Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Studieliv

Hjemmeboende og studerende: Kikset eller sund fornuft?

Af Karen Johanne Iversen

Tårnhøje boligpriser i storbyerne. Eller måske bare afhængighed af mors hjemmesyltede rødbeder til rugbrødsmaden. Der er forskellige grunde til, hvorfor nogle studerende bliver boende hjemme i stedet for at flyve fra reden, når voksenlivet melder sin ankomst.

Når du er voksen og studerende på en videregående uddannelse, har du også forpligtet dig til et liv på et stramt SU-budget. Men måske er dét at blive boende hjemme netop den lim, der kan få din hverdag og dit budget til at hænge sammen.

Er det kikset, at du som voksen bliver forsørget af mor og far? Eller er det sund fornuft at blive boende hjemme på barndomsværelset under studietiden, fordi din økonomi ikke tillader dig at betale 4000 kroner i husleje for et værelse i studiebyen?

Her opstiller vi fordelene og ulemperne ved at dele hybel med mor og far, mens du studerer.

Fordele

glad hjemmeboende studerende

Du har næsten, eller slet ingen udgifter til husleje: Huslejen sluger en stor del af din SU. Derfor er den oplagte fordel ved at blive boende hjemme, at du ikke har en stor udgift til husleje. Derudover slipper du for at betale indboforsikring, el, vand, varme og licens, som hver måned tilsammen ville koste dig i omegnen af 500 kroner, hvis du boede i egen lejlighed.

Dine forældre kan dog bede om et tilskud til huslejen, når du bor hjemme - også selvom tilskuddet aldrig når op på siden af kvadratmeterprisen, hvis du selv skulle ud og finde en lejlighed.

Køleskabet er fyldt op og frit tilgængeligt: … og ofte gemmer der sig andre lækkerier end bare rugbrød, ketchup og dåsebajere. Her sparer du også en god sjat penge, da du ellers ville bruge omkring 1500 kroner på mad hver måned, hvis du selv skulle sørge for, at køleskabet blev fyldt op. Og i det tilfælde ville der nok ikke blive købt lækre oste, rugbrød fra bageren eller mørbradbøffer, som du måske kan være heldig at finde i mors og fars køleskab.

Ro i en ellers kaosfyldt hverdag: Når du starter på en videregående uddannelse, forventer dine undervisere, at du bliver gode venner med bøgerne, og du vil selvfølgelig gerne opnå gode resultater. Du starter derfor skoleåret med at love dig selv, at du vil læse alt.

Men hvad der starter som en motiverende plan, kan ende med kronisk hovedpine og dårlig samvittighed. For du kan ikke læse alt. Og det kan du slet ikke, hvis du også skal handle ind, lave mad, vaske tøj, gøre rent og drikke kaffe med den veninde, som du på grund af travlhed ikke har set, siden I for to måneder siden på akavet vis stødte på hinanden ved kassen i Føtex. Du siger nej til sociale arrangementer, og det eneste levende, du i øjeblikket omgås, er den shawarma, du tog med hjem fra byen i lørdags.

Fordelen ved at blive boende hjemme, når du studerer, er, at der kommer mere ro på i hverdagen, så du kan koncentrere dig om studiet og vennerne. Jovist skal du hjælpe med at tømme opvaskeren, lægge vasketøj sammen og luge hækken i ny og næ, men det er ikke altid ene og alene dit ansvar. Mor og far vil automatisk klare en masse småting, som vil gøre hverdagen lettere for dig at overskue.

Ulemper

fanget hjemme studerende hjemmeboende ulempe

Mindre frihed og selvstændighed: Når du flytter hjemmefra, er noget af det fedeste, at du selv kan bestemme, hvornår du vil støvsuge, hvad du vil spise til aftensmad, og hvornår dine bedsteforældre skal komme til kaffe. Når du bor i hjemme, er det derimod stadig dine forældres regler, der gælder.

Som hjemmeboende voksen skubber du tidspunktet for, hvornår du gør dig uafhængig af dine forældre, og du forsinker derfor også overgangen fra barn til voksen. Voksenlivet er en selvstændig livsform, og den selvstændighed oplever du først til fulde, når du pakker flyttebilen og vinker farvel til mor og far i indkørslen.

Hvordan lægger man et budget? Ja, det kan være svært at vide, når du stadig delvist bliver forsørget af dine forældre. Når du bor hjemme er ulempen, at du ikke sætter dig ind i, hvorfor du skal have en indboforsikring, hvad en elregning sådan cirka lyder på, hvad du får for licenspenge og en lang række andre forhold, som har betydning for din hverdag rent økonomisk.

Kommer du hjem og spiser, skat? Du kan hurtigt blive fanget i barnerollen, når du bor hjemme. Mor og far vil forvente at kunne komme i kontakt med dig, og de vil forvente at få besked, hvis du ikke spiser aftensmad hjemme, og om den nye flirt overnatter eller ej. Som hjemmeboende må du ofte vinke farvel til spontane aftaler og hurtige beslutninger. Mor har jo taget kød op af fryseren.

Det er de færreste studerende, der drømmer om en tilværelse på SU og økonomisk støtte fra mor og far. At være hjemmeboende bærer både fordele og ulemper med sig. Ja, du bliver delvist forsørget af dine forældre, og det passer måske ikke helt ind i din forestilling om, at du skal kunne klare dig selv og klare alt i din tilværelse. Derimod kan livet som hjemmeboende være det, der gør, at du kommer gennem studiet med overskud og plus på kontoen.

Uanset hvad du vælger, kan Spiir automatisk gøre dig klog på dit forbrug og dine pengesager, så du har de allerbedste forudsætninger for at lykkes med et studiebudget, der hænger sammen.