Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Sparetips

Smagstest: Økologisk gourmetpilsner sejrer over dåsediscount

Af Karen Johanne Iversen

Pling. Den bøjede kapsel rammer jorden, og sollyset reflekterer i dugdråber på flaskens dunkelgrønne glas. Luften i flasken møder verden udenfor og vækker det bløde skum til live, hvorefter den første tår glider ned og giver et opløftende prik på tungen. Aaaaah. Smagen af iskold øl.

Sommeren nærmer sig, og der findes mange gode anledninger til at nyde en kold pils: sammen med naboen over en omgang grillmad, til sommerens festivaler eller med vennerne i fredagsbaren.

Men hvilken pilsner smager bedst? Og hænger pris og kvalitet sammen? Det vil vi nu finde ud af 🍺

Let’s get the show on the road

Smagsdommerne i denne omgang er de ølentusiastiske Spiir-medarbejdere Rune K, Martin, Lars, Ida og Benjamin.

Vi har været på ‘øl-hunt’ og fundet ti pilsnere, som alle ligger i forskellige prisklasser og er købt i forskellige danske supermarkeder.

Øllene er blevet blindsmagt og bedømt på en skala fra 1-5. I smagstesten har vi lagt vægt på:

  • Udseende
  • Duft
  • Smag
  • Eftersmag

Lad os få afgjort testen!

10. Pladsen: Pokal pilsner

pokal

  • Pris: 3,95 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: SuperBrugsen
  • Mængde: 33 cl.
  • Literpris: 11,96 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: Den bleggyldne øl lægger godt ud med en dyb, sveske-agtig og meget behagelig duft. Den gode duft afløses dog af en meget tør og tynd smag i dommernes mund - og det er ikke på den gode måde. Dommerpanelet er absolut ikke begejstrede, og eftersmagen er ikke eksisterende. Det bliver kun til en enkelt ud af fem i karakter.

9. Pladsen: Urquell pilsner

urquell

  • Pris: 14,06 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Rema 1000
  • Mængde: 0,5 liter
  • Literpris: 28,12 kroner
  • Alkoholprocent: 4,4%

Panelets vurdering: Flot gylden farve, tyk skum og en frisk duft af kardemomme. Smagen er til gengæld ikke imponerende: flad, tam og får hele munden til at snøre sig sammen, lyder det fra panelet. Den bliver kaldt en øl, der vil fungere godt som reservebajer, og som man drikker sidst på aftenen, når der ikke er flere af de gode øl tilbage. En vaskeægte bænkevarmer-bajer.

8. Pladsen: Heineken pilsner

Heineken

  • Pris: 7 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Fakta
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 21,21 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: En flot lys farve og godt solidt skum møder dommerne, men duft er der til gengæld ikke noget som helst af. Smagen er meget metallisk, bitter og minder mest af alt om en garage-øl, der sagtens kunne have overskredet sidste salgsdato. En vag omgang for dommerpanelet, men en frisk og behagelig eftersmag får alligevel pilsneren til at snige sig op på to ud af fem i karakter.

7. Pladsen: Harboe pilsner

Harboe

  • Pris: 2,30 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 6,96 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: Første tanke: Wow! Frisk, sommerlig, sød og let duft. Begejstringen forsvinder dog hurtigere end panelet kan nå at drikke øllen, for smagen er tam og flad - præcis som en omgang alt for tynd saftevand. Hertil kommer en ikke særlig rar, lummer eftersmag. Alt i alt en svag øl, men med en god duft, der trækker op.

6. Pladsen: Tuborg pilsner

Tuborg

  • Pris: 4,50 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 13,63 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: En mild duft og en flot, gylden farve pryder denne øl og indbyder nærmest til et spil bordfodbold. Smagen matcher duften: frisk og læskende, dog en kende neutral og mangler lidt ‘kapow’. Dommerne er begejstrede over den meget behagelig eftersmag af hvede, som ikke forsvinder lige med det samme, og kalder øllen for en god gedigen tøsebajer, der ikke gør nogens smagsløg fortræd.

5. Pladsen: Carlsberg pilsner

Carlsberg

  • Pris: 6,50 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 19,69 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: Denne pils dufter dejlig frisk med syrlige noter af citron. Den strutter i en pæn, solgul farve med smukke skumbobler. Dommerne er enige om, at smagen er utrolig behagelig, og at øllen falder let og pirrende på tungen. Til gengæld er eftersmagen en anelse besk og efterlader ikke dommerpanelet med en god oplevelse. Alt i alt en god standardpilsner, som vil gøre sig godt på en lun sommerdag.

4. Pladsen: Ceres Top pilsner

ceres top

  • Pris: 6,50 kroner (ekskl pant)
  • Forhandler: Føtex
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 19,69 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: Denne bajer fanger panelets opmærksomhed med en duft af forår: frisk luft, blomster og nyslået græs. Øllen har en karakteristisk smag af humle, som dommerne synes er virkelig rar. En god og rund smagsprofil, som trækker gevaldigt op. Dog er eftersmagen virkelig flad, og efterlader en anonym smagsfornemmelse. Men alt i alt en god tørstslukker, som dommerpanelet belønner med tre ud af fem i karakter.

3. Pladsen: Tuborg Classic

tuborg classic

  • Pris: 6,50 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 19,69 kroner
  • Alkoholprocent: 4,6%

Panelets vurdering: Den her pils må være brygget med kærlighed, udbryder panelet! Den har et fint skumlæb, spin i kulsyren og en flot, gylden kulør. Duften er frisk, og der er gode malttoner i smagen. En ukompliceret og velafbalanceret pilsner med smæk på boblerne. Det kan vi li’! Hvem sagde 20 grader på terrassen og en grillet frankfurter?

2. Pladsen: Tuborg RÅ økologisk pilsner

tuborg rå

  • Pris: 7,50 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Netto
  • Mængde: 0,33 cl
  • Literpris: 22,72 kroner
  • Alkoholprocent: 4,5%

Panelets vurdering: ‘Incoming’ dufteksplosion! Dommerne fryder sig over en god, gæret duft af hvedearoma, humle og malt. Smagen er dyb og rund med noter af karamel. Den er grov, men på den gode måde, og der er ikke nogen uvelkomne bismage. Et imponeret dommerpanel fejrer bedømmelsen med en ekstra slurk af den gyldne drik.

1. Pladsen: Jacobsen økologisk ekstra pilsner

Jacobsen

  • Pris: 34,95 kroner (ekskl pant)
  • Købt i: Føtex
  • Mængde: 0,75 liter
  • Literpris: 46,60 kroner
  • Alkoholprocent: 5,5%

Panelets vurdering: Her har vi det skummende guld, udbryder dommerne. Skummet er cremet og øllen er dyb i farven og med sprudlende bobler. Og så dufter den af korn, blomster og citroner, der kan fjerne enhver depression på nul komma fem. Det lagt oven i en bitter, fyldig og frugtig smag efterlader en top-behagelig smag i munden på dommerne. En af dem siger sågar: “det føles som om, jeg får en stor indvendig krammer, når jeg drikker den her øl”. En klar favorit blandt hele dommerpanelet, der forkæler pilsneren med toppoint på alle parametre.

Skål og tillykke…

Til Jacobsen økologisk ekstra pilsner, der slår alle de øvrige pilsnere i testen på både udseende, duft, smag og eftersmag. En fyldig og velafbalanceret pilsner med smæk på smag og kulsyre.

Jacobsen pilsneren er rent faktisk testens dyreste øl med en literpris på 46,60 kroner, hvorimod testens billigste pilsner, nemlig Harboe pilsneren til 6,96 kroner literen, måtte tage til takke med en 7. plads.

Vi kan altså konkludere, at pris og kvalitet i høj grad hænger sammen, når det kommer til pilsner. I hvert fald hvis du spørger os 🍻☀️

Har du læst?