Pengevaner

Antidepressiver gjorde Sofie risikovillig: Tog kviklån for 350.000 kroner

Cecilie Asaa 08-08-2018

“Jeg plejer at sige, at alting var helt beige i den periode. Præcis hvad jeg brugte pengene på er ét stort ‘blur’.”

I 2014 bliver Sofie sygemeldt. To familiemedlemmer og en nær veninde dør. Salg af lejlighed glipper og efterlader gæld, og der er turbulens på arbejdet. Filmen knækker simpelthen, og lægen konstaterer, at Sofie har en depression, som har presset sig på i et godt stykke tid.

Præcis hvad jeg brugte pengene på er ét stort ‘blur’.

Sofie kommer på antidepressiv medicin, og så ændrer hendes humør sig. Alting virker ligegyldigt, og hun begynder at tage kviklån her og der. Faktisk hele 10-15 stykker i løbet af det halvandet års tid, hun er på medicinen. For hun og lægen overser en bivirkning ved pillerne, der har store konsekvenser for Sofie: Øget risikovillighed. Hun tager simpelthen mange flere chancer end normalt.

Hovedrystende tosset

“Jeg er så pinlig over, at jeg er endt i den her situation. Jeg er 45 år, veluddannet, har et godt job og en ikke-materialistisk opdragelse. Jeg burde vide bedre,” siger Sofie.

Skammen ligger over hende som et tungt tæppe, da hun langsomt vågner op af depressionens tåger i starten af 2016.

Der var et kæmpe hul i min hukommelse.

“Jeg fandt alverdens rykkere fra lånefirmaer, og tænkte: “hvad i alverden er dét?” Langsomt gik det op for mig, at der var alvorligt rod i mine pengesager. Jeg måtte simpelthen sætte mig ned og trevle det hele op, for der var et kæmpe hul i min hukommelse. Det er hovedrystende tosset, det jeg har foretaget mig, mens jeg var syg,” fortæller Sofie.

Prøver at samle lånene

lån gæld regnskab kvinde kviklån samle bank pengetabu spiir blog

Sofie har en masteruddannelse fra CBS og har i flere år arbejdet med regnskab. Hun går derfor til sagen med løftet pande.

Jeg er god til tal og økonomi, så jeg tænkte, at det skulle jeg nok få styr på.

“Jeg er god til tal og økonomi, så jeg tænkte, at det skulle jeg nok få styr på,” konstaterer Sofie, der midt i alt det sorte hele tiden har bevaret troen på, at hun nok skal komme af med gælden.

Banken vil dog ikke låne hende penge, så hun kan samle lånene. For på papiret er hun uansvarlig med sine penge.

Til gengæld lykkes det Sofie at komme igennem hos låneforeningen i hendes fagforening, der låner hende 100.000 kroner til at få bugt med nogle af kviklånene. Og med gode overtalelsesevner får hun ændret enkelte af aftalerne med lånehajerne.

Men det er en dråbe i havet, for resten af lånene stiger og stiger på grund af tårnhøje renter. Det er nærmest umuligt for Sofie at følge med.

Otte år før hun kan se enden

“Det er en rigtig skidt situation, jeg står i. Min samlede gæld er på 600.000 kroner, når jeg tilføjer gælden efter det braste salg af lejlighed. Medicinen fik mig til at handle uansvarligt, og det tager jeg naturligvis ansvar for i dag. Men jeg ville aldrig have opført mig på den måde, hvis ikke jeg havde taget de piller,” erklærer Sofie.

Jeg ville aldrig have opført mig på den måde, hvis ikke jeg havde taget de piller.

På et tidspunkt er Sofie så rådvild, at hun vender sagen med en advokat, der arbejder med lignende sager. Han har stor sympati for hendes sag og vil gerne hjælpe. Men fordi ‘øget risikovillighed’ er nævnt i indlægssedlen til antidepressiverne, er sagen så godt som tabt på forhånd.

“Det er vildt deprimerende, at der er så lidt hjælp at hente. Jeg har brugt to år på at afdrage og afdrage, men jeg hænger stadig fast i dyndet. Gælden er steget med mere end 100.000 kroner på de samme to år. For det er stort set kun renterne, jeg betaler af på. Der kommer i hvert fald til at gå otte år, før jeg kan se enden på det her,” fortæller hun.

Ekspert i at shoppe tilbudsvarer

For at kunne afdrage nok på lånene, har Sofie derfor måttet skære kraftigt ned på, hvordan hun bruger sine penge. På trods af at hun får en udmærket løn, betyder det, at hun kun har 1.500 kroner tilbage at leve for om måneden, når alle andre faste udgifter er betalt.

“Det er hårdt at skulle begrænse mit forbrug så meget. Men på den positive side er det en øjenåbner at spinke og spare, som jeg gør nu. Ikke at jeg kastede rundt med pengene før. Der var bare et større råderum. Idag har jeg ingen smartphone for eksempel. Jeg bor i en lejebolig i en boligforening. Jeg er blevet ekspert i at shoppe tilbudsvarer. Genbrug er guld. Og så har jeg lært mig selv at fixe småting på min gamle bil, så den stadig kan køre,” siger hun og fortsætter:

“I princippet kunne jeg bare lade være med at afdrage på gælden og ende i RKI. Men det er jeg for stolt til. Og gældssanering er for voldsomt for mig, for så bliver jeg bundet på hænder og fødder. Det ville virkelig ødelægge min hverdag,” forklarer Sofie.

På den positive side er det en øjenåbner at spinke og spare.

Hun er klar over, at det kan lyde mærkeligt, at hun har valgt den besværlige vej. Og hun møder ofte dømmende reaktioner, når hun fortæller sin historie. Men Sofie vil gerne selv kunne styre sine penge og sit liv. Også selvom det betyder, at der er meget lidt på kistebunden at gøre med.

Glæden ved gratis oplevelser

sommerhus kolonihavehus Sverige ferie billig gæld lån kviklån pengetabu Spiir blog penge

Sofie er begyndt at sætte rigtig stor pris på gratis glæder. Før tog hun ofte ud at rejse, i teateret og til koncerter. Men nu har hun opdaget, at en gåtur og snak med en god ven om livets op- og nedture, gratis koncerter eller bytte af bøger i en læsegruppe giver hende lige så stor værdi.

Ligeledes har hun reduceret sommerferien til en uge i et vennepars kolonihavehus i Sverige. Huset låner hun gratis. Benzin til turen betaler hun for penge, hun får tilbage fra varmeregnskabet i den lejlighed, hun bor i.

For at jeg kan komme igennem det her, har jeg brug for noget at se frem til.

Hun ved godt, at pengene burde gå til at betale af på lånene. Men for at holde gejsten oppe har hun valgt at forkæle sig selv lidt ekstra den ene gang om året.

“For at jeg kan komme igennem det her, har jeg brug for noget at se frem til. Det er simpel psykologi. Varmeregnskabet er min lille opsparing. Det er ikke mange penge, jeg trækker ud den vej. Men de er vigtige, for at jeg kan få et pust. Jeg afdrager jo stadig på lånene og vælger en ‘billig’ ferieløsning,” forklarer hun.

Lever et dobbeltliv

For Sofie er det ikke selve lånene og den begrænsede pengebeholdning, der er værst. Det er den stigmatisering, skam og tabuisering, Sofie møder fra andre omkring gælden, og omkring hvordan hun prioriterer sine penge.

“Jeg har kun fortalt om min gæld til to nære veninder. Ikke engang mine forældre ved noget om den. Og desværre har den ene af mine veninder ingen forståelse for min situation. Jeg møder ofte den holdning, at det er folks egen skyld, når de har gæld, og at de bare skal tage sig sammen. Det gør mig virkelig ked af det. For der er altid en historie bag, man bør lytte åbensindet til, før man giver sig til at dømme andre,” slår hun fast.

Der er altid en historie bag, man bør lytte åbensindet til, før man giver sig til at dømme andre.

Af samme grund lever hun et dobbeltliv. På den ene side er der den professionelle Sofie, som holder alting hemmeligt. På den anden side er der den private Sofie med den store gæld. Kun meget få mennesker får den private Sofie at se, fordi hun ikke magter fordømmelsen. Det er rigeligt, siger hun, at hun selv skammer sig over at have taget så mange kviklån.

Hellere glad med gæld end syg og velhavende

Hvis Sofie skulle ændre noget i dag, ville hun stadig tage antidepressiver. Bare ikke den type, der har ændret hendes liv så drastisk.

“Jeg synes ikke, jeg kan gøre mit helbred op i penge. Antidepressiverne hjalp mig jo ud af en slem depression. Det er voldsomt grænseoverskridende, at jeg er ude på tynd is med mine penge, og at jeg ikke selv har kunnet styre, at jeg er endt her. Det kan godt få mig ud af flippen ind imellem. Men jeg vil hellere være glad og have gæld end at være syg og rig,” siger Sofie.

Jeg synes ikke, jeg kan gøre mit helbred op i penge.

“Jeg skal nok klare mig. Men jeg ville ønske, at der ikke var så stort et tabu omkring penge. At det var nemmere at tale åbent og ærligt om. Den stolthed vi alle render rundt med, inklusiv mig selv, er en kæmpe hæmsko. Vi holder pengesager for os selv og peger fingre af hinanden i stedet for at lytte og hjælpe,” siger hun tænksomt og afrunder:

“Jeg har fundet min egen løsning og skal nok komme af med lånene, selvom det er en hård omgang. Men jeg kunne godt tænke mig, at det offentlige kunne gå ind i sager som mine ved at stille en slags sikkerhed over for banken. Så kunne jeg dels samle gælden, dels få en bedre rente og hurtigere komme af med gælden. Jeg vil jo gerne betale af på den,” slutter hun af.

Lad os tale åbenhjertigt om penge

samtale snak om penge gæld kviklån pengetabu Spiir blog

Sofie er en virkelig person, og historien er sand. Sofie er dog ikke hendes rigtige navn. Vi har anonymiseret hende, fordi hun ikke ønsker, at familie, kolleger og venner skal kende hendes historie.

Det kan virke dobbeltmoralsk, når hun samtidig fortæller, at hun ville ønske, der ikke er et tabu omkring penge. Men Sofie er ikke nået så langt i behandlingen af sin egen skam, at hun kan stå på mål over for andres bebrejdelser.

Sofie prioriterer sine penge på bedste vis for at kunne komme af med en gæld, hun via uheldige omstændigheder er endt med. Andre ville måske prioritere anderledes. Det er helt individuelt.

Styrken i at dele en historie som denne er, at du kan lære af Sofies historie. Måske kan du genkende dig selv. Måske bliver du forarget. Måske får du lyst til at hjælpe Sofie. Måske giver det dig mod til at tale om de steder, hvor det trykker i din økonomi.

Hvis vi alle blev bedre til at snakke om penge, og det der gør ondt i tegnebogen, søge råd og vejledning ved hinanden, og ikke mindst åbenhjertigt at give hinanden konstruktive input, så ville vi lære sindssygt meget, tackle pengesager anderledes og få plads til at vokse som forbrugere.

Har du lyst til at dele en pengehistorie med os? Du er velkommen til at kontakte os på ca@spiir.dk eller til at dele dine historier på #brydpengetabuet.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.