Studieliv, Sparetips

Festivalguide til fattigrøven og livsnyderen

Karen Johanne Iversen 03-05-2017

Du husker det sikkert tydeligt fra sidste år. Hegnet blev væltet og et utal af standhaftige festivalgæster spænede ind over marken for at tilkæmpe sig de bedste teltpladser. De næste syv dage blev hverdagen sat på standby, og der blev der drukket, kysset, festet og lyttet til farverige kunstnere.

Er du en af de mange, der trækker i gummistøvlerne og pakker teltet, når sommerens festivaler starter? Så er det ved at være tid til at lægge et par knaster til side. Det er nemlig langt fra gratis at sove i telt, drikke øl og lytte til tidens hotteste artister. Foruden festivalbilletten, skal der også være penge til festivalsburgere, øl, regnslag og shots.

Hvad enten du er en fattigrøv på SU eller livsnyder med et stort rådighedsbeløb, får du her en række tips til at holde festival, som passer til netop dit budget.

Skal du til Roskilde eller Northside?

dreng på musikfestival

… Der er nemlig forskel på entréprisen til de forskellige festivaler. En ‘full festival ticket’ til Roskilde Festival med overnatning og hele pivtøjet koster nemlig 2125 kroner, mens en partoutbillet til Smukfest for 8 dages fest inklusiv overnatning koster 2695 kroner. Derimod koster et partoutbillet til Northside eller Tinderbox 1595 for 3 dages festival - uden overnatning vel at mærke.

Fattigrøv: Med et stramt budget er det en god idé at tjekke programmet ud for de forskellige festivaler og finde den dag, hvor flest af dine yndlingskunstnere spiller. I så fald kan en endagsbillet spare dig for mange penge.

Læs også: Kend dit forbrug og kend dig selv

Er du eksempelvis mest til Mads Langer, Kesi og Dizzy Mizz Lizzy, er en fredagsbillet til 995 kroner til Tinderbox lige sagen for dig. Du sparer altså 550 kroner i forhold til at skulle købe billet til hele festivalen.

Livsnyder: Du skal selvfølgelig have hele pakken, så du køber en partoutbillet til din foretrukne festival.

Skal det være lidt ekstra luksus, kan du blandt andet på Northside få en 'Northside Rooms'-pakke. For 5595 kroner får du to partoutbilletter samt to overnatninger på Radisson Blu Scandinavian hotel i Aarhus.

Hvem skal transportere alle øllene (og dig selv)?

drenge fester i bil

Med mindre du bor i baghaven til festivalen, må du ikke glemme, at du har en del oppakning med, som kan begrænse dig i valget af transportmuligheder.

Fattigrøv: Kommer du fra Sønderborg og skal rejse til Roskilde med tog, koster det dig omkring 400 kroner for en voksenbillet - og så skal du jo også hjem igen. Derudover skal du kunne bære egen oppakning, telt og alkohol.

Overvej derfor en samkørselsordning med nogle venner, som også skal på festival, og som kan have bilen stående et sted under festivalen, indtil I skal hjem igen. På den måde kan I læsse tingene af tæt på festivalpladsen og hjælpe hinanden med at løfte de mange tunge kasser alkohol. Samkørsel er billigere og nemmere. Tjek også i dagene op til festivalen, om der er ledige GoMore-lift, som kører din ønskede rute.

Livsnyder: Som ægte livsnyder skal du selvfølgelig ikke stå klemt i et varmt tog blandt en hær af festivalgæster.

I stedet bliver du og vennerne bragt og hentet af en god ven, mor, far eller kæresten. Og orker du ikke at dele shufflebus med 50 fulde festivalgæster, kan du praje en taxa, som kører mellem campen og festivalpladsen.

Hvor skal vi sove i nat?

fest mennesker i telt

Fattigrøv: Medmindre du har sparet op i lang tid, har du med et stramt SU-budget ikke andre valg end at bo i eget medbragt telt på festivalpladsen - det kan til gengæld være en sjov oplevelse i sig selv, og overnatningen er en del af din festivalbillet, så du slipper for en yderligere udgift.

Du får lov til at opleve klassisk festivalstemning med ølbong og socialt samvær, men til gengæld er udsigterne til varm dyne og kolde dåseøl lange. Til gengæld skal du bo på ægte udflugts-manér med luftmadras og sovepose - og husk lige en varm trøje til de kolde nætter.

Skal du på Northside eller Tinderbox uden overnatning? Lån en sofa af en ven i nærheden, lej jer ind i en lejlighed gennem AirBnB eller bo på vandrehjem, hvis budgettet tillader det.

Livsnyder: Prioriterer du god sengekomfort, kolde drikkevarer og et varmt bad, kommer du naturligvis også til at betale for det. Men hey, det er jo intet problem for en magelig livsnyder som dig. På festivalerne er der forskellige overnatningsmuligheder.

Hvad siger du eksempelvis til at bo i en gigantisk Hummel-skotøjsæske eller en Royal-øldåse på Smukfest? Ja, den er god nok. Ifølge Smukfest ligger øldåsen på en blærerøvsfaktor 12 på 10-skalaen. Øldåsen koster 3.500 kroner eksklusiv festivalbillet og er indrettet med dyner, puder og linned til to personer samt en minibar, som fyldes op dagligt.

Er du Roskilde-typen, kan du for 2.700 kroner (eksklusiv festivalarmbånd) bo i Tenthouse. Her får du lidt mere luksus i form af elektricitet, madrasser, låsbar safetybox, bagageopbevaring og gratis bad. Ikke dårligt, vel?

Uden mad og drikke duer festivalen ikke

charlotte fastfood

Mad- og drikkevarer på festivalen er nok den udgift, der varierer mest fra deltager til deltager. Nogle nægter at betale 70 kroner for en gourmethotdog - andre gør det med glæde, fordi det er en del af festivaloplevelsen.

Fattigrøv: Som gæst på Northside, hvor der ikke er mulighed for at overnatte, er det ikke tilladt at medbringe egne mad- og drikkevarer. Skal du derimod overnatte på Roskilde, Smukfest eller Tinderbox er der forskellige tips til at reducere udgifterne til mad og drikke.

Bag og medbring en ordentlig røvfuld pestosnegle, chokoladeboller og ostebrød, som kan holde i nogle dage uden at blive dårlige. Medbring også forskellige snacks: Frugt, rugbrød, nødder, chips og hvad der ellers frister, når alkoholen er kommet indenbords.

En makrelmad eller leverdreng er heller aldrig af vejen og glider overraskende nemt ned, når man har brug for noget brændstof, før man suser videre til den næste koncert.

Har du et spejdertalent gemt i dig, kan du med fordel medbringe dit eget trangiasæt, hvor du selv kan tilberede varme retter: spaghetti bolognese, svensk pølseret og kylling i karry er blot nogle af de retter, du kan kaste dig ud i. Kvickly har deres eget convenience-marked på Roskilde, hvor du kan handle dagligvarer til rimelige priser.

Er det umuligt at gå forbi de mange madboder, når tømmermændene skriger efter salt og junk? Beslut dig for et beløb, du må bruge på mad hver dag. Så kan du med god samvittighed sætte tænderne i en gang fritter og en burger ‘med det hele’.

Med hensyn til drikkevarer, rådes du naturligvis til at medbringe alkohol hjemmefra. Jo større mængder, du køber ind, jo billigere bliver det også. Del med vennerne og kør eventuelt over grænsen, hvis det altså kan betale sig.

Læs også: Så meget må du købe ved grænsen

Har du en lang aften foran dig med en række forskellige koncerter, kan det være en god idé at snuppe et par ekstra dåsebajere i campen og herefter tage ind til festivalpladsen. Så kan du ofte holde nogle timer uden at skulle forbi baren og købe fadbamser til overpris.

Livsnyder: En festival betyder også et væld af kulinariske oplevelser for dig som livsnyder. Blandt andet er maden på Northside 100% økologisk, og du kan i 2018 se frem til at smage på vegetarmad fra L'estragon, sushi fra Letz Sushi og shawarma fra CNDA.

Rundt på festivalerne finder du et stort udbud af de våde varer. Prøv blandt andet friskpresset appelsinsaft med vodka, rosé, champagne, gin&tonic og kaffecocktails. Så er det bare at gå ombord i baren og bestille din favoritdrik.

Ingen festival uden solcreme og hovedpinepiller

tømmermænd

Vil du undgå en solskoldning og massive tømmermænd på festivalen? Så husk dit grej. Her deler vi ikke rådene op til fattigrøven og livsnyderen, da priserne er underordnet.

Bliver det regnvejr hele ugen? Husk regntøj og gummistøvler. Bliver det solskin og 30 grader? Husk solcremen og solbrillerne. Blev der drukket lidt for mange shots i går? Husk hovedpinepillerne (og drik en masse vand). Skal der spilles ølbowling? Husk festivalstolene og en bold.

Læs også: Sådan kommer du billigst over tømmermændene

Rådene er mange, men det er vigtigt at huske udstyret, hvis festivalen skal blive optimal og én, du vil huske tilbage på i mange år fremover.

Spiir ønsker alle en forrygende festival!

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.