Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Pengevaner

Vær med til at bryde pengetabuet

Af Cecilie Asaa

Taler du om penge med dine venner og familie?

Om dengang du lavede et kæmpe overtræk for at tage på Roskilde? Om hvordan du får råd til at rejse til Thailand to gange om året? Eller at du har taget SU-lån?

Nej vel? Du vil sikkert hellere tale om sex eller politik end penge.

For penge er tabu. Og det vil vi gøre noget ved hos Spiir. Derfor har vi iværksat #brydpengetabuet.

Flov over en konto i minus

Der er mange grunde til, at det kan være svært at tale om penge.

Du føler måske, at alle andre har meget bedre styr på dankortet end dig. Du føler dig flov over, at kontoen igen er i minus. Eller du bekymrer dig om, at din husleje er lidt for høj til, at din lønseddel kan følge med.

Hvordan har du det med at tjekke status på din konto? Mange holder sig laaangt væk fra mobilbanken, når de ved, at de har været lidt for flinke med kortet. Men hvorfor ikke bare se realiteterne i øjnene, stå ved det og dele det, der gør lidt ondt?

Det kan faktisk vise sig at være en lettelse at tale om penge.

Hvorfor skal du tale om penge?

Hos Spiir mener vi, at ingen er tjent med at have det skidt med deres penge. Og det bedste middel er ‘to get it out in the open’. Tale om der, hvor skoen trykker, men også om der, hvor det bare går rigtig godt, og du gjorde et fantastisk køb.

Det er når vi deler vores historier, vores indsigter, vores læring, vores viden, at vi bliver klogere - både på os selv og andre. Og bryder tabuer - ikke mindst.

#Brydpengetabuet med Spiir

Fat din mobil, smut ind på fjæsen, Insta eller Twitter og del dine penge-historier. Store som små. Vilde som artige. Sjove som triste.

Skyd et billede af de nye sneaks, du bare måtte købe, selvom det betød havregrød resten af måneden. Fortæl om det vildeste lån, du har taget. Eller del din drøm om en rejse, du bare ikke har råd til lige nu.

Brug #brydpengetabuet og #spiir og følg med her på bloggen, og på vores Facebook-, Instagram- og Twitter-kanaler.

Vi glæder os til et mangfoldigt hav af fortællinger, vi alle kan lære af.

Ingen skal føle sig flov, mindre værd eller bekymret på grund af penge.

Sammen kan vi bryde pengetabuet.