Studieliv

25-årige Ida: "SU-lån er førstehjælp til min økonomi"

Karen Johanne Iversen 02-11-2017

Mange studerende vælger at tage et SU-lån for at få pengene til at række i dagligdagen. Lånet er det billigste, man overhovedet kan få i Danmark. Men det er stadig et lån, der skal betales tilbage, når studierne er overståede.

Vi har spurgt to studerende ad, hvordan de får den daglige økonomi til at hænge sammen. Med et studielån eller et studiejob. I dette indlæg kan du møde Ida, der fortæller, hvorfor hun har valgt at tage et SU-lån. Læs også historien om Mille, der har valgt studielånet fra og i stedet har to studiejobs.

Studielån uden tøven

“Lige nu er jeg i ulønnet praktik, hvor jeg ikke arbejder sideløbende. Derfor tager jeg uden tøven studielån for at få enderne til at nå sammen”, fortæller 25-årige Ida, der til daglig læser en kandidat i Corporate Communication på Aarhus Universitet.

Efter et halvt år som udvekslingsstudent i Australien for et par år tilbage, var det svært for hende at finde et studiejob, da hun igen vendte hjem til Danmark. Samtidig havde hendes opsparing nået bunden, og hun begyndte derfor at tage studielån i perioder, hvor økonomien trængte til førstehjælp.

“Samlet har jeg lånt i omegnen af 40.000 kroner over en periode på to år. Det svarer gennemsnitligt til 1600 kroner per måned”, fortæller Ida.

Med SU-lån er de økonomiske bekymringer forsvundet

Ida har med tiden affundet sig med tanken om at gældsætte sig med et SU-lån. Hun er nemlig blevet opmærksom på fordelene ved at låne penge, mens hun studerer.

“SU-lånet giver mig ro i en travl hverdag som studerende”, siger Ida og fortsætter:

“Jeg betragter det som førstehjælp til min økonomi. Jeg skal ikke længere bekymre mig om minustal på kontoen, eller om at få råd til togbilletten hjem til et visit hos mine forældre. Når eksaminerne trænger sig på, er det også befriende at slippe for at skulle sætte tid af til at tjene penge ved at have et studiejob”.

Vil helst undgå gæld

Ida har haft flere fritidsjobs siden teenageårene og på den måde tjent sine egne penge. Men indimellem har hun måttet revurdere, hvor pengene kommer fra, fordi livet går andre veje, og fordi hun har haft brug for at fokusere på studiet frem for at tjene penge.

“Jeg vil da allerhelst undgå at gældsætte mig, og jeg foretrækker også at tjene mine egne penge. Men jeg ved fra venner og familie, at det er helt normalt og acceptabelt at tage SU-lån. Det er i hvert fald bedre end at tage forbrugslån eller at lade kontoen gå i minus”, siger Ida.

SU-lån skal betale elregningen - ikke kaffen fra Starbucks

For Ida er det vigtigt at understrege, at SU-lånet i hendes øjne ikke skal gå til at forsøde studielivet.

“For mig at se, er et studielån en god idé, hvis man har svært ved at få betalt elregningen eller få råd til det årlige besøg hos tandlægen. Jeg synes dog, at man skal holde sig fra at låne penge, hvis det bare er for at få råd til den lækre kjole fra COS eller kaffe fra Starbucks. Det er i hvert fald altid en god ide at overveje hvorfor, man vil tage SU-lån”, afslutter Ida.

Til sommer dimitterer Ida fra Aarhus Universitet, hvor hun samtidig begynder at afdrage på sit SU-lån.

Har du selv et SU-lån, du skal afdrage på? Foretrækker du at tjene dine penge gennem et studiejob? Eller kan du måske klare dig for en ‘plain’ SU? Der er mange måder at få studieøkonomien til at hænge sammen på. Hvordan du gør, er helt op til dig og dine prioriteringer. Men del gerne dine erfaringer, så du, andre studerende og vi kan blive inspirerede til at tænke i de daglige skejser på nye måder.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.