Sparetips

Smagstest: Luksuschips sejrer over budget

Karen Johanne Iversen 04-10-2018

Knas, crunch, gumle, gnaske. Vi spiser dem glædeligt fredag aften foran flimmerkassen, i selskab med en håndbajer eller til fodboldkampen med gutterne.

Vi snakker selvfølgelig om chips. De sprøde kartoffelskiver er et sikkert hit hos danskerne. Men hvilken af de kulørte poser skal du hive ned fra hylden i supermarkedet og tage med dig hjem? Og hænger pris og kvalitet sammen?

I denne udgave at Spiirs smagstest tester vi: chips med havsalt 👇🥔

Lad os få åbnet poserne

chips

Vi har samlet en flok chips-entusiaster fra Spiir-kontoret. De har blindsmagt 10 forskellige slags chips med salt i forskellige prisklasser og fra forskellige, danske supermarkeder.

Chipsene er blevet bedømt på en skala fra 1-5, og dommerne har lagt vægt på:

  • Udseende
  • Duft
  • Smag
  • Konsistens

10. pladsen: Xtra salt

Xtra salt

  • Pris: 7,50 kroner
  • Købt i: Superbrugsen
  • Mængde: 300 gram
  • Kilopris: 25 kroner

Panelets vurdering: Nøj, en sløj omgang. En discount-lignende chips, der mangler konsistens og crunch. Salten er ikke eksisterende, og de gule kartoffelskiver smager af ingenting. En af dommerne kalder sågar chipsen for pendanten til en Jolly cola uden brus. Av.

chips

9. pladsen: Joe’s handcooked havsalt

Joes handcooked

  • Pris: 11,95 kroner
  • Købt i: Aldi
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 68,28 kroner

Panelets vurdering: Udseendet minder om franske kartofler, og desværre lugter de sprøde skiver af gammel friture. Chipsen smager aldeles anonymt, og så efterlader de en harsk, olieret belægning i ganen, som bestemt ikke er lækker at have hængende. Dommerpanelet bliver enige om, at de til en fest hellere vil række ud efter en saltstang end denne chips. En rigtig øv oplevelse for de ellers chips-glade dommere.

8. pladsen: Kims havsalt

kims havsalt

  • Pris: 22,40 kroner
  • Købt i: Føtex
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 128 kroner

Panelets vurdering: En rigtig flot chips som desværre lugter af pap. Smagen er meget anonym og minder overhovedet ikke om kartoffel, og så mangler den en ordentlig omgang salt. Chipsen sætter sig i tænderne og efterlader dommerne med en særdeles flad smagsoplevelse.

7. pladsen: Snaxsters salted

snaxters salted

  • Pris: 11,95 kroner
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 68,28 kroner

Panelets vurdering: En meget deform chips, som krøller hale på sig selv. Hvor skal dippen være? Til gengæld dufter den dejligt af solsikkeolie og salt, og smagen er også ganske udmærket, omend en en anelse kedelig. Dommerne sammenligner chipsen med den anonyme dreng i klassen, som ikke gør nogen fortræd, men som heller ikke bidrager med særlig meget spræl eller liv.

6. pladsen: Landbo havsalt

Lanbo

  • Pris: 11,95 kroner
  • Købt i: Rema 1000
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 68,28 kroner

Panelets vurdering: Flot, gylden farve, rustik kant og sprød konsistens. Smagen er god, dog en anelse for olieret og fedtet til nogle af dommerne. Førstehåndsindtrykket er med andre ord rigtig godt, men efter et par crunchy mundfulde, har dommerne fået nok af den olierede smag. Sprødheden er til gengæld helt i top, og panelet ender med at give chipsen 3 ud af 5 i karakter.

5. pladsen: Snaxters grovchips

Snaxters grovchips

  • Pris: 11,95 kroner
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 68,28 kroner

Panelets vurdering: Endnu en flot, gylden chips med et lækkert rustikt og hjemmelavet ‘look’. Formen fungerer godt som ‘skovl’ til dippen, og smagen er god, fyldig og giver en rar oplevelse i munden. En ganske god chips, som vil gøre sig godt til en håndbajer.

4. pladsen: Kims crunch cut

Kims crunch cut

  • Pris: 22,95 kroner
  • Købt i: Kvickly
  • Mængde: 165 gram
  • Kilopris: 139 kroner

Panelets vurdering: Okay okay, nu begynder det at ligne noget. En af dommerne udbryder “den flirter så meget med mig, at jeg får lyst til at spise den bare ved synet”. Chipsen smager godt af havsalt og er ikke for over-fedtet, så smagen af kartoffel træder rent faktisk igennem. Konsistensen er tyk, sprød og har et godt bid. Dommerne kvitterer med tre ud af fem i karakter.

3. pladsen: JOE’s salt

Joes salt

  • Pris: 9,95 kroner
  • Købt i: Aldi
  • Mængde: 150 gram
  • Kilopris: 66,33 kroner

Panelets vurdering: Ja tak! Bølgede, ensartede chips, der dufter mildt af hav. Denne chips smager faktisk af kartoffel og vil gøre sig rigtig godt med en skål dip ‘on the side’. Konsistensen er tyk og crispy, og giver en god mæthedsfornemmelse. Alt i alt en behagelig smagsoplevelse for dommerne.

2. pladsen: Vores grovchips havsalt

Vores grovchips

  • Pris: 11,95 kroner
  • Købt i: Føtex
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 66,28 kroner

Panelets vurdering: En flot rustik chips. Som en af dommerne siger, er chipsen så præsentabel, at “man har lyst til at servere den for sine gæster”. Smagen er overraskende god, og mængden af salt og olie er meget harmonisk. Konsistensen er en anelse for ‘kradsende’ til et par stykker fra panelet, men ellers en sprød, smagsrig chips. Det kan vi li’!

1. pladsen: Taffel havsalt

Taffel

  • Pris: 19,95 kroner
  • Købt i: Superbrugsen
  • Mængde: 175 gram
  • Kilopris: 114 kroner

Panelets vurdering: Holy moly! En yderst flot chips med smukke bølger og en karakterfuld duft af havsalt. Formen er som skabt til dip, og konsistensen er lige i øjet: ikke for tyk, ikke for tynd. Smagen er dejlig saltet og knaser godt mellem tænderne. Der er faktisk ikke noget at sætte en finger på, og dommerne tøver ikke med at nappe en håndfuld mere. Faktisk får chipsen topkarakter i både udseende, duft, smag og konsistens. Haps!

And the prize goes to…

Det er altså Taffel med havsalt, der løber med førstepræmien blandt de 10 blindsmagte chipsvarianter.

En velsmagende og klassisk chips, der smager præcis sådan, chips med havsalt bør smage. Faktisk har vi her at gøre med den 3. dyreste chipsvariant med en kilopris på 114 kroner.

Testens helt store ‘cry baby’ blev Xtra, som ovenikøbet er testens billigste variant med en kilopris på bare 25 kroner.

Det kan altså betale sig at smage på lidt forskellige chips, i stedet for altid at gå med den, du plejer. I toppen finder vi nemlig både de dyre fra Taffel og to billigere varianter fra henholdsvis Føtex og Aldi. God snacking 😎 👍

Har du læst?

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.