De Pengepressede, Pengevaner, Budgetskema

"Hvem bærer ansvaret for min økonomiske uformåenhed?"

Lars Pedersen 06-10-2020 - Læsetid: 8 min

Hvorfor lærer vi om Pythagoras i skolen, men ikke noget om privatøkonomi? Hvordan kan det være, at man ikke kan tale om penge med sine venner? Og hvad gør man, når ens forældre aldrig fik lært en, hvordan man lægger et budget? 

Det er blot nogle af de spørgsmål, som Jakob stiller, når han fortæller om sin økonomiske situation.

Jakobs fortælling er en del af projektet og bogen ‘De Pengepressede’.

Sammen med Ungdomsbureauet sætter vi fokus på de 100.000 unge danskere, der befinder sig i en svær økonomisk situation. For selvom penge påvirker os alle hver dag, skjuler vi ofte vores pengeproblemer for vores nærmeste. Det vil vi ændre! Derfor deler vi de unges historier, så det bliver nemmere for os at tale åbent og ærligt om penge.

"Hvem bærer ansvaret for min økonomiske uformåenhed?"

Jeg er 20 år gammel, og har boet ude siden jeg var 17. I al den tid jeg har boet ude, er jeg løbet tør for penge en uge før løn. Og jeg er fandeme træt af det!

Tal og rationelle tanker

Jeg har en ide om, at det hele ville være nemmere, hvis jeg kunne lægge et ordentligt budget. Så ville jeg have et overblik over hvor mange penge, jeg havde i løbet af måneden, ugerne og dagene. Men jeg ved ikke, hvordan man gør.

Det er nok, fordi det aldrig rigtig har været nødvendigt, ikke før nu. Jeg har tidligere haft så mange penge, at jeg kunne bruge dem på bullshit dag ind og dag ud uden konsekvenser. Men nu rammer de, for jeg har ikke længere den slags penge, og jeg er ikke stoppet med at forbruge.

Når det er sådan, bliver jeg endnu mere opgivende. For hvis jeg ikke kan styre mit forbrug på en ansvarlig måde, vil jeg så overhovedet være i stand til at holde et budget? Lige meget hvor godt budgettet er lagt, kunne jeg så stadig have selvdisciplin nok til at sige nej til øl lørdag aften?

Jeg burde have penge nok, og det har jeg også, men kun lige. Jeg bruger masser af penge på at gå i byen, og jeg køber kosttilskud i kilovis. Det er penge til mad og min opsparing, som halter. Og ja, du læste rigtigt, jeg bruger så mange penge på kosttilskud, at jeg ikke har penge til reel kost.

Jeg har altid gjort mit bedste for at leve godt, når jeg har penge i stedet for at leve moderat, og jeg forsøger at have penge hele tiden. I starten af måneden lever jeg af lækker mad og drikker gode specialøl, der mangler ikke noget. I slutningen står jeg med hovedet i en container bag Fakta og håber, at der er noget andet end tørt brød til aftensmad. Det er ikke voldsomt gennemtænkt.

Det værste er, at jeg har haft rig mulighed for at lave en opsparing, når jeg ser tilbage, en god en endda. Som 17-årig, før jeg flyttede hjemmefra, fik jeg 10.000 kroner udbetalt om måneden. 10.000 kroner og ingen husleje eller vandregning. Og da jeg senere boede på skolehjem, boede jeg gratis og fik omkring 8.600 kroner om måneden i SU og kom hjem med 3.600 kroner i sorte penge hver søndag.

Det havde på alle måder været oplagt at lave en opsparing. Om ikke andet så bare en lille en. Så var det ikke nødvendigt at låne penge af mine forældre til indskud eller at spørge dem, om de ville give mig en ny seng. Jeg hader at spørge om den slags økonomisk hjælp. Nu lever jeg for 8.600 kroner og betaler husleje, vand, varme og internet. Det samme gør alle, jeg kender.

Men på trods af at jeg nok godt kunne have forudsagt, at der ville komme en dag, hvor jeg ville få brug for penge til sådan nogle ting, valgte jeg alligevel at bruge penge på noget så dumt som at gå i byen.

Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, at jeg havde gjort en indsats for at lære at lægge et budget. Det virker bare så vanvittigt indviklet at lære det. Det involverer en masse tal og matematik plus rationelle tanker. Alt sammen noget jeg synes er røv kedeligt og meget svært. Så jeg tog valget at lade være med at lære det, endnu et dumt valg jeg over årene har truffet.

Vi taler om økonomi, som min fars generation af mænd taler om følelser

Mine venner kan godt styre deres økonomi. Det tror jeg i hvert fald. De virker ikke til at være lige så fucked som mig sidst på måneden. Men jeg ved det i realiteten ikke. Det er egentlig ikke noget, vi snakker om. Vi taler kun om økonomi, når det bliver til en konkurrence om, hvem der har den mest smadrede økonomi sidst på måneden. Det er en fuldstændig hjernedød måde at tale om økonomi på. For på den måde gejler vi hinanden op til at bruge flere og flere penge. Og for mig kræver det i hvert fald ikke meget at få mig ned på det tætteste brune værtshus eller en restaurant med alt for dyr mad. 

Jeg gider jo ikke rigtigt at indrømme, hvordan det faktisk står til med min økonomi. Jeg får det altid til at lyde, som om det bare er en hudafskrabning, når jeg egentlig har indre blødninger. Jeg forestiller mig, at jeg, i deres øjne, skal være det perfekte menneske, der har styr på det hele. Mine venner skal jo ikke tro noget dårligt om mig, fortæller jeg mig selv.

Jeg har nemmere ved at joke med det. Så siger jeg, at ”min økonomi er så dårlig, at jeg ikke engang kan tage et kviklån” i stedet for at sige ”jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forsørge mig selv indtil d. 1.” For ellers bliver det virkeligt, og det kan jeg ikke lide.

Mens vi står og joker om, hvem der har den største gæld eller det laveste tal på kontoen, forsøger jeg at ramme en tone i joken, der gør, at mine venner rent faktisk forstår, at jeg er seriøs. Det er jo noget, man skal have styr på, noget, som er vigtigt. Det har jeg bare ikke.

Jeg får præcis samme følelse, som når jeg skal ned til lægen og testes for kønssygdomme. Jeg ved godt, jeg skulle have brugt kondomet, og sekretærens blik skriger samme tanke, når jeg får koppen, jeg skal pisse i. Det er ikke ét, jeg har brug for at få igen og igen. Jeg vil ikke have, at folk dømmer mig. Det er flovt. Så hellere prøve sig frem, famle rundt og forsøge at gøre mit bedste. Nogle gange føler jeg faktisk, det går godt. Det er lige indtil, der bliver skreget: ”du er ikke inde din idiot!” og så ramler det hele sammen.

I økonomi skal jeg gøre præcis det modsatte. Jeg skal stoppe med at stikke kortet i automaten.

Problemet er bare, at ”den skjorte dér er altså ret fed”, og ”måske kan jeg få sex, hvis jeg tager den på i byen”. Det ender med at blive et regnestykke, som aldrig nogensinde går op. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke bliver påvirket af reklamer og lignende, men når jeg går forbi et butiksvindue, så kan jeg ikke dy mig. Måske er jeg påvirket af alle de reklamer, der kører omkring mig, selvom jeg ikke er glad for at indrømme det.

Det burde jo være det nye blomsten og bierne

Jeg har aldrig rigtig fået at vide, hvordan jeg lægger et budget. Jeg har vel at mærke heller ikke spurgt. Men jeg spurgte heller ikke om seksualundervisning i sjette klasse, men det afholdt mig ikke fra at modtage det alligevel. Så nu spørger jeg: hvorfor modtog jeg ikke undervisning i privatøkonomi i folkeskolen? Og hvorfor har jeg ikke selv undersøgt det efterfølgende? Det gjorde jeg da med seksualundervisningen.

Da jeg gik i syvende klasse, brugte jeg to tredjedele af alle årets biologitimer på seksualundervisning. Jeg havde allerede haft lidt i sjette, og da jeg kom i ottende klasse, havde jeg to timers foredrag med en uddannet sexolog. Efter det følte jeg mig faktisk sikker, klar og informeret på emnet. Jeg var selvsikker, da det endelig blev min tur. 

I min verden er det mindst lige så vigtigt at være god til økonomi som sex, så hvorfor lærte jeg ikke noget af det i skolen? Hvorfor kom der ikke en lærer ind med et forfjamsket ansigtsudtryk, et suk og måske et fnis for at lære mig om det mest private i mit kommende voksenliv: min økonomi.

Jeg ved, at mitokondrie er mine cellers kraftværk. Jeg ved, at da Carl Nielsen blev født stod hans mor og bankede hovedet ind i dørkammen. Jeg ved, at Pythagoras var en gammel græker, som elskede trekanter.

Det er alt sammen noget, jeg har lært i skolen, og jeg kan ærlig talt ikke se, hvad jeg skal bruge det til. Men jeg har ikke lært, hvad en årsopgørelse er! Jeg kan ud fra navnet regne ud, at det er noget, som skal gøres årligt. I så fald er jeg to år bagud. Jeg ville have haft godt af at lære det. Det kunne have lært mig noget, som jeg ikke fik med hjemmefra – og det er da det, vi har folkeskolen til… ikke?

Forældre og teenagere

Hvorfor satte mine forældre mig ikke ned ved bordet med et excel-ark og viste mig, hvordan man lagde et budget? Nok fordi jeg ikke viste interesse i at lære det. Og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg nok heller ikke lyttet til dem. Men jeg viste ved gud heller ikke stor interesse i mine matematiklektier, og dem fik jeg da lavet alligevel.

Min stedfar er landmand. Han kan køre et helt firma på røde tal, og det kræver sin mand. Jeg ved, at han ejer nogle olieledninger et eller andet sted. Det lyder voldsomt fint, men det er ikke det, der holder familien oven vande. Min mor har været forgældet på et niveau, hvor hun aldrig var kommet ud af det, hvis ikke banken havde forbarmet sig over hende. Så, på godt og ondt, må mine forældre jo vide en ting eller to om privatøkonomi.

Mine forældre har ikke været blege for at snakke om sex med mig. Selvfølgelig er de ikke gået i detaljer, men jeg er da vokset op med diverse ”det sagde hun også i går”-jokes, så det har ikke virket totalt fremmed for mig. De var godt nok ikke voldsomt sjove, når de kom fra min stedfar, men igennem jokes, har de talt om sex, som jeg taler om økonomi – helst gemt bag humor.

Så de har ikke fortalt mig direkte om blomsten og bien. Nok igen fordi jeg ikke spurgte på grund af min omfattende seksualundervisning i skolen. Min mor følte sig dog stadig nødsaget til at købe en bog, der handlede om sex og puberteten, fordi jeg ikke havde stillet så mange spørgsmål.

Hvorfor gjorde hun ikke det med økonomi? Det tætteste hun kom, var at vrisse lidt af mig, da jeg som 15-årig gav udtryk for, at jeg brugte omkring 2.000 om måneden på roulade og sodavand. Siden da har vi ikke snakket særlig meget om det.

Det har altid virket som noget, man kunne udskyde, noget, jeg kunne lære, når jeg engang blev voksen. Det var det ikke. Jeg er højst en meget moden teenager, og jeg aner intet om det. Det skal der laves om på. Pasta er bare ikke lige så lækkert, når man ikke har penge til tomatsovsen, og livet er lidt sjovere, når man ikke går i minus hver måned. Så det skal jeg lære nu! Jeg frygter, det bliver et helvede, men jeg ved, jeg bliver glad for det.

Måske bliver jeg engang en rigmand, som kan joke om, hvor mange penge jeg har. Måske kan jeg have penge til at leve af god mad hele måneden i stedet for to dage. Måske bliver det endda mig, der igangsætter en ordentlig samtale om økonomi. Indtil da spørger jeg mig selv, om det er mig, mine forældre eller min skole, der bærer ansvaret for min privatøkonomiske uvidenhed.

Vil du læse flere historier?

Den fulde version af bogen kan findes her: download hele bogen – ‘De Pengepressede’. Og deler du historierne med dine venner og familier, kvitterer vi naturligvis med en high-five 🙏

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.

Vi elsker cookies. Især dem med chokolade. Men vi bruger også cookies til at give dig en bedre oplevelse, når du klikker rundt på vores hjemmeside, samt til markedsføring og analyse. Hvis du vil vide mere om det, kan du altid tygge dig igennem vores cookie policy.

Ok

“Spiir er en sund øvelse for stort set alle”