Sparetips

Genbrugshajens secret tricks: Sådan får du succes med genbrugsshopping

Caroline Sølver 01-02-2018

“Hvad så, er du klar til min genbrugsrute?” spørger Asta mig med stor begejstring.

Vi er på vej afsted på hendes hemmelige og nærmest sagnomspundne genbrugsrute på Østerbro i København.
Ruten er sammensat af en håndfuld forskellige genbrugsbutikker, som Asta besøger cirka en gang om ugen. Nogle gange bare for at snuse, andre gange for at shoppe. Asta shopper nemlig udelukkende genbrug.

Jeg vil se, om jeg kan ‘aflure’ nogle af hendes ‘secret’ tricks til at jagte genbrugsguld.

Som at finde nålen i en høstak

Asta shopper genbrug

Vi er på vej til den første genbrugsbutik, hvor Asta plejer at kigge efter tøj. Mens vi slentrer ned ad Århusgade på Østerbro, sludrer vi om, hvorfor Asta egentlig er så stor fan af genbrug.

“Der er mange grunde til, at jeg er vild med genbrug. Det er selvfølgelig bedre for miljøet at købe brugt . Og så er det så billigt, at selvom jeg er studerende, har jeg stadig mulighed for at tage på shoppetur. Men det aller fedeste for mig, det er jagten. At jeg ikke ved, præcist hvad jeg kan finde. "Det er næsten som en rus, når jeg falder over et scoop i en genbrugsbutik”, forklarer Asta.

Det er næsten som en rus, når jeg falder over et scoop i en genbrugsbutik.

Hun kigger op og tilføjer med strålende øjne: “Som at finde nålen i en høstak!”

Vi er kommet frem til en Kirkens Korshær genbrugsbutik. Der går ikke længe, før Asta netop finder nålen i høstakken. Hun hapser en herre-blazer, der til forveksling ligner dem, man kan få i massevis hos Zara i øjeblikket. Altså den hotteste mode. Blazeren koster 90 kroner. Hos Zara har jeg set en lignende blazer til 799 kroner. Det illustrerer ret meget det fede ved genbrug. Men tøjet skal altid prøves på, forklarer Asta!

Astas bedste genbrugstip nr. 1: Prøv altid tøjet på

Både for at se, om det sidder godt, men også for at finde fejl og mangler. Har tøjet huller? Er det fnugget? Er det beskidt? Du opdager det nemmere, når du prøver tøjet på.

Det er godt nok billigt

Astas bedste genbrugstricks

Vi går videre til den næste ‘genner’. Alt imens fortsætter vi snakken, og Asta kommer ind på ulempen ved genbrugsshopping:

Jeg skal passe på ikke at købe alle mulige ting, bare fordi de er billige.

“Det eneste dårlige, jeg kan sige om genbrug er, at jeg skal passe på ikke at købe alle mulige ting, bare fordi de er billige”, siger Asta med et grin.

Hun forklarer, at genbrugsshopping har lært hende ikke at blive revet med, bare fordi varerne er billige . Det nytter nemlig ikke noget at bruge 30 kroner på et stykke tøj, hvis hun aldrig får det brugt. Så er det penge ud ad vinduet.

Astas bedste genbrugstip nr. 2: Køb ting du har brug for

Nogle gange er genbrugsvarer så billige, at det virker dumt ikke at hapse dem med hjem. Men hvis købet ender med at samle støv i skabet, er det pludselig ikke så godt et køb længere.

Tjekker alle stativer

I den næste Red Barnet-genbrugsbutik tager Asta sig virkelig god tid og går alt igennem. Det er tydeligt, at tålmodighed er vigtigt, hvis Asta vil finde de gode ting i genbrugsbutikkerne. Hun roder i nogle frakker på et stativ, mens hun fortæller:

Fordi jeg har shoppet så meget genbrug, er jeg blevet lidt af en genbrugshaj.

“Fordi jeg har shoppet så meget genbrug, er jeg blevet lidt af en genbrugshaj. Jeg tager mig god tid, leder alle tøjstativer, hylder, kurve og kasser igennem og finder guld. Det kan godt tage lidt tid en gang imellem, men de fede ting, jeg finder, gør helt op for det”.

“Jeg synes også, det er sjovt, at jeg i genbrugsbutikker kan finde nogle anderledes og mere specielle ting, så mit hjem og mit klædeskab ikke ligner en kopi af alle andres”, siger hun med et smil.

Astas bedste genbrugstip nr. 3: Tag dig god tid

Gå alle varerne systematisk igennem. En effektiv genbrugsshoppetur kræver, at du har tid og energi til at lede.

Syntetisk beret til 100 kroner eller uld til 40 kroner?

Gode genbrugsfund

Asta er yderst velklædt. I lækkert, pænt tøj. Materialer af god kvalitet. Der er ikke noget hippie-genbrug over hende, overhovedet, som man ellers kunne ‘frygte’, når klædeskabet udelukkende består af genbrugsklude.

Vi er nået til det tredje stop på ruten, en Røde Kors genbrug på Østerbro. Asta tager den flotte uld-beret af, hun fandt under en genbrugstur for nogle måneder siden, og går i gang med at inspicere butikken. Hun tager sig god tid og går alt igennem, men der er ikke meget held i dag. Vi snakker i stedet, og Asta fortæller:

Det er for nemt bare at gå i H&M.

“Lige nu er de franske beret-hatte vildt populære. Den trend vil jeg gerne være med på. Men i stedet for at gå i H&M og købe deres syntetiske udgave til 100 kroner, har jeg i løbet af en måneds tid fundet tre fine berethatte i et uld-kashmir-miks, som jeg har givet mellem 40 og 50 kroner for. Jeg har dog ikke brug for tre hatte, så den ene fik min veninde. Det er en meget sjovere oplevelse at gå på jagt efter specifikke ting i stedet for bare at gå ind i en H&M-butik. Det er for nemt”, siger Asta.

Astas bedste genbrugstip nr. 4: Søg på nettet

Leder du efter noget specifikt? Så søg på DBA, Trendsales og Tradono. Hvis du ikke får resultater her og nu, så sæt en søgeagent igang, der sender en mail, når der er gevinst.

Musselmalet jackpot

Genbrugsjagt for gode tilbud

På vores fjerde og sidste stop på genbrugsruten får Asta hurtigt jackpot.

“Se lige!” udbryder hun begejstret og viser mig to små Royal Copenhagen musselmalede tallerkener. De koster 45 kroner stykket og ryger fluks med hjem.

Fra ny koster tallerkenerne 479 kroner. Damn, der er penge at spare ved at gå på genbrugsjagt!

Asta er en sand heltinde, når det kommer til at finde lækre brugte sager. Nu er det min tur. Mon jeg kan være lige så heldig, hvis jeg bruger hendes tricks?

Jeg falder over en vintage-blazer fra det dyre, franske mærke, Givenchy. Den koster godt nok 550 kroner. Men Asta forklarer, at hvis vi var i en fin vintageforretning, var prisen nok tredobbelt. Set på den måde bliver jakken næsten billig.

Umiddelbart ser den dog ud til at være for stor ud til mig. Men jeg prøver den alligevel på, som Asta prædikede tidligere. Og det er et lykketræf. Astas tricks virker.

Astas bedste genbrugstip nr. 5: Se bort fra størrelser

For det meste kan du først se, hvordan tøjet sidder på dig, når du har det på, og derfor er størrelser underordnede. De er nemlig vidt forskellige alt efter hvilken tid, mærke og land, tøjet kommer fra.

Dagens kup

Genbrugsruten er slut, og vi sammenligner dagens genbrugsfund.

Asta har fundet to musselmalede tallerkener og en blazer-jakke. Det har hun betalt 180 kroner for i alt. Havde hun købt lignende sager fra ny, var hun kommet af med 1.758 kroner. Lidt genbrugsshopping har altså sparet hende for 1.578 kroner.

Jeg selv kan svinge en ægte Givenchy-blazer over skuldrene for bare 550 kroner. Et kup, der mindst ville koste mig 1.500 kroner i en fancy vintage-butik. Asta er mere end tilfreds og med et glimt i øjnene siger hun: “tak for en god genbrugsjagt!”

Jeg selv er næsten paf. En ting er helt sikkert. Genbrugsshopping er ‘the sh*t’.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.