Budgetskema

Overblik: Alt du skal vide om licens i 2021

Karen Johanne Iversen 21-02-2019 - Indeholder reklamelinks.

“Licens er noget, vi giver til hinanden”.

DR fremhæver med deres slogan det solidariske princip i, at vi alle spytter i public service-kassen for at få noget indhold, der både tiltaler dig og mig. Men alligevel deler licensen vandene.

Nogle er yderst tilfredse med at punge ud, fordi de synes, de får en masse kvalitetsindhold for pengene. Andre finder det pokkers urimeligt, at de hvert år skal fremtrylle godt og vel 2.000 kroner for at få lov til at se Hammerslag og høre Go’ Morgen P3 i ny og næ.

Men snart er det slut. Fra 2022 bliver licensen nemlig afskaffet, og fremtidens public service bliver i stedet trukket over skatten. Men hvad kommer det helt præcist til at betyde for dig og din pengepung?

Her får du overblikket 👇

First of all: Hvad er medielicens?

Licens hedder faktisk Medielicens og er kort sagt en pose penge, du betaler for at være med til at sikre, at vi i Danmark har medievirksomheder, der forærer dig medieindhold uafhængigt af politiske, økonomiske og kommercielle interesser.

Den største del af kagen går til DR, og resten går til TV 2-regionerne, filmstøtteordninger, en række andre public service-tiltag og moms til staten.

Men fordi disse medievirksomheder får en god sjat penge fra dig, mig og resten af den danske befolkning, skal de også leve op til en række public service-forpligtelser, så de ikke klatter pengene af på hvad som helst.

Blandt andet skal de sikre kvalitetsrigt, upartisk og mangfoldigt indhold, der lægger stor vægt på dansk sprog og den danske kultur.

Hvem skal betale licens?

Er du over 18 år, og ejer du et tv, eller har du adgang til internettet? Så skal du betale licens.

Selvom du hverken bruger DRs eller nogle af de andre medie- og kulturtilbud, skal du alligevel hoste op, fordi du har adgang til tilbuddene gennem enten dit tv eller internettet.

Men, men men… Bor du sammen med dine forældre, din kæreste eller din ægtefælle? Hvis svaret er ja, kan I splitte regningen mellem jer, da kun én på adressen i dette tilfælde skal være tilmeldt.

Bor du til gengæld sammen med en roomie eller din søster? Ja, så skal I begge være tilmeldt.

Nager den dårlige samvittighed, når du læser det her, fordi du ikke betaler, selvom du er licenspligtig? Du kan med et par enkelte klik og dit NemId tilmelde dig licens enten månedligt eller halvårligt her på DRs hjemmeside.

Finder du til gengæld ud af, at du betaler, selvom du kører ægte Amish-style uden hverken smartphone, computer, tv eller tablet? Eller er du flyttet sammen med kæresten, men er I begge tilmeldt? Her kan du afmelde dig licens.

Hvad koster licens? Her er de nye priser fra 2021

I 2020 betalte du i alt 1.353 kroner for licens.

Meeeen… har du tjekket mobilbanken eller din Spiir app for nylig?

I 2021 er prisen nemlig reduceret med 734 kroner! Det vil sige, at licensen koster dig 619 kroner årligt. Og husk, at du som pensionist kan score en ekstra rabat, så du ryger endnu længere ned i pris. 

Besparelsen sker som et led i afskaffelsen af medielicensen, og beløbet nedsættes gradvist indtil 2022, hvor den bliver forvandlet til skat. Men hvad kommer det til at betyde for dig?

Keep reading 👇

Bye bye: I 2022 bliver licens til skat

Udfasningen af licensen sker dog ikke med det vuns, men i en overgangsperiode på tre år.

Det betyder, at du hvert år frem til 2022 skal betale mindre i licens, men samtidig øges skatteandelen til licenspuljen. Det vil altså sige, at du betaler mindre og mindre i licens, og mere og mere i indkomstskat via dit personfradrag.

DR skal nemlig på slankekur og spare 20% over de næste fem år, licensmomsen forsvinder, og licensen fordeles ud på alle skatteydere - også dem, der lige nu ikke betaler. Det tilsammen gør, at du fra 2022 skal betale mindre i skat, end du lige nu betaler i licens.

Samtidig kommer dem, der lige nu ikke betaler, selvom de er licensberettigede, også til at betale over skatten.

Er du blevet klogere? Vi håber i hvert fald, at dette overblik har klædt dig lidt bedre på til at forstå, hvordan de nye licensregler kommer til at påvirke dig og din økonomi.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.