Studieliv

“Jeg kan sagtens klare mig for få penge uden at mangle noget”

Caroline Sølver 17-09-2017

“I min barndom var der perioder, hvor pengene ikke hang på træerne. Det lærte mig, at jeg selv skulle tjene mine penge og passe på dem”.

Sådan forklarer Emina baggrunden for, at hun i dag er en meget sparsommelig person. Hun er 21 år gammel, bor på Nørrebro og studerer på Copenhagen Business School. Økonomien kører hun efter faste regler, og hun bruger et minimum af penge i hverdagen. Det betyder nemlig meget for hende at spare op og ikke ødsle pengene bort.

Ifølge Emina har hun, gennem sin opdragelse, fået et meget rationelt forhold til, hvordan hun bruger penge. Og det forhold skinner klart igennem, da jeg møder hende til en snak om, hvordan hun får hverdagen til at hænge sammen på en SU.

Emina har nemlig inviteret mig på en hjemmelavet kop kaffe i hendes lejlighed, hun deler med en ven. Vi sidder på hendes fine værelse, der også bærer præg af, at det er en sparsommelig kvinde, vi har med at gøre. De fleste af møblerne i værelset er nemlig enten genbrug eller bygget af Eminas far.

“Jeg går aldrig på café eller restaurant. Det er simpelthen for dyrt. Jeg kan sagtens lave en god kop kaffe eller lækker mad herhjemme og på den måde spare de penge”, siger hun med et glimt i øjet, inden vi går rigtigt i gang med at snakke om hendes penge.

350 kroner til rådighed om ugen

interview med studerende Emina

Emina har et studiejob ved siden af studiet, men for få måneder siden måtte hun vende hver en krone bare for at få råd til mad:

Jeg havde en periode med et yderst stramt budget. Det påvirkede mit humør meget og begrænsede mig i min hverdag, at jeg skulle gå så meget op i, hvad jeg brugte mine penge på“, fortæller hun.

For at kunne betale husleje og købe mad hævede Emina 350 kroner hver uge. Hun gennemgik så tilbudsaviser og lavede en madplan og en indkøbsliste. På den måde levede Emina for under 1500 kroner hver måned efter de faste udgifter.

Hun fik det til at hænge sammen, men Emina er også glad for at hun i dag har et studiejob, for hun kan allerede nu mærke, at hun føler sig gladere og mere fri. De ekstra penge hun tjener, giver hende luft i budgettet. Hun ser dog tilbage på dagene med få penge som en lærerig periode.

“Jeg lærte meget af at prøve at få min hverdag til at hænge sammen på et stramt budget . Det fede ved det var faktisk, at jeg hurtigt fandt ud af, at jeg sagtens kan klare mig for meget få penge uden egentlig at mangle noget”, siger hun glad

Bruger mor som økonomisk rådgiver men klarer sig selv

Selvom Emina for længst er flyttet hjemmefra og læser på universitetet, bruger hun stadig sin mor som rådgiver og støtte, når bekymringer omkring økonomien rammer hende.

“Jeg foretrækker at klare mig selv, men det er en vigtig støtte for mig at vide, at mine forældre altid vil hjælpe mig, hvis jeg kommer i økonomiske vanskeligheder.

Samtidig er Emina klar over, at penge ikke kommer af sig selv.

“Mine forældre har lært mig, at jeg skal tjene mine penge selv. Jeg købte min første computer og iphone, efter jeg havde sparet en masse penge op, jeg tjente på et fritidsjob. Fritidsjobbet lærte mig at have respekt for penge, fordi jeg skulle arbejde for de penge, jeg ville bruge”, forklarer hun.

Opsparing er vigtigt

Med sit nye job er Emina gået fra at have 6000 kroner om måneden til 7-8000 kroner. De ekstra penge giver hende råderum ikke bare til en smule ekstra luksus i hverdagen, men også til at lægge lidt til side på en opsparing.

“Jeg foretrækker at leve for få penge og spare op”, siger hun.

På samme måde sørger Emina for aldrig at lave overtræk på sin bankkonto. Hun lægger ikke budget. Men fordi hun tidligere har levet meget sparsommeligt, har hun et klart billede af, hvor meget hun må bruge på forskellige udgifter såsom mad.

Tøj er den største last

Sådan sparer Emina penge

Når Emina bruger penge, er det på tøj. Hun shopper altid online, for hun synes, det giver hende bedre mulighed for at overveje sine køb, inden hun trykker ‘betal’.
Og når turen går til supermarkedet, er det altid med en indkøbsliste i hånden, som hun overholder til punkt og prikke:

Jeg laver altid indkøbslister og køber kun det, jeg har besluttet mig for. Det er konsekvent og for at undgå ‘fælder’ og spotvarer. Dog kan jeg eksempelvis godt finde på at købe en dåse bønner, hvis jeg ser et mega godt tilbud, fordi jeg ved, at jeg får brug for bønnerne på et eller andet tidspunkt.”, siger hun.

Kød spiser hun ikke, æg køber hun økologisk, og resten er discountvarer. Det er hendes opskrift på at få sund og nærende mad på bordet og samtidig holde madbudgettet i ro.

En ond cirkel, men fornuften vinder

Der er dagligt mange fristelser, som kan give Eminas penge ben at gå på. Hun bliver eksempelvis nemt forelsket i dyre outfits og tasker, når hun scroller igennem Instagram.

“Jeg drømmer mig selvfølgelig til lækre, dyre sager og ønsker, at jeg kunne købe nogle af de flotte ting, jeg ser på de sociale medier. Fornuften vinder dog altid!“, siger hun.

For hun overbeviser sig selv om, at det har hun ikke råd til, og så holder hun sig fra at bruge penge. Når hun bliver spurgt, om hun ville ønske, at hun havde flere penge til rådighed, er hun dog ikke et øjeblik i tvivl:

“Jeg prøver altid at minde mig selv om, at jeg har det godt og ikke mangler noget”, svarer hun og tilføjer:

“Alligevel glæder jeg mig da også til, at jeg er færdig med studierne og en dag kommer til at tjene flere penge. Jeg har dog indset, at ‘det aldrig bliver bedre’, for når jeg så tjener flere penge en dag, vil jeg også efterspørge mere - det er en ond cirkel.”

Livet handler ikke om materielle goder for Emina:

“Inderst inde ved jeg, at jeg har det, jeg har brug for. Et sted at bo, en computer til skolearbejde, tøj på kroppen og mad på bordet”.

Hun accepterer sin nuværende situation med et stramt budget på SU, fordi hun er god til at styre sine penge og ved, at hun ikke skal leve småt for evigt. Det sparsommelige gen regner hun ikke med forsvinder lige foreløbigt. Det er hendes måde at få pengene til at strække lidt længere på, også selvom hun med tiden vil have mere at gøre med.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.