Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Familieliv

Guide: Alt du skal vide om børnepenge

Af Caroline Sølver

Er du den heldige forælder til en guldklump, to, eller måske endnu flere? Eller planlægger du snart at udvide familien? Så skal du læse med her!

Dette indlæg handler om børnepenge: Den økonomiske håndsrækning, alle forældre i Danmark modtager. Om det er til at købe ny flyverdragt til den kolde vinter eller til den årlige tur i Tivoli, er børnepengene en hjælp til at dække nogle af de mange udgifter, der følger med, når du får børn.

Servér en småkage for ungerne og læs med her, hvor vi guider dig igennem alt det, du skal vide om børnepenge.

Hvad er børnepenge?

Hvad er børnepenge

Børnepenge. Børne- og ungeydelse. Børnecheck: Kært barn har mange navne.

Kort sagt taler vi om en skattefri pose penge fra den danske stat til forældre, der bliver udbetalt hvert kvartal. Når dit barn fylder 15 år, vil du i stedet for børnepenge modtage ungeydelse hver måned. Ungeydelse er et andet navn for børneydelse, der gives til forældre med børn i alderen 15-17 år.

Har du ret til at få børnepenge?

Hvordan ved du så, om du er heldig nok til at modtage de gyldne børnepenge til dig og dine børn? Det kan du finde ud af lige her:

  • Du og dit barn skal først og fremmest bo i Danmark.
  • Dit barn skal være under 18 år.
  • Du skal betale skat i Danmark.
  • Dit barn må ikke være forsørget af det offentlige.
  • Du skal have boet eller arbejdet i Danmark i mindst seks år inden for de sidste 10 år.

Hvem bliver børnepengene udbetalt til?

Hvem får børnepenge

Har du ret til børnepenge? Fedt! Som udgangspunkt bliver pengene altid indbetalt på morens NemKonto. Men er der ikke en mor, eller er familiekonstellationen anderledes strikket sammen? Her opstiller vi nogle forskellige scenarier:

  • Hvis barnet bor hos sin far, bliver børnepengene udbetalt til ham.
  • Hvis forældrene ikke bor sammen men har fælles forældremyndighed, bliver pengene udbetalt til den forælder, som barnet er mest hos.
  • Hvis barnet er lige meget hos begge forældre, bliver børnepengene betalt til den forælder, som barnet har folkeregisteradresse hos.

Det er da til at forstå 😎

Hvor mange børnepenge får du?

Vi er nået til det (måske) vigtigste emne i dette indlæg. Nemlig: Hvor mange penge ryger der ind på kontoen?

Det præcise beløb afhænger af dit barns alder samt størrelsen på din og din eventuelle ægtefælles indkomst. Når dit barn fylder 15 år, får du ungeydelse frem for børneydelse (børnepenge), og de bliver i stedet for hvert kvartal udbetalt hver måned.

I 2019 får du udbetalt:

  • 4.557 kroner per kvartal hvis dit barn er mellem 0-2 år
  • 3.609 kroner per kvartal hvis dit barn er mellem 3-6 år
  • 2.838 kroner per kvartal hvis dit barn er mellem 7-14 år
  • 949 kroner per måned hvis dit barn er mellem 15-17 år (altså svarende til 2.847 kroner per kvartal)

Derudover er børnepengene også afhængig af din indkomst. Nu bliver det lidt kringlet, men lad os komme med et eksempel:.

Hvis du og din eventuelle ægtefælles topskattegrundlag overstiger 782.600 kroner (2019) - altså det beløb, som du skal betale topskat af - vil børnechecken blive sat ned med 2% af det beløb, hvert af jeres topskattegrundlag overstiger de 782.600 kroner med.

Confused? Bare rolig. Det er nemlig ikke dig, men Udbetaling Danmark, der står for beregningen, når dine børnepenge skal udbetales 🙏

Hvornår bliver børnepengene udbetalt?

Hvem får børnepenge

Børnepengene bliver udbetalt hver tredje måned. Når dit barn fylder 15 år, bliver ungeydelsen betalt den 20. i hver måned.

Her er datoerne for udbetaling af børneydelsen til børn i alderen op til 15 år:

  • 20 januar
  • 20 april
  • 20 juli
  • 20 oktober

Hvis du skal modtage børnepenge for første gang til dit nyfødte barn, vil du først modtage pengene i kvartalet efter, dit barn er blevet født. Det vil sige, at hvis dit barn eksempelvis er født den 1. januar, vil du først modtage børnepenge fra den 20. april.

Sådan får du udbetalt børnepenge

Når du bliver forælder, vil du helt automatisk modtage børnepenge. Du behøver ikke engang ansøge om at få ydelsen, som du ellers skal med de fleste andre ydelser i Danmark. Du kan blot læne dig tilbage, nyde dit barn og have ro i maven over, at du fremover vil modtage en pose penge fra den danske stat til at kunne forsørge dit barn med.

Er det ikke skønt? 😇

Sådan får du overblik over dine børnepenge

Overblik over børnepenge

Mangler du overblik over, hvor meget du skal modtage i børnepenge, og hvornår du får dem udbetalt, skal du blot logge ind på borger.dk med dit nem-id.

Her vil du finde samlet information om alt det, der har med dine børneydelser at gøre.

Hvad med børnetilskud?

Udover børnepenge har du som forælder i Danmark også mulighed for at få andre tilskud, når du har børn. Det første tilskud hedder (kan du gætte det?): børnetilskud. Børnetilskud gives til børnefamilier med specielle behov. Børnetilskud er skattefrie og bliver udbetalt hvert kvartal ligesom børnechecken. Du kan ansøge om at modtage tilskuddene hos Udbetaling Danmark.

Du kan få børnetilskud hvis:

  • Du er enlig forsørger. Du kan få udbetalt 1.441 kroner hvert kvartal per barn (2019) samt et ekstra børnetilskud på 1.469 kroner per kvartal (2019) uanset hvor mange børn, du har boende.
  • Du har tvillinger eller flerlinger. Tvillinger giver et tilskud på 2.377 kroner per kvartal (2019) og trillinger giver to tilskud, altså 4.754 kroner per kvartal (2019).
  • Både du og din partner er pensionerede eller førtidspensionerede. I dette tilfælde kan I modtage børnetilskud på 1.441 kroner per kvartal og et særligt børnetilskud på 4.161 kroner per kvartal (2019). Hvis kun den ene af jer er pensioneret, kan I modtage et særligt børnetilskud på 3.684 kroner per kvartal (2019).
  • Du er under uddannelse. Du kan få børnetilskud på op til 1.892 kroner. per kvartal (2019) per barn.
  • Faren er ukendt. I dette tilfælde kan du modtage 4.161 kroner per kvartal (2019). Dette gælder også, hvis du har valgt at få et barn uden end far, eksempelvis gennem en donor.
  • Hvis en eller begge forældre er døde. Det særlige børnetilskud bliver automatisk udbetalt. Børnetilskuddet er på 4.161 kroner per kvartal per barn (2019), og hvis begge forældre er døde, bliver der udbetalt to tilskud, altså 8.322 kroner per kvartal (2019).

På Borger.dk kan du specifikt krydse af hvilke af ovenstående scenarier, der gælder for dig og derigennem tjekke, hvad du skal være bevidst om, og hvor stort et børnetilskud, du kan se frem til at modtage.

Hvad med børnebidrag?

Hvad med børnebidrag

Udover børnetilskud findes der også børnebidrag. Du kan modtage børnebidrag, hvis du bor sammen med dit barn uden den anden forælder og altså er forsørger af barnet. Det er derfor den anden forælder, der skal betale bidraget til dig, og I skal selv indgå en aftale om bidraget og hvor højt bidraget skal være. En tommelfingerregel er, at denne aftale skal indgås skriftligt. På den måde har I en fast aftale, som I er bundet til.

Her kan du finde en blanket fra Familieretshuset , som du kan bruge til at indgå aftale om børnebidrag. Her kan du også tjekke, hvor højt bidraget skal være, hvis du og den anden forælder ikke selv kan blive enige om et beløb. Kan du og den anden forælder ikke blive enige om en aftale om børnebidrag, er det også Familieretshuset, du skal kontakte. De vil herefter udarbejde en aftale om børnebidrag for jer.

Hvis Familieretshuset n sætter bidragets beløb, er grundbeløbet, der også hedder normalbidrag, på 1.387 kroner per måned (2019). Hvis du forsørger flere børn, vil bidragets størrelse ændre sig. Det samme gælder, hvis den forælder der betaler bidraget har en høj indtægt.

Hvis du ikke har modtaget dit børnebidrag til tiden, kan Udbetaling Danmark hjælpe dig med at opkræve bidraget fra den anden forælder.

Hvis din forældresituation ændrer sig…

Der er mange ting, der kan ændre sig, når du er forælder og modtager børnepenge, ungeydelse, børnetilskud og børnebidrag. Derfor er det også din pligt at give besked til Udbetaling Danmark, hvis du eksempelvis bliver enlig forsørger, hvis du får arbejde i udlandet, eller hvis du ikke længere forsørger dit barn.

Uanset hvordan din situation ændrer sig, bør du give besked om ændringerne, så dine børnepenge, -tilskud og -bidrag kan blive tilpasset herefter. På den måde undgår du også at betale penge tilbage, hvis du ikke har fået rettet beløbet i tide.

Det var en længere smøre om børnepenge, børnetilskud og børnebidrag. Forhåbentlig har du kunnet holde tungen lige i munden, så du nu er knivskarp og har helt styr på alt, der har med børnepenge at gøre 👶💰

Kilder: