Læsetid: 4 minutter.

Går du med en iværksætterspire i maven og drømmer om at starte din egen virksomhed? Så er du faldet over det rigtige indlæg (og ikke mindst befinder du dig i det rigtige land!)

Hvorfor mon det? Jo, nu skal du høre:

Ifølge Verdensbanken er Danmark det tredjebedste land i verden at drive virksomhed i. Sejt! Vi scorer blandt andet toppladsen, fordi det er nemt at starte en virksomhed i Danmark. I 2017 fandtes der 829.000 registrerede virksomheder i Danmark – og det tal stiger dag for dag. Det tyder altså på, at mange danskere går efter drømmen om at blive selvstændige.

Der er dog stadig nogle vigtige sager, du skal have tjek på, hvis du vil være selvstændig. Hjælpen er nær! Vi guider dig til alt, du skal vide om at starte din egen virksomhed, hvad end du har rigeligt med penge på kontoen, er på SU, eller du går og grubler over, hvordan din forretningsmodel skal hænge sammen.

I indlægget bliver du klogerere på:

  • Hvordan bliver jeg selvstændig?
  • Hvad er fordele og ulemperne ved at være selvstændig?
  • Hvilke typer af virksomheder findes der?
  • Hvordan kommer jeg i gang?
  • Hvad koster det at starte en virksomhed?
  • Hvordan starter jeg virksomhed på SU?

Sådan bliver du selvstændig

Sådan bliver du selvstændig

Først og fremmest skal du tage beslutningen om, at du gerne vil være selvstændig. At være selvstændig er nemlig hverken en direkte uddannelse, du kan tage, eller en stilling, du kan søge. I stedet starter processen med dig selv. Her skal du stille dig selv nogle vigtige spørgsmål:

  • Vil du gerne være selvstændig?
  • Ved du hvilke fordele og ulemper, der er ved at være selvstændig?
  • Hvilken slags virksomhed vil du starte?
  • Hvordan vil du tjene penge?
  • Hvilket behov dækker dit produkt i markedet?

Ved at stille dig selv de vigtige spørgsmål, kan du gøre det klart for dig selv, hvad du egentlig drømmer om, og hvad din motivation er. Herefter kan du gøre dig selv en tjeneste ved at skrive en forretningsplan. Du kan finde tips til en forretningsplan, der sparker røv, lige her.

Fordele og ulemper ved at være selvstændig

For nogle ligner et liv som selvstændig måske en dans på roser. Du kan selv bestemme, hvornår du står op, og hvornår du har fri. Det lyder da som det gode liv! Men virkeligheden er lidt en anden. Det er nemlig ikke nødvendigvis lutter lagkage at starte egen virksomhed. Her lister vi en håndfuld fordele og ulemper ved at være selvstændig, som er relevante at have med i din beslutning:

Fordele ved at være selvstændig:

  • Du er din egen chef.
  • Du kan i højere grad selv vælge dine arbejdstimer.
  • Du kan tilrettelægge din egen hverdag.
  • Du kan selv bestemme, hvad du vil beskæftige dig med.
  • Du kan selv bestemme, hvem du vil ansætte, og hvem du dermed vil arbejde sammen med.
  • Hvis du brænder for din forretning, vil det blive nemmere at holde arbejdsgejsten oppe.

Ulemper ved at være selvstændig:

  • Du kan sjældent holde rigtigt fri, og arbejdspresset kan være stort.
  • Du løber en økonomisk risiko.
  • Det er usikkert, om du kan tjene nok penge og få nok kunder.
  • Hvis du har ansatte, skal du agere chef, og det kræver erfaring.
  • Du skal selv betale sygedage og ferie.

Det er altså op til dig, om livet som selvstændig er noget for dig. Du bør nøje overveje både fordelene og ulemperne og vurdere, om du har rygrad til at arbejde for dig selv, og om du fungerer godt med fleksibilitet og uvished.

Vælg den rigtige type virksomhed

Hvilken type virksomhed vil du starte

Inden du tager beslutningen om at blive selvstændig, bør du også tænke på hvilken type virksomhed, du gerne vil starte. I Danmark findes der nemlig fem forskellige typer af virksomheder:

  • Enkeltmandsvirksomhed: Denne virksomhed er ejet af en fysisk person, og ejeren hæfter personligt for virksomheden med sin personlige formue, fx bolig eller bil. Der er ingen krav om startkapital. Denne type virksomhed er gratis at oprette.

  • Personligt ejet mindre virksomhed (PMV): Fungerer på samme måde som enkeltmandsvirksomhed, men ved denne type virksomhed skal du tjene mindre end 50.000 kroner om året. Der er ingen krav om startkapital. Det er gratis at oprette en PMV.

  • Interessentselskab (I/S): To eller flere ejere som både kan være personer eller virksomheder. Disse hæfter for virksomheden med deres personlige formue. Denne type virksomhed har andre beskatningsregler, så vi anbefaler, at du får en revisor til at hjælpe med regnskabet. Der er ingen krav om startkapital. Det er gratis at oprette et I/S.

  • Anpartsselskab (ApS): En eller flere ejere, der både kan være fysiske personer eller virksomheder. Ejeren hæfter for virksomheden med det, der er blevet indskudt i selskabet. Selskabet skal ledes af en direktion, og der skal indgå en startkapital på minimum 40.000 kroner i kontanter eller andre værdier. Det koster 670 kroner i startgebyr at oprette et ApS.

  • Aktieselskab (A/S): En eller flere ejere, der både kan være fysiske personer eller virksomheder. Ejeren hæfter for virksomheden med det, der er blevet indskudt i selskabet. Selskabet skal ledes af en bestyrelse på mindst tre medlemmer og en direktion. Direktøren kan ikke være bestyrelsesformand. Desuden skal der være en startkapital på mindst 400.000 kroner i kontanter eller andre værdier. Det koster 670 kroner i startgebyr at oprette et A/S.

Hvis du vil dykke mere ned i de forskellige virksomhedstyper, så kan du læse med lige her, hvor journalistforbundet guider dig på rette vej.

Tjek - så nemt er det at starte din egen virksomhed

Så nemt starter du din egen virksomhed

Nu har du taget den endelige beslutning, og du er bevidst om de fordele og ulemper, der følger med, når du skal til at være din egen chef. Fordelene opvejer ulemperne, og du er nu klar til at tage springet som selvstændig og starte din egen virksomhed. Derudover har du også fundet ud af hvilken type virksomhed, du gerne vil starte.

Det er såre simpelt at oprette en officiel virksomhed i Danmark, og hvis du opretter en enkeltmandsvirksomhed eller en PMV, er det endda også gratis.

For at oprette en virksomhed skal du blot gå ind på virk.dk og klikker på ‘opret en virksomhed’. Du følger udfylder informationen på hjemmesiden, og inden for 10 minutter kan du have oprettet din virksomhed og modtaget et CVR-nummer. Vupti - og du er selvstændig! Det lyder næsten for godt til at være sandt 😎

Dit CVR-nummer er virksomhedens unikke identifikationsnummer, som du eksempelvis skal bruge, når du sender en faktura eller opretter erhvervskonto i banken.

Egen virksomhed på SU?

Drømmer du om at starte din egen virksomhed samtidig med, at du har travlt med studiet og er på SU? Den gode nyhed er, at det slet ikke er noget problem. Du må nemlig gerne være selvstændig, studerende og modtage SU på samme tid.

Der er mange fordele ved at starte virksomhed, mens du er på SU. Blandt andet fordi du er sikret en indtægt gennem din SU, mens du kan arbejde på at være selvstændig. På den måde løber du en mindre økonomisk risiko. Du kan også tage SU-lån til at kickstarte din virksomhed. Få mange flere tips til det selvstændige liv på SU lige her.

Hvis din virksomhed har overskud, tæller dette som regel med i din egenindkomst, altså den indkomst du har ved siden af din SU. Den kan have indflydelse på, hvor meget du kan få i SU. Hvis du synes, det er svært at finde hoved og hale i SU-reglerne som selvstændig, så kan du altid kontakte SU.

Praktik i egen virksomhed?

Det er ikke kun SU og muligheden for SU-lån, der giver fordele til livet som selvstændig på SU under uddannelse. Der er også en anden frynsegode: Nemlig at du kan tage praktik i din egen virksomhed. Mange studier har indlagt et eller flere semestre, hvor studerende kan tage et praktikforløb.

Hovedreglen er, at hvis du er selvstændig med CVR-nummer, og at dit praktikophold i din egen virksomhed overholder reglerne og målene for dit praktikophold, så er du good to go! Praktikant og selvstændig? Fed kombination!

Inspiration til at blive selvstændig

Inspiration til at starte din egen virksomhed

Går du med en iværksætterspire i maven, men føler du dig ikke helt klar til at tage springet? Så kan du heldigvis forberede dig ved at dykke ned i andre selvstændige, deres virksomheder og deres historier. Du kan starte med at binge Løvens Hule på DR TV, hvor de vildeste iværksættere præsenterer deres virksomheder foran et skarpt iværksætterpanel. Du kan også sætte gå i krig med bøger om iværksætteri skrevet af succesfulde iværksættere, heriblandt Jesper Buch, Martin Thorborg og Casper Blom.

Forhåbentlig er du blevet lidt mere klar over, om livet som selvstændig er noget for dig. Vi ønsker dig held og lykke med din virksomhed!

Kilder:


Du har netop læst et indlæg fra Spiir. Hvis du kunne lide det, kan du sikkert også lide vores gratis budget-app. En sjov og intelligent penge-assistent, der automatisk gør dig klog på dit forbrug, så du kan læne dig tilbage og leve dit liv, som du ønsker det. Download appen nu.