Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Budgetskema

Forstå din forsikring: 10 uundværlige udtryk, du bør kende

Af Karen Johanne Iversen

“Ansvar for skader forvoldt under udøvelse af tjenester i skadelidtes interesse er ikke dækket, med mindre skadevolder har båret sig særligt uagtsomt ad.”

Gaaaaaab 😴

Endeløse sætninger, der leger kluddermutter side op og side ned. Abstrakte formuleringer. Volapyk-ord, der ikke giver mening.

Vilkår og betingelser i din forsikring kan tage lang tid at læse igennem og indeholder ofte svære ord og udtryk. Ikke desto mindre er de vigtige at forstå, så du har helt tjek på, hvordan du er dækket, hvis uheldet er ude.

Her forærer vi dig en forsikringsparlør med ti typiske udtryk fra forsikringsverdenen oversat til helt ‘low key’ (og forståeligt) dansk 🔖👌

Ansvarsforsikring

ansvar

Du sidder på arbejdet og knokler med en opgave. Det eneste, der holder dig vågen lige nu, er den kop kaffe, du står ved siden af dig. Du rejser dig for at gå på toilettet og rækker ind over bordet for at tage din telefon med dig. Uheldigvis dasker du til kaffen, som vælter ned… på sidemandens computer! SHIT!

Ovenstående er et typisk eksempel på et tilfælde, hvor du kan få brug for din ansvarsforsikring. En ansvarsforsikring dækker nemlig i tilfælde af, at du gør skade på andre eller andres ting og er typisk knyttet til din indboforsikring, bilforsikring, hundeforsikring eller lignende. Det vil sige, at hvis du kører galt i din bil og gør skade på andre eller andres ting, er det din ansvarsforsikring, som en del af din bilforsikring, der dækker dig. Og i tilfældet med computeren, er det din indboforsikring, der yder førstehjælp.

Affektionsværdi

affektion

Du kommer hjem efter en weekendtur med dine venner og opdager, at døren er brudt op. Der har været ubudne gæster, og da du gennemgår lejligheden, finder du ud af, at indbrudstyven har hapset din afdøde mormors guldsmykker.

Men hvordan prissætter du noget til forsikringsselskabet, som du har så stor følelsesmæssig tilknytning til? Her kommer affektionsværdien ind i billedet.

Affektionsværdi baserer sig på følelser og er derfor ikke noget, du kan prissætte. Du kan kun få erstatning for det, smykkerne vurderes til at være værd ud fra deres stand og kvalitet - også selvom det næppe kommer til at dække tabet for alle de følelser og minder, du gennem tiden har knyttet til dem.

Andre eksempler på ting med høj affektionsværdi kan være personlige kunstværker, fotoalbums og andre arvede genstande som eksempelvis spisestel og sølvtøj.

Genanskaffelsesværdi

genanskaffelse

Når indbrudstyven har været på besøg, skal du til at finde ud af, hvor mange penge der i alt er blevet stjålet for. Det kan være noget af en opgave, men ikke desto mindre giver det dig størst mulig chance for at få det mest præcise beløb tilbage for de stjålne champagneflasker og designerlampen.

Prisen på dine stjålne ting baserer sig på genanskaffelsesværdien.

Det betyder: hvad er hver enkelt ting værd i kroner og ører, hvis du både indtænker slitage og/eller øget værdi? Når du ved det, kan du på bedste vis få det rigtige beløb erstattet hos forsikringsselskabet.

Indbosum

indbosum

Når du tegner en indboforsikring, kan det være svært at hitte ud af, hvad den helt præcist dækker. Prøv at vende dit hjem på hovedet og se, hvad der falder ud. Det er indbosummen.

Indbosummen (også kaldet forsikringssummen) er altså den samlede værdi af alle de ting, du har i dit hjem. Den dækker altså alt fra møbler, hårde hvidevarer, belysning og tøj til gulvtæpper, kunstværker, spiritus og smykker.

Læs med i vores udvidede guide her og bliv klogere på, hvordan du vælger den rette størrelse af indbosum til netop dit behov.

Kaskoforsikring

kasko

Du har netop været på besøg hos et par venner, og da du kører hjem sent på aftenen, mærker du, at øjenlågene er tunge. Efter et kort øjebliks uopmærksomhed er skaden sket. Du er kørt ned ind i et træ, og selvom airbaggen heldigvis redder dig, har bilen fået en masse knubs. Øv.

Skal du selv til at punge ud for at få repareret skaderne på bilen, kan det ende med at koste dig mange, mange tusinde kroner. Men med en kaskoforsikring er du heldigvis dækket ind og kan slippe med at betale selvrisikoen (se forklaring af selvrisiko længere nede).

Kaskoforsikring kan fås til din bil, knallert, campingvogn, hus med mere og dækker kort fortalt de skader, som sker på selve den forsikrede genstand - eksempelvis skaderne på din ødelagte bil.

Varige mén

Selvom du i bilulykken blev reddet af airbaggen, fik du et voldsomt ryk i nakken, som nu er resulteret i et piskesmæld.

På trods af du lige nu kan holde ud at arbejde med dit piskesmæld, kan skaden senere vise sig at give dig alvorlige udfordringer i din dagligdag. Den kan nemlig vise sig at være et varigt mén.

Varige mén er alvorlige fysiske eller psykiske skader, som ikke forsvinder med tiden, og som kan resultere i, at du bliver begrænset i at kunne de samme ting i din dagligdag, som før ulykken.

Heldigvis dækker de fleste ulykkesforsikringer varige mén, hvis du kommer grueligt galt afsted. Det betyder, at du kan få en sum penge i erstatning for din skade, hvis du enten bliver tvunget til at gå ned i tid på arbejdet (kompensation for tabt arbejdsfortjeneste), eller hvis du har en anden stor, økonomisk udgift som følge af skaden, eksempelvis hvis der skal laves noget om i hjemmet, så du bedre kan bevæge dig rundt.

Méngraden vurderes på en skala fra 1-100% og er med til at bestemme størrelsen på din erstatning. Det vil sige: jo højere méngrad des højere erstatningssum kan du få udbetalt.

Uagtsomhed

Bilen er til reparation, og du er nu nødt til at tage bussen frem og tilbage fra arbejde. Du sætter din taske på sædet ved siden af dig og slumrer hen. Da du skal af bussen ti minutter senere opdager du, at din taske er blevet stjålet. Vildt uheldigt, men også uagtsomt.

Uagtsomhed bruger forsikringsselskabet til at beskrive en situation, som du kunne have undgået, hvis du havde været så opmærksom eller påpasselig, som man normalt kan forvente.

Hvis du i dette tilfælde søger erstatning for tasken og dens indhold, bliver du højest sandsynligt afvist af forsikringsselskabet, fordi du har opført dig uagtsomt. Så dækker din indboforsikring desværre ikke.

Præmie

forsikringspræmie

Det lyder for godt til at være sandt, hvis man får en præmie for at tegne en forsikring. Det er det desværre også. Præmie er nemlig et gammelt forsikringsnavn for den pris, du månedligt eller årligt betaler til dit forsikringsselskab for din forsikring.

Som hovedregel er det sådan, at jo lavere en selvrisiko du vælger til din forsikring, des højere bliver forsikringspræmien - og omvendt.

Og nu til selvrisiko…

Selvrisiko

selvrisiko

Det er mandag morgen, og du leder febrilsk efter din cykel. Efter alt for mange minutter må du opgive og konstatere, at din cykel er blevet stjålet. IKKE IGEN!

De fleste af os har sikkert prøvet at komme ud for en ulykke eller få hapset nogle ting. Heldigvis sker det ikke så tit, men når det sker, er det oftest en dyr omgang at erstatte det tabte eller ødelagte - altså hvis du ikke har en forsikring. Men selvom du har en forsikring, slipper du oftest ikke for selv at punge lidt ud. Selvrisikoen er nemlig den del af din stjålne cykel, som du selv skal betale.

Lad os tage et eksempel: Du har en indboforsikring, hvori din cykel er forsikret. Selvrisikoen er på 2000 kroner. Får du stjålet din cykel, som koster 5000 kroner at få erstattet, betyder det, at du selv skal betale de første 2000 kroner, og at dit forsikringsselskab udbetaler de resterende 3000 kroner til dig, så du kan købe dig en ny cykel.

Police

police Hvis du har læst dig igennem hele indlægget, har du nu allerede tjek på mange af de udtryk, du kan finde i dine forsikringsvilkår. Men hvor finder du forsikringsvilkårene? Det gør du i policen.

Din forsikringspolice er dit eget personlige dokument, hvor der står skrevet hvordan du helt præcist er dækket af den forsikring, du har tegnet.

Er du blevet lidt klogere på de mange indviklede udtryk, der gemmer sig i forsikringsverdenen? Vi håber i hvert fald, at du med disse 10 udtryk er blevet klædt lidt bedre på til at forstå dine forsikringsbetingelser 📝🤓

Eksklusivt til dig: Gratis ansvarsforsikring i samarbejde med Undo

forsikring undo spiir

Vi kan hurtigt blive enige om, at forsikringer ikke er det mest sexede i verden. Det kan nemlig blive et langhåret projekt at finde ud af, hvordan du er forsikret, og hvad du skal gøre, hvis cyklen ryger i de forkerte hænder, eller hvis telefonen snupper sig en dukkert i lokummet.

Derfor vil vi gerne trylle dit forsikringshelvede med krydsforhør, flere ugers ventetid og lange telefonkøer om til en 100% digital løsning, hvor du på bare få minutter kan anmelde en skade og få din erstatning udbetalt - altsammen fra telefonen. Det er til at forstå 👍

Navnet er Undo.

Med Spiir Treats forærer vi dig billigere alternativer til dine faste udgifter, så du kan frigive flere penge til det, der gør dig glad. Vores nyeste treat er gratis ansvarsforsikring i samarbejde med Undo. Og vi snakker ingen binding eller skjulte gebyrer.

En oplagt forsikring til dig, der nemt og hurtigt vil have dine ting sikret, så du kan slappe af og leve dit liv, som du vil.

Hop ind i Spiir appen og indløs din treat nu 😎

Tilbuddet gælder for alle nye kunder hos UNDO.

Kilder: