Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Sparetips

5 svedige tricks: Sådan får du mest fitness for pengene

Af Karen Johanne Iversen

‘Strong is the new skinny’. Det er hot at have tonede triceps og markeret mave, men det er også en dyr fornøjelse at gå all in på fitness-hypen.

Du vil gerne gå i de rigtige sko, indtage det bedste proteinpulver og træne i det mest veludstyrede center, for at kunne gøre dig forhåbninger om at stå knivskarpt i badetøjet, når sommeren vender tilbage.

Det koster altså ikke kun en masse svedige timer at få en veltrænet krop. Det koster også penge. Men selvom du hverken er hollywoodstjerne eller indehaver af en millionvirksomhed, kan du sagtens være med på fitnessbølgen. Her får du fem svedige sparetips, der giver dig faste baller for alle pengene.

1. Spar penge på dit medlemskab i fitnesscenteret

Det bedste sparetip ville være at droppe fitnesscenteret og spare et par hundrede kroner hver måned. Men kommer du ikke afsted på den ugentlige løbetur, og ser du allerede frem til at skulle straffe jernet i et fitnesscenter nær dig, har vi et par tips, der kan gøre det billigere for dig, når du melder dig ind i et center:

Hold øje med hvornår fitnesscentrene nær dig har gratis oprettelse. Du betaler nemlig typisk mellem to og tre hundrede kroner for at oprette dig som medlem i centret. Men faktisk kører centrene med jævne mellemrum kampagner, hvor du sparer oprettelsen, når du melder dig ind.

Derudover er det en god idé at gøre dig nogle overvejelser om dit træningsbehov. Vil du gerne træne i ét bestemt center, eller vil du gerne have mulighed for at besøge alle fitnesskædens centre rundt omkring i landet? Er du vild med holdtræning, hvor en instruktør gør det umuligt for dig at stoppe efter et kvarter, eller kan du bedst lide at tage høretelefoner i ørerne og træne selv? Eller er du en ‘early bird’, som altid træner om morgenen? Alt efter hvilket fitnesscenter, du vælger, er der forskellige pakker og priser på abonnementerne, som årligt kan spare dig for mange hundrede kroner.

Er du medlem af en fagforening og/eller en a-kasse, følger der også en række medlemsfordele med, som du og dit budget kan nyde godt af. Mange foreninger tilbyder nemlig rabat på fitnessmedlemskaber. Blandt andet kan du få 70 kroner i månedlig rabat på dit abonnement hos Fitness.dk, hvis du er medlem af Dansk Psykologisk Forening - det er en årlig besparelse på 840 kroner! Derfor: Tjek medlemsfordelene hos fagforeningen og a-kassen og undersøg, om du kan træne med rabat.

2. Køb brugte fitnesssko- og tøj

Har du ikke den vilde lyst til at troppe op i fitnesscenteret iført din forvaskede håndbold-t-shirt fra gymnasietiden? Men har du heller ikke et pengetræ i haven, som kan finansiere nyt fitnesstøj og dertilhørende sko? Det er der heldigvis råd for.

På apps som Tradono, DBA og Trendsales kan du få fingrene i brugt fitnesstøj til ganske fordelagtige priser. Og nej, der er ikke altid tale om, at brugt fitnesstøj har en svedlugtende odeur. Meget af det, der bliver sat til salg, er fejlkøb, og ofte er tingene næsten som nye.

Har du forelsket dig i et par løbebukser fra Nike, kan du med fordel gå ned i en sportsforretning og prøve dem, for derefter at undersøge, om netop den model er sat til salg på Tradono, DBA eller Trendsales.

Du gør ikke kun dig selv en tjeneste ved at shoppe brugt. Også sælgeren tjener lidt penge på det, du køber. Med deleøkonomiske tjenester som Tradono, DBA og Trendsales får du langt mere for dine penge.

3. Hold øje med gratis fragt hos webshops

Skal du have tanket op af proteinpulver, eller trænger yogamåtten til en udskiftning, bør du holde øje med, hvornår de forskellige fitness-webshops har gratis fragt.

Bodylab.dk har eksempelvis ofte gratis fragt på deres webshop. De har desuden en hel fane under menuen på hjemmesiden, der hedder ‘tilbud’, hvor du får serveret produkter til nedsatte priser. Hold også øje med deres Facebookside, hvor de annoncerer nye produkter, tidspunkter med gratis fragt og konkurrencer.

Billig-Fitness.dk får du alt fra yogamåtter og foamrollers til kettlebells og vægtskiver. Og priserne - ja, de er presset helt i bund. Webshoppen beskriver sig selv som værende leverandør af Danmarks billigste træningsudstyr, og de sammenligner jævnligt priser med konkurrenternes, for altid at være billigst. Hold også her øje med deres Facebookside, for webshoppen serverer både tilbud, konkurrencer og nyheder i deres status-feed. Pssst… er det første gang, du handler hos dem, får du 10% i velkomstrabat!

4. Drop slankepulveret og spis rigtig mad

Når bukserne strammer alle de forkerte steder, og du beslutter dig for at tabe de famøse fem kilo, er det fristende at gå i slankepulver-fælden - det er nemt, det er overskueligt og det smager sødt og dejligt.

Men slankemidlerne er en bekostelig affære, og når der alligevel skal købes ind til kærestens og ungernes aftensmad, slipper pengene hurtigt op. Det bedste råd er derfor: Spis rigtig mad.

Det er faktisk slet ikke så dyrt at spise sundt, som mange tror. Med rigtig, sund mad får du langt flere næringsstoffer og vitaminer end ved at indtage pulver fyldt med fortykningsmidler og sødestoffer. Du får varieret kost. Og når badevægten giver dig et tilfredsstillende tal, ved du, hvilken mad du fremover skal spise, for at dit netop overståede vægttab ikke er spildt arbejde.

5. Lav dit eget fitnessudstyr

For børnefamilier eller travle karrieremennesker kan det være svært at få presset et par ugentlige timer i fitnesscenteret ind i kalenderen. Vil du hellere træne hjemme, men har du ikke lyst til at bruge alle dine penge på det helt rigtige træningsudstyr? Så gå i ‘gør det selv-mode’ og lav dit eget.

Fyld en affaldssæk med sand - så har du en sandsæk. Fyld to store flasker med vand - så har du to håndvægte. Find et gammelt bildæk - så kan du flippe dæk i haven. Byg en høj taburet - så kan du lave box jumps. Du kan med fordel finde inspiration til hjemmelavet træningsudstyr på Pinterest, hvor folk deler rundhåndet ud af hjemmelavede projekter. Brug søgefunktionen øverst på siden for at finde netop det, du leder efter.

Det behøver ikke koste en formue at være en fit-nisse. Med disse fem simple tricks håber vi, at du kan spare en god sjat penge næste gang, du skal forkæle dig selv med fitness på den ene eller den anden måde. God træning!