Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Sparetips

4 værdifulde opskrifter på velvære uden overtræk

Af Karen Johanne Iversen

Ingen fortjener hovedpine, anspændte skuldre og manglende energi. Velvære handler om selvdyrkelse, og det er egentlig et egoistisk og selvoptaget projekt. Men hvis du skal have overskud til andre, må du først og fremmest finde overskud til dig selv.

Har du ikke råd til overdådige wellnessophold og dyre hudplejeprodukter, kan du stadig finde velvære, der er til at betale sig fra. Her får du fire opskrifter på øget velvære i hverdagen uden at lave overtræk på kontoen.

1. Lav din egen scrub

scrub

Tillader budgettet dig ikke at spendere 250 kroner på en bodyscrub? Ganske forståeligt. Heldigvis kan du lave din egen scrub, som kun koster dig et par kroner at trylle frem. Ingredienserne til scrubben finder du nemlig i køkkenskabet.

Bland to dele groft salt og en del olivenolie sammen og hæld scrubben op i et glas. Tip: Har du pebermynteolie, lavendelolie eller andre duftolier i huset, så tilsæt et par dråber til scrubben. Så bliver der skruet ekstra meget op for wellness-følelsen.

Brug scrubben på kroppen, når du er i bad, eller i ansigtet som en del af den daglige hudplejerutine.

I gamle dage brugte grækerne og romerne olivenolie til at pleje deres hud, fremme skønhed og til at behandle deres hudproblemer. I dag er olivenolie faldet i baggrunden til fordel for kommercielle hudplejeserier. Det er en skam, for olivenolie indeholder masser af vitaminer og antioxidanter, som er gavnlige for din hud.

2. Spis dig til en sund krop

mad sundhed

Render du jævnligt i helsekosten for at få tanket op af fiskeolie, magnesium, kalk og zink? Så betaler du højest sandsynligt også en god sjat penge for det. Kosttilskud er nemlig ikke placeret i den helt billige afdeling.

Vitaminer og mineraler er vigtige for en sund og stærk krop. Men vil du slippe for den ekstra udgift til de kostbare tilskud? Så spis dine vitaminer gennem din kost - der skal jo alligevel mad på bordet hver dag. Her får du et par forslag til sunde råvarer, der er spækket med vitaminer og mineraler:

Rød peberfrugt overgår både appelsin og citroner, hvad angår indholdet af C-vitamin. Den røde frugt er en ægte anti-forkølelsesbombe, så spis endelig løs.

Gulerødder indeholder et højt indhold af betacaroten, som omdannes til A-vitamin i kroppen. Indtaget af betacaroten har vist sig at yde en vis solbeskyttelse, og så er gulerødder rige på antioxidanter, kalk og kalium, som øger immunforsvaret.

Fuldkornsbrød er en god kilde til kalium, magnesium og antioxidanter. Fuldkorn fra specielt havre, byg og rug hjælper dig med at holde vægten stabil, og det har en beskyttende effekt på hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og diabetes.

Kartofler er fuld af kostfibre, B6- og C-vitamin, folat, jern, kalium og magnesium. Hvis du undgår at smide kartofler i frituregryden, er kartofler også særdeles fedtfattige. Kog dem i letsaltet vand, helst med skræl på, og kun lige til kartoflen er mør.

Laks er en af de rigeste kilder til omega-3-fedtsyrer - det sunde fedt. Spiser du laks, får du også masser af protein, D-vitamin og selen. Laks er fyldt med fedtstoffer, der er gode for både hjernen og kroppen, som øger mæthedsfornemmelsen og stabiliserer blodsukkeret.

Styr derfor uden om hylderne med kosttilskud næste gang, du besøger helsekosten. Du får rigeligt med vitaminer gennem din sunde kost, hvis du vælger de rigtige råvarer. Det er velvære, din krop vil takke dig for.

3. Find en behandlings-deal

Kærestens amatør-massage kan ikke altid kurere dine spændte skuldre og smerterne i lænden. Vil du have professionel velvære, men tillader dit budget ikke en dyr massage? Så find en billig deal på Bownty.dk.

Vælg det sted i landet, du vil se deals fra. Herefter bliver du præsenteret for det ene knaldtilbud efter det andet. Eksempelvis kan du se en liste over aktuelle deals i kategorien ‘krop og velvære’ i København, Aarhus og Odense netop nu.
På Bownty finder du altid gode rabatter og tilbud på deals, uanset om du trænger til massage, ansigtsbehandling, wellnessophold eller sågar en tur til frisøren. Med en deal får du hverdagsluksus uden overtræk.

4. Stress af med noget, der gør dig glad

stress af afkobling

I stressede perioder kan energien være udfordret. Tankerne flimrer rundt i hovedet, og følelsen af træthed kan virke overvældende.

Velvære er ikke kun lig med massage, bodyscrubs og vitaminer. Velvære kan også være små frirum i dagligdagen, hvor du gør noget godt for dig selv. Et lille afbræk, der samler tankerne og gør dig glad. Sådan helt ned i maven. Vigtigst af alt er velvære ikke noget, der behøver at koste penge.

Drik kaffe med en god ven. Klap hunden. Gå en tur i skoven og nyd årstidens farver og dufte. Giv den gas på spinningcyklen. Snup et ekstra glas rødvin. Nyd et varmt bad. Plant blomster på terrassen. Tag på legepladsen med ungerne.

Velvære er, når kan du fjerner fokus fra tankerne oppe i hovedet og i stedet retter opmærksomheden mod kroppen.

Selv med få penge på lommen, kan du sagtens få lusket lidt velvære ind i din hverdag. Med disse fire opskrifter håber vi, at du er hjulpet godt på vej til mere overskud, energi og selvforkælelse. God fornøjelse.