Færdiguddannet med voksenløn: "Jeg lever stadig, som da jeg var på SU"

Læsetid: 3,5 minutter.

Tag min hånd, og følg med mig tilbage til tirsdag den 31. juli 2018. Det var dagen, hvor min første voksenløn tikkede ind på kontoen. Efter fem år på SU kunne jeg langt om længe vinke farvel til en skrøbelig studieøkonomi. Jeg tænkte noget i retningen af:

“Endelig kan jeg sparke følelsen af at være fattig studerende ud af vinduet. Nu skal jeg aldrig mere sige nej til ting, jeg ikke har råd til. Det rungende “nej” kan nemlig sammenlignes med følelsen af at få tæsk med en kagerulle, imens man tygger på et stykke sølvpapir. Ubehageligt. Ganske enkelt!”

Jeg zoomer lige ud igen. For der gik ikke mere end et par måneder med fast månedsløn, før det gik op for mig, at en højere indtægt ikke viste sig at være adgangsbilletten til en fuldkommen ubekymret og harmonisk voksentilværelse.

Faktisk var SU-tilværelsen slet ikke så tosset, som jeg huskede den, og jeg er derfor gået tilbage til at have den samme levestandard, som da jeg var på SU.

Jeg skal fortælle dig hvorfor. Og hvad jeg har gjort med resten af pengene.

Beyoncé-høje forventninger

Cirka samtidig med at uddannelsesbeviset landede i min e-boks, skulle jeg til at forberede mig på tilværelsen som lønmodtager. Den slags, der går på arbejde fra otte til fire og bruger weekenderne på at spise eggs benedict på en fortorvscafé i stedet for at sidde med næsen i bøgerne.

Jeg havde en idé om, at jeg når jeg blev færdiguddannet, skulle jeg være hende, der på afslappet sugarmama-manér inviterede min kæreste ud at spise en gang om ugen og skiftede H&M ud med dyrere og mere bæredygtige tøjmærker. Jeg havde simpelthen “Beyoncé i Homecoming”-høje forventninger til mit nye voksenliv. Og indrømmet: Da den første løn tikkede ind, blev der også brugt lidt ekstra mønter.

Okay. Det var en underdrivelse.

Når sandt skal være, kan du sammenligne min daværende økonomiske adfærd med en 16-årig hormonforstyrret, grænsesøgende og teknologi-cravende amish under Rumspringa.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at alle de ligegyldige tøjkøb, cortados og andre ting, jeg bildte mig selv ind, at jeg havde brug for, viste sig at være overforbrug efter overforbrug. Og jeg skal da lige love for, at pengene hurtigt fik ben at gå på.

Foretrækker pizza frem for kammuslinger

Illusionen var bristet. Det var slet ikke så ophidsende at bruge alle de penge, jeg havde gået og drømt om at bruge. Og jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden ikke mangler noget. Hvorfor så have en levestandard, der slet ikke passer til mit behov?

Jeg skal ikke opgradere mit forbrug fra junkfood til gourmet, når jeg alligevel til hver en tid foretrækker en pizza frem for kammuslinger “på en bund af citronskum og et slør af urter”.

Fordi jeg ikke længere er studerende, betaler jeg nu kontingent til a-kasse og fagforening, og så smider jeg lidt ekstra afsted til husleje. Mine samlede udgifter er steget med cirka 1.400 kroner om måneden. Og så er jeg begyndt at spare op til pension. That’s it.

Jeg punger heller ikke ud til hverken bil, hus eller barn, så der er kun sket små økonomiske ændringer, siden jeg gik fra SU til voksenløn.

Tager penge fra nutiden og lægger over i fremtiden

Men bare fordi jeg ikke har behovet nu, betyder det ikke, at det forbliver sådan. For når bil, hus og barn bliver til Mercedes, villa og bleer, skal der for alvor bruges penge.

Derfor har jeg i dag den samme levestandard, som da jeg var på SU. “Og resten af pengene?”, tænker du måske. Dem sparer jeg op til fremtiden.

Jeg fik idéen, da jeg tilbage i september talte med Sune, der sparer op til at gå på pension som 45-årig. Hver måned sparer han 60 procent af sin løn op, og hans forbrug er derfor ikke steget, selvom han i dag har flere penge mellem hænderne.

For mig giver det mere mening at bruge pengene dér, hvor jeg får mest glæde af dem - og når jeg får mest glæde af dem. Og så nyder jeg for første gang siden mit sabbatår at have en god, solid opsparing.

For at holde mit forbrug på SU-niveau bruger jeg Spiir til at tracke, hvor mange penge jeg bruger. Jeg har blandt andet sat ugentlige forbrugsmål på tøj, cafébesøg og dagligvarer, og appen giver mig jævnligt økonomiske reminders, så jeg forbliver 'on track'.

SU-tilværelsen har foræret mig økonomisk bevidsthed

Selvom jeg ikke savner tiden som studerende, hvor weekenderne blev brugt med næsen i bøgerne (Læs: Love Island og kattevideoer), har SU-tilværelsen alligevel lært mig et par ting, som jeg tager med mig ind i voksentilværelsen.

Det er nemlig først nu - i den retrospektive erkendelse - at jeg har opdaget, at livet på SU har foræret mig en enorm, økonomisk bevidsthed. Jeg har lært at få pengene til at række til det, jeg helst vil bruge dem på og finde ud af at omprioritere dem, hvis der kommer en uforudset udgift (eller endnu en shoppetur).

Jeg er med andre ord blevet verdensmester i at forvalte mine penge, skrue ned for de faste udgifter og opnå en følelse af, at jeg ikke hele tiden skal mangle, spare eller nøjes.

Konklusion: Jeg havde det møghamrende godt på SU, og med en ekstra pose penge fra studiejobbet, havde jeg rigeligt til både dagen og vejen og gården og gaden (og hvad det ellers hedder altsammen).

Nu lader jeg mit behov styre mit forbrug. Ikke omvendt 💪

---