Kommer du frisk fra universitetet, professionshøjskolen eller lærepladsen? Selvom du vil savne fredagsøllene og fordybelsen i spændende eksamensprojekter, glæder du dig også til at komme ud på arbejdsmarkedet, bruge din viden i praksis og erstatte SU’en med en “nu-har-jeg-råd-til-at-købe-den-dyre-olivenolie”-voksenløn.

Måske har du allerede sat dig ind i alt det, der er fedt at have tjek på, når du går fra studie til arbejdsliv. En af dem er at blive medlem af en fagforening.

I indlægget bliver du klogere på:

  • Forklaring af, hvad en fagforening er.
  • Gennemgang af alt det, en fagforening kan gøre for dig.
  • Prisen på et medlemskab i en fagforening.
  • Forskellen på en fagforening og en a-kasse.

Om 5 minutter ved du alt det, du skal vide om fagforening. Så kan du gå ud og nyde solen bagefter ☀️🕺

Hvad er en fagforening?

Hvad skal jeg have i løn? Hvordan undgår jeg bævrende stemme og svedige håndflader til lønsamtalen? Hvordan er jeg stillet, hvis jeg bliver fyret? Og hvad gør jeg, hvis jeg oplever mobning eller stress på arbejdspladsen?

Det er bare en brøkdel af de spørgsmål, en fagforening hjælper dig med at besvare.

En fagforening er altså en forening, der arbejder for de bedst mulige løn- og arbejdsforhold for dig som lønmodtager. Foreningens hovedopgave er altså at tage sig af dine vilkår som lønmodtager såsom løn, ansættelse, arbejdstilfredshed og så videre.

Fagforeningen er altså din ‘go-to guy’, der altid tager din hånd og guider dig, når du har brug for hjælp til alt det, der har med dit arbejdsliv at gøre. Tjek!

Hvad kan en fagforening hjælpe mig med?

Tilbuddene varierer alt efter, hvor du er medlem, men som oftest tilbyder din fagforening hjælp inden for følgende områder:

  1. Juridisk førstehjælp
    Er din ansættelseskontrakt i overensstemmelse med loven og dine rettigheder som ansat? Er din arbejdsgiver gået konkurs? Bliver du uretfærdigt behandlet? Eller får du ikke den løn, du er berettiget til? Din fagforening tilbyder juridisk hjælp, så du kan læne dig tilbage, smække benene op og nyde, at du får den kompetente rådgivning, du har brug for.

  2. Støtte når det brænder på
    Oplever du tegn på stress? Er der dårligt indeklima på arbejdspladsen, der giver dig en grum hovedpine? Eller bliver du chikaneret af en kollega? Et dårligt psykisk og fysisk arbejdsmiljø kan resultere i sygdom og mangel på lysten til at gå på arbejde. Møder du sådanne udfordringer, vil din fagforening rådgive dig i, hvordan du skal håndtere dem.

  3. “Kom og gi’ mig alle dine penge, ja!”
    Svedige håndflader. Hjertebanken. Tankemylder. Usikkerhed. Det kan være både svært og grænseoverskridende at værdiansætte sig selv i kroner og ører. Men med hjælp fra din fagforening bliver lønsamtalen meget lettere, da du både får rådgivning i, hvad du med din beskæftigelse bør have i løn, rådgivning i offentlige overenskomster og tips til, hvordan du forbereder og gebærder dig til lønsamtalen. Ka-ching!

  4. Hjælp til barsel, sygdom, ferie og fravær
    Har du svært ved at gennemskue barselsreglerne? Bliver du alvorligt syg? Og hvad med ferie? Fagforeningen hjælper dig med at afmystificere og afklare de specifikke regler, der gælder for netop dig i det ansættelsesforhold, du indgår i.

  5. Kurser og kompetencerådgivning
    Vil du gerne være en haj til LinkedIn? Trænger du til et kommakursus? Vil du prøve kræfter med mindfulness? Eller er du nysgerrig på ledelse? Fagforeningen hjælper dig med at udvikle dig inden for din branche gennem et udvalg af kurser, workshops og arrangementer, der styrker dit CV og dine kompetencer.

  6. Ja tak til hverdagsbesparelser
    Med et medlemskab i en fagforening følger en lang række kontante fordele, der varierer fra forening til forening. Her kan blandt andet nævnes billige forsikringer og rabat på avisabonnementer, advokatbistand, fitness og en lang række kunst,- underholdnings- og kulturtilbud. #pengespareterpengetjent

Hvilken fagforening skal jeg vælge?

Som ordet tydeligt afslører, varetager en fagforening interesser inden for et bestemt fag eller branche. Det vil sige, at er du uddannet fysioterapeut, vil du ikke få særlig meget ud af at melde dig ind i Dansk lærerforening, men du bør i stedet overveje et medlemskab i Danske Fysioterapeuter.

Hver fagforening er altså specialister i netop deres branche, og de har om nogen styr på, hvad ansatte i deres branche skal have i løn, hvordan man kan udvikle sine kompetencer inden for branchen, og hvilke frynsegoder man kan bede om.

Nederst på denne side giver fagforeningsportalen dig en liste over fagforeninger i Danmark. Kan du ikke finde den, der passer til dig, kan du med fordel søge råd hos dine forhenværende studiekammerater eller dine nuværende kollegaer med samme uddannelsesmæssige baggrund som dig.

Hvad er forskellen mellem en fagforening og en a-kasse?

Hvis du er ny på arbejdsmarkedet, kan det være indviklet at finde ud af alt det, der skal være med til at sikre dig et trygt og godt arbejdsliv - også hvis du bliver ledig. Fagforening og a-kasse bruges ofte i flæng, selvom det er to forskellige typer af organisationer.

A-kasse står for arbejdsløshedskasse og udbetaler dagpenge til dig, hvis du er arbejdsløs. Det er altså den, der forsørger dig, når du er ‘in between’ jobs. Hvis du ikke er medlem af en a-kasse, kan du kun få kontanthjælp, som er et noget lavere beløb, end de dagpenge, du vil modtage, hvis du er medlem af en a-kasse.

Forskellen er altså, at hvis du kun er medlem af en fagforening, kan du ikke modtage dagpenge, hvis du mister dit arbejde. Det er a-kassen, der sørger for den del.

Som lønmodtager kan det altså anbefales både at være medlem af en a-kasse og en fagforening, så du både får økonomisk tryghed og kompetent rådgivning. Mange fagforeninger har en a-kasse tilknyttet - eller omvendt - så du har begge medlemskaber samlet ét sted.

Hvad koster det at være medlem af en fagforening?

Det er ganske enkelt: Fordi fagforeningerne varierer i tilbud, varierer de også i pris. Det er nemlig forskelligt, hvor meget rådgivning og sikring, der er inkluderet hos de forskellige foreninger.

Typisk koster et medlemskab af en fagforening mellem 300 og 500 kroner om måneden, hvis du er lønmodtager på fuld tid. Er du studerende, deltidsansat, på barsel, ledig eller selvstændig, ændrer prisen sig herefter.

Flere organisationer tilbyder også fagforening og a-kasse til én samlet (og meget billig) pris. Eksempelvis giver Ase dig et medlemskab af fagforening og a-kasse til 560 kroner om måneden, og hos Krifa får du hele molevitten til bare 554 kroner om måneden.

Det kan dog betale sig at dykke ned i medlemsbetingelserne for at se, hvad du får for pengene. Ved at vælge en billig løsning kan det nemlig være, at du ikke får adgang til eksempelvis karrierecoaching, arrangementer og de kontante fordele, hvor du ved at vælge en dyrere løsning kan være ret sikker på at være dækket godt ind.

I sidste ende er det op til dig at vælge den fagforening, der matcher dine behov.

Bliv lidt rigere: træk kontingentet til fagforeningen fra i skat

400 kroner om måneden i medlemskontingent vejer tungt i budgettet. Er du også medlem af en a-kasse, kan du samlet komme op og betale mellem 800 og 1.000 kroner i kontingenter til fagforeninger og a-kasse om måneden. Det er en god sjat!

Vil du høre den gode nyhed? Du får automatisk fradrag for dine kontingenter og indbetalinger til din fagforening - dog for højest 6.000 kroner om året. Ret din forskudsopgørelse i felt 458 for at få fradraget løbende gennem året. Ellers får du automatisk det ekstra fradrag tilbage fra skat, når året er gået, og årsopgørelsen er gjort op.

Ikke dårligt!

Er du blevet lidt klogere på, hvad en fagforening kan hjælpe dig med, og hvad du får for pengene? Vi håber i hvert fald, at du med vores overblik er kommet tættere på at beslutte, om du skal være medlem af en fagforening, og i så fald hvilken.

Er du hoppet indlægget over og er endt her, skal du vide at:

  1. En fagforening arbejder for de bedst mulige løn- og arbejdsforhold for dig som lønmodtager.
  2. En fagforening tilbyder blandt andet juridisk hjælp, kompetencerådgivning og kontante fordele.
  3. Forskellen mellem en fagforening og en a-kasse er, at en a-kasse udbetaler dagpenge til dig, hvis du bliver ledig - det gør fagforeningen ikke. Til gengæld tilbyder a-kassen ikke samme grad af branchekendskab, rådgivning og juridisk hjælp, som fagforeningen gør.
  4. Det koster mellem 300 og 500 kroner om måneden at være medlem af en fagforening.
  5. Du kan trække medlemskontingentet fra i skat for op til 6.000 kroner om året.

Du har netop læst et indlæg fra Spiir. Hvis du kunne lide det, kan du sikkert også lide vores gratis budget-app. En sjov og intelligent penge-assistent, der automatisk gør dig klog på dit forbrug, så du kan læne dig tilbage og leve dit liv, som du ønsker det. Download appen nu.