8 studerende. Forhåbentlig har du fået input og inspiration til, hvordan du kan leve det søde liv som studerende med styr på skejserne.