“Opsparing. Optimering. Effektivisering. Det giver mig kvalme”

Dette indlæg er en del af #brydpengetabuet

Kære mor og far.

I min barndom lærte I mig mange ting: at spille violin, at elske (og senere at hade) alt med ingefær og ikke mindst: På egen hånd at finde ud af, hvad penge er værd. Det var det gode gammeldags ‘op på hesten igen’-princip: Hvis jeg brugte alle mine penge, måtte jeg selv tjene nogle nye.

Bare rolig. Jeg har altid haft det godt. Også selvom jeg ikke fik en børneopsparing udbetalt som 21-årig. Den kreerede jeg på egen hånd i mit sabbatår, så jeg kunne flytte hjemmefra for penge, jeg selv havde tjent.

Det bringer mig videre til min nuværende pengebeholdning. De sidste fire og et halvt år har jeg været studerende med en begrænset formue på kistebunden. Rent og skær fordi jeg ikke har prioriteret at spare op. Og det bekymrer mig ikke.

Jeg prioriterer at leve

De penge, jeg hver måned har til rådighed, vælger jeg at bruge på ting, der giver mig glæde i hverdagen som studerende i stedet for at spare op til fremtiden. Lige nu prioriterer jeg:

• At have et madbudget på 3000 kroner (2 mand) til gode råvarer og økologi

• At betale for Spotify premium, Mofibo og TV2 Play

• At gå til koncerter

• At gå på kaffebar med mine veninder i stedet for at blive hjemme

• At gå til frisør hver tredje måned og blive forkælet med klipning, farve og hårkur

• At arbejde 15 ekstra timer på studiejobbet hver måned, udelukkende med formålet at shoppe tøj, sko, makeup, køkkengrej, hår- og hudplejeprodukter for pengene.

… altsammen i stedet for at spare op. Selvfølgelig justerer jeg mit forbrug efter min svingende indtægt, og jeg bruger aldrig flere penge, end jeg har.

For mig er det den helt rigtige løsning. Og tak for det, mor og far. For I har lært mig gode vaner med mine penge, så jeg ikke er en fremtidsforskrækket, stresset studerende, der må leve af spaghetti med ketter og kun købe nye sokker hvert tredje år.

Lige indtil den dag…

Resten af verden gav hånd på og blev enige om, hvor vigtigt det er at investere i og spare op til fremtiden. Medstuderende, debattører og ikke mindst politikere. Først et stykke tid efter ramte deres ord min bevidsthed: “husk nu på fremtiden”.

Lige dér hvor jeg i mine bedste ungdomsår skal slå mig løs og omfavne verden, bliver jeg i stedet slået hjem. Som en sørgelig ludobrik, der aldrig mere kan få lov til at slå en globus.

Nu kan jeg ikke længere blive klogere ved at lære af egne fejl, og bestige hesten igen, som var så lærerigt i min barndom. I stedet skal jeg paces til at være produktiv, fremtidsorienteret og glemme alt om, hvor fint det er at huske det, der gør nas.

Ungdoms-egoisme længe leve

Jeg er 25 år og skal kun forsørge mig selv. Jeg ejer hverken børn, bil eller bolig, og jeg skylder ikke en krone væk. Så er det vel okay, at jeg er lidt egoistisk, ik? - inden for rimelighedens grænser, naturligvis - præcis som I har lært mig, mor og far.

Jeg finder absolut ingen lykke eller tryghed i at have et mange-cifret beløb stående på opsparingen, hvis jeg samtidig skal leve af havregrød. Tværtimod. Jeg har en buffer til uforudsete udgifter og til den årlige sommerferie - and that’s it.

Jeg kan godt have tendens til at bekymre mig og forvente det værste. Men i dagens Danmark, hvor noget af det farligste er den ensomme ulv, der løber forvirret rundt, og som i øvrigt er mere bange for os, end vi er for den, synes jeg ikke, det er rimeligt, at jeg skal være på vagt hele tiden. Heller ikke økonomisk. Vil I ikke give mig ret i det, selvom den samlede samfundsholdning har ændret sig?

Jeg skal nok nå det

Når jeg om et halvt år kan pynte mig med titlen som cand.mag., har jeg rigelig med tid til at spare op til fremtiden og mine drømme. Jovist tager det tid at spare op. Men så vidt jeg er orienteret, skal jeg hverken føde et barn eller underskrive en købsaftale i morgen. Livet er en legeplads. Det er nu, jeg skal nyde, at mine penge ene og alene går til mig.

Selvom jeg lider af kronisk mangel på d-vitamin og bruger alt for mange timer i selskab med flyvske akademiske tekster, er det slet ikke så pinefuldt at være studerende. For med livet som studerende følger også friheden og ‘YOLO’-følelsen. Både i hverdagen og økonomisk.

Jeg krøller sammen indeni af ærgelse, hvis jeg altid skal være ét skridt foran i livet. Jeg er træt af konstant snak om vækst, optimering og effektivisering. Lige nu har jeg ikke brug for at eje et stort hus eller en lækker bil. For jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal bruge nogle af delene til. Men spørg mig igen om fem år. Så er svaret sandsynligvis et andet.

Så TAK mor og far. Tak fordi I har lært mig, at penge er noget, jeg både kan tjene, bruge og tjene igen. Tak fordi I aldrig har tvunget mig til at fungere som en velsmurt, effektiv og vækstoptimeret klat i det offentliges statistikker. Og tak fordi I har lært mig at være et selvstændigt menneske, der tør stole på mig selv og vurdere, hvad der er de bedste prioriteringer for mig og mit dankort. Lige nu. Lige her.

Jeg bryder pengetabuet med Spiir

Kan du relatere til min historie og nikke genkendende til nogle af de ting, jeg beskriver? Vi er langt fra de eneste. Og penge skal ikke være et tabu.

Jeg har med min historie valgt at bryde det pengetabu, der ligger i at træffe bestemte beslutninger med mine penge. Fordi jeg nu åbner op, kan du spejle dig i min historie og sætte dit eget forhold til penge i perspektiv.

Vil du bryde pengetabuet sammen med mig?

Del dine penge-historier på #brydpengetabuet. Brug #brydpengetabuet og #spiir og følg med her på bloggen, samt på vores Facebook, Instagram og Twitter-kanaler.

Lad os blive bedre til at tale åbent om de udfordringer, bekymringer og situationer med penge, der klemmer i hverdagen. Vi er nemlig meget mere ens, end vi lige går og tror.

---