Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Pengevaner

Kan penge gøre dig lykkelig?

Af Cecilie Asaa

Du har lagt penge til side i et halvt år. Endelig har du nok. Nu kan du gå ud at købe den computer, du har drømt om at få råd til. Det kribler i dig for at sidde med den mellem hænderne. Trykke på tænd-knappen og se skærmen starte op for første gang. Følelsen, fornemmelsen, glæden over at sidde med en ny gadget er berusende. Du kan slet ikke få nok.

Men efter et par dage, en uge eller måske en måned er rusen over det første, glædelige møde med den nye computer, forsvundet. Alt er blevet hverdag igen. Selv computeren, der gjorde dig så glad, er nu blevet en del af den daglige trummerum og sædvanlige gadget-pakke, du omgiver dig med.

Læs også: Glem budgettet og få råd til dine drømme

Det korte svar på dette indlæg er, med lykkeforsker fra Aarhus Universitet, Christian Bjørnskovs, egne ord: “Ja, penge gør os lykkelige”. Det lange svar giver vi dig herunder. For der er forskel på, hvor lykkelig du bliver, når du bruger dine penge. Vi har talt med Bjørnskov om lykke og penge, så du kan blive lidt klogere på, hvordan du kan forvalte dine penge, så du bliver lidt lykkeligere.

Rejs, tag til koncert, gå på restaurant - oplevelser gør dig lykkelig

I 1950’erne og 60’erne blev danskerne rigere. Det gav et større overskud i den private husholdning til at prøve noget nyt. Vi begyndte derfor at rejse ud. Det var en revolution. Spies og Tjæreborg sendte tusindvis af danskere på charterrejser i denne periode, og vi er ikke stoppet med at rejse siden. Det er der en grund til, fortæller Bjørnskov.

Læs også: 4 tips til at styre skejserne på sommerferien

“Oplevelser som rejser gør os lykkeligere i længere tid. Vi vænner os hurtigt til andre forbrugsgoder, som eksempelvis en ny bil. Men en charterferie på Mallorca ser vi frem til, nyder og husker tilbage på i lang tid”, forklarer han, og uddyber:

“Når vi er på ferie, oplever vi en helt ny kultur og anderledes stemning. Vi prøver måske en spændende salat og tager opskriften med os hjem. Når salaten så kommer på aftensbordet derhjemme, gør den vores hverdag mindre hverdagsagtig, og det er med til at fastholde følelsen af lykke i længere tid”.

Overvej om du kan nøjes med en mindre bil

Hvis du har penge nok til det, kan en koncert, biograftur, rejse eller salat fra fjerne himmelstrøg altså kurere dårligt humør - også på den lange bane.

Men hvad så med den computer, vi nævnte i starten af indlægget? Er det helt hen i hegnet at købe computer, bil og nye sko bare for at mærke lykkerusen?

“Nej”, siger Bjørnskov, “Du skal blot overveje, om det er nødvendigt at købe den store bil fremfor en mindre model. Materielle goder giver kun en kortvarig lykkefølelse, og derfor er der ingen grund til at bruge alle dine penge på store biler, fladskærms-TV og designermøbler.”

Det Bjørnskov siger, er, at dine penge er bedre givet ud på at købe de ting, du har behov for i en model, størrelse og prisleje, der ikke ripper dig fuldstændig for gyssere. Det er nemlig en god ide at have råd til en tur i Tivoli med familien, sommerhustur med vennerne eller et wellnessophold med kæresten. I hvert fald hvis du vil opnå den lidt længerevarende lykke.

Put penge i sparegrisen

Når forskerne kigger på, hvordan penge gør os lykkelige, handler det ikke kun om, hvad vi køber. Det handler også om hvor meget, der står på bankkontoen.

“Vi kan se, at hvis man vil være lykkelig, så er det vigtigt ikke at bruge alle sine penge på én gang. En vis opsparing gør os nemlig gladere”, fortæller Bjørnskov.

Grunden til det, er, at hvis vi føler os trygge, så er vi mere rolige og glade i hverdagen. Bjørnskov forklarer:

“Hvis vi har lidt penge gemt af vejen, så bliver vi ikke væltet omkuld af uforudsete udgifter. Det er surt at skulle punge ud til en ny gearkasse i bilen ud af det blå. Men hvis vi har sparet op til den i forvejen, så betyder det ikke så meget. For vi har stadig råd til de daglige udgifter og rejsen til Spanien i sommerferien”.

Det kan altså betyde en hel del for dit velbefindende, om du bruger alle dine penge her og nu eller gemmer lidt til dårlige tider. En standard gammeldags måde at styre din økonomi på har altså sine fordele, siger Bjørnskov. Økonomisk sikkerhed gør dig nemlig lykkelig.

Opskriften på lykke findes ikke

Jamen så er det vel bare at rejse løs, købe en lidt mindre bil og lægge penge til side?

“Ja”, siger Bjørnskov og tilføjer: “Men jeg og andre lykkeforskere kan ikke give opskriften på, hvordan du helt præcist skal bruge dine penge. Vi kan se, at de her overordnede parametre betyder meget for folks lykkefølelse. Men om du skal rejse eller gå i teateret, eller om du skal købe en Toyota Yaris eller en Audi TT for at blive lykkelig, det kan jeg ikke sige. Det er helt subjektivt, hvad der gør os mennesker lykkelige på det individuelle plan”.

Han kan dog fortælle, at alle mennesker har brug for mad på bordet, tag over hovedet, tøj på kroppen og en seng at sove i for at opleve en form for ‘grundlykke’. Derfra bliver det mere subjektivt.

Læs også: Kend dit forbrug og kend dig selv

Men de penge, du har ekstra ud over at betale til husleje, mad og regninger, kan du sagtens omsætte til lykke. Du skal blot tænke dig om, før du kaster knaster efter en ny computer. Det er nemlig ikke alt, der koster penge, som gør dig lige lykkelig.

Kan den gamle computer holde et halvt år mere, og kan du klare dig med en mindre model eller en brugt? Så er det måske værd at overveje om de penge, du sparer, er bedre givet ud på en rejse eller en opsparing til uforudsete udgifter - og et skud lykke, der varer længere end den umiddelbare rus ved at købe en computer.