Pengevaner

9 læringer fra minimalisme, du kan bruge til at ændre dine forbrugsvaner - uden at skulle gå all in

Caroline Sølver 08-02-2019

“Does it spark joy?”

Hvis du har startet 2019 ud med at bingewatche Marie Kondos oprydningsserie på Netflix, så kender du alt til denne sætning.

Hvis ikke: Marie Kondo er en japansk oprydningsekspert. Hun guider folk til, hvordan de for alvor kan blive kvit med rod i hjemmet. Hendes kendte metode er, at man skal samle alt op i sine hænder og spørge sig selv “does it spark joy?”. Hvis svaret er ja, beholder du det, og hvis svaret er nej, så skal det ud.

Marie Kondo og hendes serie på Netflix passer som fod i hose i nutidens trends om, at vi skal leve som minimalister og leve en mere grøn og bæredygtig tilværelse.

Men er du ikke helt klar til at skille dig af med næsten alt og leve med en garderobe, der kun indeholder 37 stykker tøj? Så skal du læse med her, hvor vi forærer dig de ni bedste læringer fra minimalismen, som du sagtens kan blive inspireret af, uden at du skal til at kalde dig selv minimalist og leve efter mottoet “less is more”. Minimalisme er nemlig en metode, der virkelig kan gøre gavn for dit forbrug og din pengepung.

1. Minimalisme handler om at rydde op

Køb mindre med minimalisme

Når du har besluttet, at lidt minimalisme godt kunne gavne dit liv, så er step 1 at få sorteret og ryddet op i dit hjem.

Start med at gennemgå dine ting, én for én. Vær kritisk med hvad du beholder, så du kun beholder de ting, der skaber glæde i dit liv. De dér bukser, der passer, når du lige får tabt fem kilo? Ud med dem. De skaber ikke glæde i dit liv.

2. Minimalisme handler om at købe mindre

Når du har fået sorteret og ryddet op, indser du måske, at du faktisk har alt, hvad du har brug for. Derfor er næste minimalisme-læring, at du fremover skal tænke en ekstra gang, før du køber noget nyt. Når du falder over en pæn, hvid skjorte i H&M, så tag lige en timeout og træk vejret. Stil dig selv disse spørgsmål:

Har du en lignende derhjemme i forvejen?
Har du oprigtigt brug for den?
Vil skjorten ændre dit liv?
‘Does it spark joy?’ 😉

Hvis du kan svare ærligt, klart og tydeligt ja til disse spørgsmål, så køb. Hvis ikke, så læg pænt skjorten tilbage.

3. Minimalisme er din pengepungs bedste ven

Du er løbet tør for gavepapir, og smutter en tur i Flying Tiger. Hov, en kartoffelskræller til 10 kroner? Ned i kurven med den! Inden du ser dig om, er kurven fyldt med forskelligt plastik-grej, som overhovedet ikke var på din indkøbsliste, og en regning på mere end 100 kroner - du skulle jo bare købe gavepapir. Det scenarie kan du sikkert nikke genkendende til.

Minimalismen lærer dig at tænke mere over dine køb, og målet er, at du kun skal købe det, du har brug for. Det bliver din pengepung rigtigt glad for!

4. Minimalisme er miljøets bedste ven

Minimalisme for miljøet

Og ikke nok med at din pengepung vil være dig taknemmelig for dine minimalistiske valg, så vil miljøet også takke dig. Produktion af tøj, ting og dimsedutter sætter et grimt fodspor på vores klode, der er under et kolossalt klimapres.

Når du tænker en ekstra gang over, at du kun bør fylde din indkøbskurv med de sager, du for alvor har brug for, så skænker du også miljøet en tanke. Det er en win-win, især i disse tider.

5. Minder lever i hjertet, ikke i ting

Sådan skiller du dig af med ting

Når du går i gang med oprydning af dit hjem, vil du helt sikkert støde ind i ejendele, der har en særlig betydning for dig. Dit karakterblad fra folkeskolen. En lille pung du har arvet fra din mormor. En brochure fra din rejse til USA. Her kommer du virkelig på prøve, for det er sindssygt svært at beslutte, om du bør beholde eller gøre dig fri af de betydningsfulde sager. Det kan også være, at du støder på noget, der ikke har affektionsværdi, men som du føler, at du bør beholde, fordi du har brugt mange penge på det. For eksempel den drøn-seje italienske kaffemaskine, der samler støv i køkkenskabet. Men den var jo dyr! Hvad med at sætte den til salg og tjene en god mønt på den?

Svaret på, hvad du bør gøre med disse ting, kender du kun selv, men minimalismens læring er, at hvis alle de sager kan stå gemt væk i en kasse på loftet, hvor du måske gennemgår kassen under en oprydning hvert femte år, så kan det godt være, at det er på tide at skille dig af med noget af det. Huskereglen er altså, at minder og oplevelser lever i dit hjerte, og ikke i fysiske ting. Men i sidste ende er det dit valg, hvad du føler dig tryg i at skille dig af med ❤️

6. Minimalisme giver mere tid

Minimalisme giver mere tid

Åh, alt det tid og overskud, du vil få, når du ikke længere skal bruge tid på at rydde op, organisere og overveje dine næste (måske unødvendige) køb. Tid og ikke mindst penge, som du kan bruge på det, der i virkeligheden betyder noget for dig. Du bliver et helt nyt menneske! ;-) Det er op til dig, hvad du skal bruge den nyopfundne tid på. Lad det endelig være noget, du drømmer om.

7. Less is more

Ligesom at minimalismen kan forære dig en masse tid, du kan bruge på at være sammen med dem, du elsker, eller på at lære noget nyt, så vil du også opleve en fornyet energi i dit hjem og i dit hoved. Når du har skilt dig af med rodet, hovedpinen og den overflod af ting, du sikkert ikke brugte, kan du for alvor nyde dit hjem. Fordi du omgiver dig med ting, der spreder glæde i dit liv, vil du lære minimalismens teori, at ‘less is more’.

8. Du bliver bevidst om dine køb

Hvis du for alvor formår at gøre det til en super-vane kun at købe de ting, du virkelig har brug for, vil en helt ny verden åbne sig for dig. Du lærer at skelne mellem “good to have” og “need to have”. Du vil blive pinligt bevidst om, hvad du ejer, hvad du har brug for, hvad der står på din indkøbsliste og ønskeliste, og sidst men ikke mindst, hvor dine penge egentlig ryger hen.

9. Minimalisme lærer dig, hvad der virkelig betyder noget

Hvad betyder virkelig noget for dig

Du har ryddet op og beholdt de ting, du virkelig er glad for og har brug for. Du overvejer dine nye køb nøje. Du bruger mindre tid på at rydde op. Du har fået mere tid, energi og penge til at være sammen med dem, du elsker og på at gøre det, der giver dig en boblende fornemmelse i maven. Minimalismens mål er, at du bliver bevidst om, hvad der i virkeligheden betyder noget for dig i dit liv. Hvad vil du gerne bruge dine penge og din tid på, og hvordan kan du bruge dine penge til at hjælpe dig på vej mod ægte lykke i livet?

På den måde hænger minimalismens tankegang ret godt sammen med Spiir. For Spiir ønsker, at du skal leve det liv, du drømmer om, og med de penge, du har til rådighed. For at nå frem til det sted og den læring, kan minimalismen være en hjælpende hånd.

Og når du så har fået set Marie Kondos serie på Netflix, kan du passende kaste dig over den inspirerende dokumentarfilm ‘Minimalism’, der også ligger på Netflix. Bliver du helt bidt af det, kan du fortsætte i podcasten af samme navn. Hvem ved, måske gemmer der sig en minimalist i dig? Om du går ‘all in’ eller ej, så giver minimalismen helt sikkert nogle livsændrende, vigtige læringer, du kan tage med dig og tilpasse dit eget liv og hverdag. God fornøjelse 🙏

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.