Sparetips

Oversigt: Den ultimative guide til de bedste festivaler i Danmark

Caroline Sølver 16-04-2019

Sommeren er lige på trapperne, og det betyder mange ting: Mere sol, mere hygge, mere sjov og ballade og ikke mindst - at festivalsæsonenen begynder!

Måske er du en vaskeægte veteran, der samler på festivalarmbånd og nyder at sove på luftmadras, drikke kolde fadøl og lytte til sommerens hotteste artister. Eller måske er du festivaljomfru men synes, at det er på tide at komme afsted for allerførste gang.

Lige meget hvad dit forhold til festivaler er, så er denne guide din hjælpende hånd til 10 forskellige festivaler i Danmark. Vi giver dig overblikket over, hvad de forskellige festivaler koster, hvor de ligger henne, og ikke mindst de fantastiske grunde til at vælge de forskellige festivaler.

Den store guide til danske festivaler

1 - Roskilde Festival

Festivalguide

Det siger sig selv, at vi er nødt til at starte festivalguiden med kongen af danske festivaler: Roskilde Festival! Roskilde er Danmarks samt Nordens største festival og den anden største i Europa med over 130.000 gæster årligt. Festivalen har fundet sted siden 1971, og på de otte forskellige scener optræder både store og internationale stjerner såvel som mindre danske kunstnere. Udover koncerter, byder Roskilde også på events, god mad, en badesø, camping, fester og en skatebane.

  • Pris: 2.100 kroner for partout med camping og 1.050 kroner for en endagsbillet.
  • Dato: Den 29. juni til 7. juli 2019.
  • Store navne der skal optræde: The Cure, Travis Scott, Bob Dylan, Cardi B og Robyn
  • Beliggenhed: Roskilde.
  • Målgruppe: Roskilde Festivals gæster er en broget skare, og alle er velkomne. Folk kommer fra hele verden for at opleve den vilde otte-dages festival, familie tager deres små børn med på endags-visit, og de unge hjælper med at holde Danmarks høje statistik over alkoholindtagelse i skak.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du er en vild festabe, der elsker at gå til koncerter, at møde nye mennesker, ikke har det fjerneste imod otte dage med camping, og er frisk på at bade og renlighed er en by i Rusland, så er Roskilde lige noget for dig!

2 - Smukfest (Skanderborg Festival)

Den store festivalguide

Danmarks smukkeste festival finder sted i sensommeren i Skanderborg. Festivalen brander sig med temaet ‘bøgetræer og musik’, for som kælenavnet antyder, gør festivalens beliggenhed i en skov, at naturen sætter prikken over i’et. Festivalen har fundet sted siden 1980 og er altså også en sand festivalveteran. Fun fact: Der bliver brugt mere end tre millioner meter toiletpapir og 56 tons isterninger under festivalen. Læs flere funfacts om Smukfest her.

  • Pris: Billetter til Smukfest er allerede udsolgt, men du kan købe en endagsbillet til onsdagen for 1.100 kroner og melde dig på ventelisten til andre billettyper lige her.
  • Dato: Den 7. til 11. august 2019
  • Store navne der skal optræde: Robbie Williams, Clean Bandit, Hugo Helmig, Lukas Graham og Calvin Harris.
  • Beliggenhed: Skanderborg.
  • Målgruppe: Mere end 50% af festivalens deltagere kommer fra Jylland med 48% fra Midtjylland. Gennemsnitsalderen er cirka 38 år. Det betyder dog langt fra, at du ikke kan deltage i Smukfest, hvis du bor på Fyn og er 20 år.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du bor i Jylland og ikke orker turen mod Roskilde og egentlig hellere bare vil blive i din egen landsdel og have en fest med alle dine venner, der selvfølgelig også skal af sted.

3 - Northside Festival

Northside er Aarhus’ kulturelle festival, der i år holder 10-års jubilæum. Festivalen har således fundet sted siden 2010 og har vokset sig større og større år for år. Northside tiltrækker både nationale og internationale kunstnere samt festivalgængere fra hele landet, der elsker festival, men knap så meget campinglivet. Festivalens beliggenhed midt i Aarhus gør nemlig, at du snildt kan crashe hos en ven eller på et hotel, når du skal sove rusen og de mange oplevelser ud.

  • Pris: 1.895 kroner for tre musikdage. En endagsbillet koster mellem 1.095-1.195 kroner.
  • Dato: Den 6. til 8. juni 2019.
  • Store navne der skal optræde: Bon Iver, First Aid Kit, Major Lazer, Mark Ronson og Nas.
  • Beliggenhed: Aarhus.
  • Målgruppe: Northside har tidligere været kendt som ‘hipsterfestivalen’, hvor de smarte tog hen og hørte mere ukendte indie-musikkunstnere. Se selv her! Men i takt med at festivalen har vokset i størrelse og popularitet, er der kommet en bredere kundeskare til. Festivalen er også elsket af aarhusianere, der gerne vil opleve kultur i deres egen by.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du gerne vil på festival og nyde god musik men ikke orker alt logistikken, der hører med til en otte dage lang festival med camping.

4 - Musik i Lejet

Stor festivalguide

Musik i Lejet eller MIL, som festivalen også bliver forkortet til, finder sted i det populære sommerhusområde, Tisvildeleje, en times kørsel fra København. Festivalen er især populær for dem, der har adgang til sommerhuse i området, hvor de kan crashe. Derudover har Musik i Lejet også en campingplads, du kan booke dig ind på. På trods af at festivalen har fundet sted i mange år, er den inden for de sidste år blevet så populær, at billetterne i 2018 blev udsolgt på bare 20 minutter. Udover musik, er der også andre ting at tage sig til på MIL. Du kan nyde stranden, spise god mad og tage dine børn med til de planlagte børneaktiviteter. Se programmet her.

  • Pris: 1.095 kroner for alle tre dage og 545 kroner for endagsbillet. Billetterne er udsolgt, men du kan stadig blive frivillig og få indgang mod, at du arbejder på festivalen.
  • Dato: Den 18. til 20. juli 2019.
  • Store navne der skal optræde: Phlake, Alex Vargas, Peter Sommer og Tiggerne og Søren Huss.
  • Beliggenhed: Tisvildeleje.
  • Målgruppe: Unge københavnere der har forældre eller familie med sommerhuse i området og deres venner.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du kan nyde godt af at låne et sommerhus i området, hvor du kan crashe, slappe og sove, så du er fit for fight og klar til at feste på festivalen. Du holder af en mere afslappet festival med færre gæster, mindre mudder og campingstemning, mere strand, rosé og festivalgæster, der tydeligvis har været i bad.

5 - Tinderbox

På trods af at Tinderbox kun har været på festivalprogrammet siden 2015, har festivalen i de smukke skovomgivelser mere end 30.000 gæster hvert år. Festivalen er en slags arvtager til den store konkurrent til Roskilde Festival, Midtfyn Festival i Ringe, der lukkede i 2003. Tinderbox’ beliggenhed gør det ligeså muligt at være festivalgænger i mere luksuriøse omgivelser, end camping muliggør.

  • Pris: 1.895 kroner for festivalens tre dage, endagsbillet 1.195 kroner. Du kan også tilkøbe overnatning og parkering her.
  • Dato: Den 27. til 29. juni 2019.
  • Store navne der skal optræde: Swedish House Mafia, Miley Cyrus, A$ap Rocky, Billie Eilish, The Chainsmokers, Diplo og Lana Del Rey.
  • Beliggenhed: Odense (Tusindårsskoven).
  • Målgruppe: Alle dem der godt kan lide et bredt udvalg af god musik fra pop til rock og elektronisk musik.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du godt kan lide festival med store navne på plakaten men alligevel ikke orker en kæmpe festival med mere end hundrede tusinde gæster og campingomgivelser.

6 - Heartland Festival

Sommerens festivalguide

Muligvis den mest trendy, glamourøse og fotogene festival af dem alle. Heartland Festival finder sted ved Egeskov slot. Her skal du gerne være med på beatet, når det kommer til musik, mad og kunst. Heartland tilbyder nemlig, udover et musikprogram, også talks, altså forelæsninger fra forskellige personligheder såsom designeren Vivienne Westwood samt madevents af anerkendte kokke fra nogle af Danmarks bedste restauranter.

  • Pris: 1.990 kroner for alle dage, 990 kroner for endagsbillet. Se udvalget her. Du kan også tilkøbe overnatning og busbillet.
  • Dato: Den 30. maj til 1. juni 2019.
  • Store navne der skal optræde: Solange, Die Antwoord, Tina Dickow, The Minds of 99 og Mads Langer.
  • Beliggenhed: Egeskov slot, Faaborg.
  • Målgruppe: Kulturradikale københavnere med en iPhone i hånden, der er klar til at dele hele den fotogene oplevelse på Instagram.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du godt kan lide idéen om at være på festival uden smadder, mudder og vild fest. Her er der gode bademuligheder og kulturen er i højsædet.

7 - Langelandsfestival

Guide til sommerens festivaler

Med det store udvalg af danske musikkunstnere og gode muligheder for parkering og camping, er Langelandsfestival den oplagte festival til børnefamilien. Mens forældrene går til koncerter og nyder hinandens selskab, kan børnene boltre sig i festivalens børneland. Hvis otte dages festival er en tand for meget, kan du også købe en endagsbillet og nyde festivallivet.

  • Pris: 1.845 kroner for otte dage og 1.450 kroner for fire dage. Se billetudvalget her.
  • Dato: Den 20. til 27. juli 2019.
  • Store navne der skal optræde: Nik & Jay, Suspekt, Kesi, D-A-D, Søs Fenger, Shaka & Wafande og Karl William.
  • Beliggenhed: (Har du gættet det?) Langeland.
  • Målgruppe: Børnefamilier, Langelands lokale og dem med sommerhus på Langeland.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du har yngre børn, og du gerne vil på festival som del af familieferie, hvor der både er noget for børn og voksne.

8 - Copenhell

Hvilken festival passer til dig

Mange festivaler kan i år fejre jubilæum, og med 10-års jubilæum er Copenhell, Danmarks største rock- og metalfestival, ingen undtagelse. Hvis du kommer langvejs fra, kan du campere, eller du kan booke dig ind på et hotel i København. Her kan du headbange til nogle af verdens største rock- og metalkunstnere og dele din oplevelse med andre, der også er vilde med rock og metal.

  • Pris: Mange af billetterne er udsolgt, men du kan stadig nå en R.I.P billet, der er Copenhells svar på VIP. Den koster 2.840 kroner og en endagsbillet koster 990 kroner. Se billetudvalget her.
  • Dato: Den 19. til 22. juni 2019.
  • Store navne der skal optræde: Slipknot, Slash, Scorpions og Lamb of God.
  • Beliggenhed: Refshaleøen, København.
  • Målgruppe: Dem der er helt vilde med vild rock- og metalmusik, læder og nitter.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du søger en fed festival, hvor alt er centreret om rock- og metalmusik.

9 - Nibe Festival

Siden 1985 har Nibe budt på festival hver sommer i Skalskoven i Nordjylland. Faktisk er festivalen blandt Danmarks seks største, og musikprogrammet består af mere end 80 koncerter med både danske og internationale kunstnere. På Nibes festivalplads finder du et bredt udvalg af spisesteder, og festivalen er desuden kendt for at lave Danmarks bedste festivalburger, som du kan teste hos ‘Burgeren’.

  • Pris: 1.575 kroner for alle dage og 595 kroner for en endagsbillet.
  • Dato: Den 3. til 6. juli 2019.
  • Store navne der skal optræde: Nephew, Mø, Westlife, Dj Aligator, Italobrothers og Topgunn.
  • Beliggenhed: Nibe.
  • Målgruppe: Nordjyder, familier, unge - Nibe har plads til alle.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du holder af hygge, skovstemning, musik og Nordjylland.

10 - Distortion

Test: hvilken festival passer til dig

Distortion er måske landets mest kontroversielle festival, der finder sted i Københavns gader og stræder. Københavnerne klager over, at gadefestivalen gør København til én stor legeplads med høj musik, skrald i gaderne og tis i opgangene og byens gårde. Den mere positive vinkel er, at Distortion, en gang om året, gør byen til en stor fest med grin, musik, skæg og ballade.

  • Pris: Det er gratis at deltage i gadekoncerterne, men du kan støtte festivalen og købe et Gadearmbånd til 130 kroner. For at deltage i festlighederne på Refshaleøen skal du købe en billet til 550 kroner. Se billetterne her.
  • Dato: Den 29. maj til 2. juni 2019.
  • Store navne der skal optræde: Jada, Soleima, Shake og Adana Twins.
  • Beliggenhed: København.
  • Målgruppe: Unge festaber fra København og andre steder i Danmark.
  • Derfor bør du vælge denne festival: Hvis du er flad men stadig gerne vil smage på festivalstemningen, feste løs og høre god musik. Alle er velkomne!

Forhåbentlig er du nu blevet inspireret til, hvilken festival du vil besøge i år. Og heldigvis findes der et hav af festivaler i Danmark, så hvis ingen af de ovennævnte huer dig, så kan du selv researche videre. Eksempler på festivaler er Haven, Vig, Strøm, Copenhagen Jazz Festival og Nakke Festival. Lige meget hvad, håber vi, at du får en forrygende sommer - måske med en festival eller to på programmet!

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.