Studieliv

Caroline spiser ude hver dag, selvom hun er på SU

Caroline Sølver 08-10-2017

Dette indlæg er en del af #brydpengetabuet.

“I perioder bekymrer jeg mig utrolig meget om penge, men det betyder ikke, at jeg ændrer min adfærd. Jeg bliver bare ved med at bruge mange penge”. Sådan svarer Caroline, da jeg spørger hende, om hun nogensinde tænker, at hun bruger for mange penge.

Vi sidder på spisestedet Grød på Frederiksberg og har hver især bestilt en cappuccino. Jeg spiser hipster-havregrød og Caroline får en risotto. Vi kommer af med omkring 100 kroner hver, og det er ‘no biggie’. Caroline er nemlig vant til at bruge mange penge på mad og at spise ude dagligt. Det er det, vi skal tale om.

“Jeg har fået nogle forskruede vaner, når det kommer til at spise. Det løber af og til op i 400 kroner på en hverdagsmiddag. Det er blevet normalt, og det er ikke noget, jeg tænker over, for jeg anser ikke 400 kroner som dyrt for en middag på en god restaurant”, erkender Caroline.

Glad for god mad og vin

Bruger mange penge på mad

“I min omgangskreds er vi glade for god mad og vin. Det er normalt at prioritere mad og vinoplevelser i sin økonomi”, siger Caroline og tilføjer, at hendes omgangskreds helt sikkert har indflydelse på hendes forbrug:

“De fleste har et fuldtidsjob og tjener flere penge, end jeg gør, og derfor har de et større forbrug. Jeg ville sikkert spare penge, hvis jeg hang mere ud med mine medstuderende, for det er tydeligt at se, at de har nogle helt andre vaner, end jeg har”.

Caroline er 27 år gammel, læser på Copenhagen Businesss School, er medejer af vintagebutikken Passage 21 og bor på Nørrebro. Hun er på SU inklusiv SU-lån, men er heldig at have en lav husleje, samtidig med at hun lejer sin lejlighed ud nogle gange om måneden for at tjene lidt ekstra. Men dette giver hende også en undskyldning for at bruge flere penge, end hun egentlig behøver.

For at illustrere hende og vennernes pengevaner og deres glæde for vin, fortæller hun at selv en hjemmelavet middag, hun og vennerne lavede i weekenden løb op i en pæn sjat penge, fordi de lige skulle have lidt lækker vin til menuen. De plejer at gå på restaurant. Så at spise hjemme var en beslutning, der trods alt kostede mindre end de dyre middage i byen, vennerne ellers plejer at mødes over.

“Middagen blev ikke sindssygt dyr. Vi betalte vist 300 kroner i alt for maden. Så købte vi vin for 900 kroner. Det vil sige 300 kroner i alt per mand. Det er helt normalt for os”.

Spiser ude hver dag

Spiser ude hver dag

Selvom Caroline er studerende, er der altså ikke noget, der hedder havregrød eller pasta med ketchup i hendes hverdag. Det er også sjældent, at hun bliver hjemme og laver mad.

“Jeg er ikke nærig, og jeg kan godt lide at forkæle mig selv, så det er ikke noget problem for mig at bruge penge på at spise ude hver dag. Jeg kan sagtens finde på at gå ned på min lokale café og spise morgenmad med mig selv på en helt almindelig hverdag. Det løber som regel op i 38 kroner for en croissant og 30 kroner for en filterkaffe”, siger hun.

“Der går ikke en dag uden at jeg køber kaffe, spiser mad eller drikker vin ude. Nogle dage gør jeg alle tre ting“.

Har ikke helt styr på, hvor pengene kommer fra

“Jeg bruger i hvert fald 100 kroner om dagen på at drikke kaffe eller spise ude. Altså 100 kroner på dage, hvor jeg ikke har de store planer med arrangementer og venner. Andre dage bruger jeg meget mere”.

Caroline kigger op og ser eftertænksom ud.

“Jeg ved faktisk ikke, hvordan min økonomi hænger sammen, for med lidt hovedregning kan jeg jo godt se, at jeg ikke har 100 kroner eller mere om dagen bare til kaffe og mad”.

Jeg bliver nysgerrig og spørger ind til, om Caroline mon har en opsparing. Hun forklarer, at hun gerne ville eje en lejlighed, men fordi hun bor billigt, giver det ikke mening for hende at spare op.

“Jeg kan sagtens finde ud af at spare op, men jeg gider ikke”, siger hun.

Betaler gerne mere for kvalitet

Mad og vin er vigtigt

Caroline er generelt set lidt af en ‘big spender’. Og det er især udgifter til selvforkælelse, der tynger bankbogen.

“Jeg bruger gerne mange penge på god kvalitet og på at forkæle mig selv“, forklarer hun.

Eksempelvis trækker Caroline knap 900 kroner på kontoen, når håret skal en tur til frisøren. Men det sker kun to gange om året. Eller når det er neglenes tur til en manicure cirka en gang om måneden. Så ryger der også en god sjat penge.

Tøj bruger hun egentlig ikke særlig mange penge på. Det er ellers en last hos mange piger. Til gengæld er det ingen sag for hende at smide 2000 kroner efter et par solbriller.

Hendes argument?

“Det er ligesom med mad og vin. Jeg er en rigtig livsnyder. Kvalitet er vigtigt for mig, så selv de gange, hvor jeg handler ind i et supermarked, bruger jeg nok flere penge end så mange andre. Jeg kunne ikke drømme om at købe discount, og jeg køber næsten alt økologisk”.

Penge er vejen til det gode liv

Det er imidlertid ikke helt bekymringsløst at leve på den måde, Caroline gør, og hun bekymrer sig da også over sit forbrug en gang imellem. Hun ender dog altid med den konklusion, at hun har fint styr på pengene. Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at ændre på noget.

Når luksus og forkælelse er en stor del af hverdagen, så bliver det en naturlig rutine at bruge de penge, der skal til. Caroline er ikke nøjsom, men hun har alligevel et fornuftigt forhold til penge, inden for de rammer, hun lever efter. Derfor har hun blandt andet en kassekredit til de gange, hvor hun kommer til at trække lidt flere penge på kontoen, end hun har. Og hun vælger altid så vidt muligt at gå eller cykle for at spare penge, når hun transporterer sig.

Hun kan dog ikke undvære penge. For hende er penge lig med at forsøde tilværelsen og dermed at leve det gode liv:

“For mig er et godt liv i høj grad at have frihed til at kunne spise ude, rejse eller købe en god kop kaffe. Så ja, det er altså meget vigtigt for mig at kunne bruge penge”, siger Caroline og afrunder:

“Penge giver mig frihed. Frihed til ikke at skulle bekymre mig om, om jeg har råd til at kunne købe de ting, jeg har lyst til”.

Vi går op og betaler de 100 kroner, vores kaffe og mad er løbet op i. Caroline kører dankortet igennem maskinen. Imens hun taster sin pinkode, tænker jeg på, hvor mange penge hun mon kommer til at bruge resten af dagen. Selvforkælelse koster. Men for Caroline betyder det ikke det store - for det er det, der får hendes hverdag til at ‘shine’.

Hvordan løber det rundt?

Nu sidder du måske og tænker, hvordan i alverden Caroline kan spise ude hver dag, når hun er på SU? Svaret er, at hun prioriterer sine penge, så der er plads til en hverdag med mad udefra.

Caroline får SU inklusiv SU-lån. Derudover tjener hun penge på sin vintageshop og på at udleje sin lejlighed et par gange om måneden. Da Caroline har en ultra lav husleje og en billig forsikring har hun et højt rådighedsbeløb, der gør hende i stand til at spise ude for mellem 100 og 400 kroner om dagen, købe økologisk samt få en manicure en gang om måneden.

For at skabe lidt ekstra luft til de gode middage ude bruger Caroline stort set ikke penge på tøj, hun sparer udgifter til transport væk, og hun har fravalgt at have en opsparing.

Det er vigtigt for Caroline lige nu at leve på den måde, og det løber rundt for hende, selvom hun godt kan se, at det er mange penge, hun bruger på mad. Hun kunne godt prioritere anderledes. Men det er det her, hun har lyst til og råd til lige nu.

#brydpengetabuet med Spiir

Der er mange måder at prioritere sine penge på. Nogle sparer en stor del af deres rådighedsbeløb op til drømmeoplevelser og andre fyrer dem af med det samme.

Hvordan gør du med dine penge? Vælger du den daglige luksus til, eller sparer du i månedsvis for at få råd til en rejse? Har du råd til at spise ude, når du har lyst, eller hører det til sjældenhederne, fordi du har andre planer med dine penge?

Vær med til at #brydpengetabuet med dine penge-historier. Brug #brydpengetabuet og #spiir og følg med her på bloggen, på vores Facebook, Instagram og Twitter-kanaler.

Lad os blive bedre til at tale åbent om penge. Sammen kan vi bryde tabuet.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.