Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Studieliv

Asger investerer SU-lån i aktier: “Jeg gider ikke bruge pengene på byture og bajere”

Af Caroline Sølver

For mig at se er der ikke den store forskel på at tage et SU-lån og investere pengene i aktier end på at låne de samme penge og formøble dem på øl og byture i løbet af studietiden”.

Sådan siger 21-årige Asger, der læser til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Aarhus. Siden november 2017 har han taget fuldt SU-lån udelukkende med det formål hver måned at sætte de 3.116 kroner, han får udbetalt af Staten, i aktier. Planen er at det samlede SU-lån på i alt 187.000 kroner skal vokse til endnu flere penge, når fem års studier er ovre, og voksenlivet for alvor banker på døren.

Investering i fremtiden

Asger investerer sit su-lån

“Meningen med det hele er at blive bedre rustet til tiden efter mit studie, rent økonomisk. Jeg tænker altså på min fremtid i stedet for blot at bruge pengene her og nu. Selvfølgelig skal jeg have det godt, og jeg lever absolut ikke på en sten, men jeg synes samtidig, det er vigtigt at være forberedt på, hvad der kommer efter min studietid,” siger Asger og fortsætter:

“Præcis hvad jeg vil bruge overskuddet fra mine investeringer til, hvis jeg er så heldig at ende med et overskud, har jeg ikke bestlutttet endnu. Det må tiden vise. Men det kunne meget vel være til at købe en bolig.”

Asger er godt klar over, at nogle finder det moralsk forkasteligt at låne penge fra Staten uden egentlig at have brug for dem og bare spinde flere penge på dem. Men Asger mener, at hvis man tager et SU-lån, så er det op til én selv at beslutte, hvad pengene skal gå til.

“Fra mit synspunkt burde det være mere ildeset at låne penge til at gå i byen eller at købe tøj, som mange studerende jo egentlig gør. Staten giver mig en super mulighed for at tage et billigt lån til kun fire procent i rente under studietiden og investere dem i min fremtid,” forklarer han.

CBS’ere plantede ideen

Ideen med at bruge SU-lånet til at investere er ikke noget, Asger selv har fundet på. Da han gik i gymnasiet læste han en artikel, hvor nogle fyre, der studerede på Copenhagen Business School beskrev, hvordan de investerede deres SU-lån.

“Det gav mig straks blod på tanden. Jeg tænkte, at den bølge skulle jeg med på! Fra barnsben er jeg opdraget med, at jeg ikke bør låne penge til forbrug. Men at låne penge for at investere og på den måde få et afkast, lød som en ret god idé,” siger han.

Næsten et kick

Asger tager su-lån for at investere pengene

“Jeg er en ‘økonomi-freak’, hvis jeg selv skal sige det. For jeg kan godt lide at kigge på tal, følge med i mine investeringer, min økonomi og nyhedsmedier omkring aktier og obligationer. Og den passion startede allerede, da jeg fik aktier i konfirmationsgave af min mormor,” siger han og griner.

At holde øje med aktiemarkedet er blevet en helt naturlig rutine i hans hverdag.

“Det er næsten et kick! Jeg kigger i hvert fald én gang om dagen for at se, hvordan det går med mine investeringer. Både røde og grønne tal giver mig et kick. Det er nærmest en afhængighed på lige fod med at tjekke de sociale medier,” siger han og tilføjer:

“Jeg glæder mig også helt vildt til årsdagen, hvor de store virksomheder skal aflægge regnskab, for så kan jeg tjekke, hvordan det hele kører.”

Minus 300 kroner gav hede kinder

Asger har sat sig 100% ind i, hvad det vil sige at tage et stort lån og investere sine penge.

“Ud over hvad jeg har lært om erhvervsøkonomi i gymnasiet og på mit studie, har jeg selv læst og undersøgt alt, hvad jeg kunne støve op om investeringer. Jeg har en personlig interesse for økonomi, penge, aktier og tal, så jeg syntes, det var vildt spændende at sætte mig ind i,” fortæller Asger glad.

Han har altså gjort sit hjemmearbejde. For at investere så mange penge, som ikke er Asgers egne, men derimod et lån, der skal betales tilbage igen, er naturligvis forbundet med risiko. Og følelsen af at kunne miste det hele, har også strejfet ham nogle gange:

“Jeg tager for det meste ret let på mine investeringer, men nogle gange bliver jeg alligevel påvirket af det. En dag så jeg eksempelvis, at der stod minus 300 kroner på min investeringskonto, og det slog mig lidt ud. Men jeg har hurtigt lært, at jeg er nødt til ikke at gå så meget op i, at tallene svinger mellem røde og grønne tal fra den ene dag til den næste. For de svinger hele tiden. Nu kigger jeg i stedet langsigtet.”

Pengene lokker

Asger indrømmer gerne, at det kan være nervepirrende at forsøge at få SU-lånet til at yngle. Det kræver is i maven. Men det er faktisk ikke den eneste udfordring for Asger.

“På en måned, hvor der er en ekstra stor regning, jeg skal betale, er det mega fristende lige at nuppe nogle af pengene til eget forbrug! Det ville være lækkert. Så indimellem kræver det noget rygrad at lade være. Derfor sørger jeg altid for at overføre pengene til min investeringskonto, så snart jeg får en notifikation fra Spiir om, at jeg har fået SU,” forklarer han.

“Heldigvis har jeg et lønnet job oven i min SU, og det er nok til både at få mad på bordet, betale regninger og købe lidt snold i ny og næ. Det ville være for dumt at gældsætte mig bare for at bruge flere penge på forbrugsgoder. Det husker min mor mig også på ugentligt,” siger han og smiler.

Millionær over night?

Asger investerer sit su-lån

Hvor meget Asger end håber på, at investeringerne vokser til et overdådigt overskud, kan han kun lade tiden råde og se, hvor det bærer hen. Millionær ‘over night’ er formentlig en urealistisk drøm, og det er heller ikke det, Asger regner med.

“Det er svært at sige, hvor meget jeg kan få ud af mine investeringer. Det kommer meget an på ydre faktorer og den risikoprofil, jeg har valgt. Det, jeg som minimum drømmer om, er, at jeg i hvert fald kan dække lånet og de renter, det koster mig under og efter studiet, at låne pengenet. For så vil det have været en gratis investering,“ siger han og tilføjer:

“Alt derudover er penge direkte ind på min konto. Mit seneste tjek viser, at jeg har 109 kroner i afkast fra de sidste 30 dage,” siger Asger.

Han uddyber: “Det virker måske ikke som det vilde beløb, men fordi jeg har sat min profil til mellemrisiko, får jeg ikke de store svingninger på den korte bane, men på længere sigt vil jeg forhåbentlig få et højt afkast af min investering.”

Asger glæder sig over sin beslutning om at tage SU-lån og investere pengene.

“Jeg er sikker på, at det bliver en hjælp i min fremtid på en eller anden måde. Måske det bliver til et indskud til et hus med have? En rejse rundt om jorden? Jeg ved det ikke endnu, men det er rart at vide, at jeg har pengene og muligheden,” siger han afslutningsvis.

Sådan gør Asger

Har du fået mod på at få dine penge til at vokse på investeringer? Her får du Asgers bedste råd til at komme igang:

Forberedelse er guld værd “Sæt dig ind i tingene! Det er virkelig vigtigt, at du forstår, hvad du laver, og hvilke investeringsmetoder, der findes. Definér for dig selv, hvilken risiko du er villig til at løbe. Læs op og tag dig god tid til det.”

“Jeg gik i lang tid og tænkte, om det var det rigtige for mig at gøre. Om jeg var klar til at løbe risikoen. Jeg undersøgte investeringsmetoder og risikoprofiler, så jeg kunne gøre op med mig selv, hvor mange penge jeg var klar på at kunne tabe.”

Tålmodighed, tålmodighed “Slå koldt vand i blodet. Lad være med at investere en eneste krone før du er helt sikker på, hvad du laver, og hvad målet er. Jeg begyndte på studiet i august 2017, men begyndte først at investere fire måneder efter, fordi jeg ville være helt sikker på, at jeg vidste, hvad jeg lavede.”

Brug en investeringstjeneste “Jeg bruger tjenesterne June og Sparindex til at investere med. Jeg er især glad for June. Sparindex er nyt for mig. Jeg har selv en konto hos Danske Bank, der står bag June, og derfor kører det ret automatisk og giver et nemt og hurtigt overblik.”

Vælg en risikoprofil, du har det godt med “Jeg har valgt at sætte min risikoprofil på mellem. Det betyder, at det er begrænset, hvor meget jeg kan tabe og vinde. Men på den lange bane, hvis jeg er tålmodig, kan det give et godt afkast. Jeg er lidt mere til den sikre vej. Jeg vil nemlig ikke ende med at tabe penge og stå i gæld.”

Hvordan prioriterer du dine penge?

Er du lige så ‘modig’ som Asger? At sætte lånte penge i aktier er en stor beslutning. Vil du være på den sikre side kan du vælge at sætte SU-lånet ind på en lukket opsparingskonto med en god rente i banken. Så går du naturligvis glip af muligheden for den helt store gevinst på en investering. Men til gengæld er du sikker på, at du tjener penge på lånet og skal blot regne ud, hvor høj renten skal være, for at det kan betale sig for dig.

Uanset er det dig, der beslutter, hvad der er bedst for dig og dine penge. Måske har du slet ikke mod på at tage SU-lån og vil hellere klare dig for SU’en og det, du tjener på et studiejob. Måske har du lyst til at tage lånet for at leve livet, bruge pengene på koncerter, byture og lækkert tøj, og så betale af, når du har et job efter studietiden.

For Asger er fremtiden vigtig, også selvom investeringerne er forbundet med risiko. Hvad er vigtigt for dig?