Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Familieliv

10 gyldne sparetips til børnefamilien

Af Karen Johanne Iversen

Storesøster skal have ny regnjakke, lillebror skal i institution, og mor har lige taget en graviditetstest, som viser to streger.

Det er ingen hemmelighed, at det tærer på bankkontoen at være børnefamilie. Faktisk koster et barn fra første til attende leveår i gennemsnit en million kroner. I får dog lidt rabat på de næste børn i rækken, som kan genbruge storebror eller storesøsters tøj, barnevogn og hagesmækker.

Der skal mad på bordet, tøj på kroppen, og legetøj til læring og underholdning. Derudover kommer de faste udgifter. Drømmer I om at være en børnefamilie med økonomisk overskud? Her får I 10 gyldne sparetips, som kan spare jer for søvnløse nætter med bekymringer og i stedet give jer luft i budgettet.

1. Handl ind på nettet og undgå impulsshopping

online indkøb

Vil I undgå at skulle forbi Netto sammen med resten af familien Danmark, når klokken slår 17? Har I svært ved at jonglere med to børn i den ene hånd og fire indkøbsposer i den anden? Så skal I handle ind i online supermarkeder, hvor fordelene står i kø.

I slipper for at blive lokket af de fysiske supermarkeders mange spot-hylder og tilbudsøer, som oftest resulterer i impulsshopping. I sparer tid fordi i kan sætte jer ned derhjemme og klare jeres ugentlige indkøb på en halv times tid. Sidst men ikke mindst sparer I besværet med at skulle bære varerne hjem fra supermarkedet - varerne bliver nemlig leveret direkte til døren.

2. Køb brugt børnetøj og udstyr

brugt børnetøj

Har I hørt om Reshopper? Opret jer som brugere og find brugte ting til børnene nær jer. Har I en bunke tøj, som ungerne er vokset ud af, eller har I en klapvogn, I ikke længere har gavn af? Så kan I også oprette gratis annoncer og sælge til andre. Det er både penge tjent og penge sparet.

De små størrelser er ret ligeglade med, om det er den nyeste barnevogn, de bliver transporteret rundt i, og om skoene er den nyeste model fra Nike. Det er dyrt nok i forvejen at sætte børn i verden, så hvorfor ikke udnytte deleøkonomiens store potentiale?

3. Hold ferie i Danmark

ferie i danmark

Der er rig mulighed for at finde billige rejser for hele familien i udlandet. Det koster dog en del at købe flybilletter, og parkere bilen til overpris i lufthavnens p-hus, mens I pjasker rundt i middelhavet. Penge, som I kan spare ved at holde ferie i Danmark.

Den oplagte fordel er, at I sparer penge på transporten. Find et sommerhus gennem Airbnb og hold en uges dase-ferie. Hold storbyferie i København, Odense eller Aarhus. Tag på dagstur til Samsø, Fur, Hven eller en af de øvrige 78 beboelige øer, Danmark har at byde på. Eller pak teltet og oplev danmark fra cykelsadlen på en cykelferie.

I behøver ikke flyve flere tusinde kilometer væk for at komme i feriestemning. Den er langt tættere på, end I tror.

4. Sig ‘nej’ og undgå overforbrug

nej

Vil tumlingen altid have en chokofant, når I er ude at handle? Peger lille trut med meget store dådyrøjne på legoæsken i butiksvinduet? Eller er det svært at sige nej, når ungerne plager om en tur på ‘restaurant den gyldne måge’? Ganske forståeligt. Men heldigvis er I ikke dårlige forældre, når I siger nej til børnenes småplagerier i hverdagen.

Faktisk er det lige så kærligt at sige ’nej’ og lære jeres børn, at der ikke altid skal snoldes ved kassekøen og spises McDonald’s hver fredag. For i sidste ende render pengene til fastfood, snolder og legetøj op, og jeres børn elsker jer lige så højt – også selvom I skruer ned for forbruget.

5. Køb stort ind og opnå kæmpe besparelser

bleer stort parti

I en børnefamilie har I højest sandsynligt et stort forbrug af blandt andet bleer, toiletpapir, vaskepulver, kød og pasta. Hold øje med tilbudsaviserne og køb ind i store mængder. For selvom det er flere penge, I skal af med ’her og nu’, er der oftest massive besparelser at hente i det lange løb.

Hvis I er på jagt efter kød, så hold øje med kiloprisen, og hvis I skal tanke op af bleer, så hold øje med stykprisen. En børnefamilie har ofte et stort forbrug, og det kan I udnytte ved at handle ind i store mængder.

6. Skift bilen ud med cykel og cykelanhænger

cykel i stedet for bil

Vidste I, at en af de største pengeslugere i det daglige privatforbrug, er udgiften til transport? Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, så skift bilen eller bare en af de to biler, I måske har, ud med en cykel og en cykelanhænger, som ungerne kan sidde i.

Jernhesten har en lang række fordele som transportmiddel. Blandt andet sparer I penge, fordi I ikke skal betale vægtafgift, forsikring, benzin, vedligeholdelse og reparationer på bilen. Derudover forærer cyklen jer gratis motion, den koster intet i drift, den udleder ingen CO2, og det er begrænset hvor meget, I årligt skal punge ud til cykelreparationer.

Vidste I, at tager I cyklen frem for bilen på korte ture under fem kilometer, bliver det hurtigt til en årlig besparelse på over 5000 kroner?

7. Brug naturen som forlystelsespark

natur forlystelse

Turene til Legoland, Zoo, Bonbonland og de andre forlystelsesparker er ikke kun bekostelige i entré. De er også dyre i forbrug, hvis I også lige skal spise en is, købe lidt souvenirs for ej at forglemme transporten til og fra stedet.

Naturen derimod, den er ganske gratis, og den skal I ikke mange hundrede meter væk fra jeres hjem for at finde. Tag ungerne med i dyrehaven. Pak badetøjet, find en strand i nærheden og hop en tur i bølgerne. Eller besøg en af legeparkerne rundt omkring i landet, hvor der ofte er gratis entré.

Køb ind til hjemmelavede hapsere og børnenes favoritsnacks og nyd hinandens selskab.

8. Ønsk jer praktiske ting til børnene - ikke kun legetøj

ønskeseddel børn

Mangler I en højstol til lillebror? Eller trænger storesøster til en ny cykel? Ønsk jer praktiske ting til børnene i fødselsdagsgave, hvis de alligevel er i en størrelse, hvor de endnu ikke selv har selvstændige ønsker, der kan udgøre en hel ønskeliste.

Til fødselsdagen sniger der sig med garanti alligevel et par pakker ind, som indeholder legetøj, og lad os være helt ærlige: Hvis I kan skåne jer selv for bare ét ‘larme-legetøj’, så gør det ikke gøre noget, vel?

I kan spare mange penge på nødvendige ting til børnene, hvis I sniger et par af tingene ind på børnenes ønskesedler.

9. Udnyt servicefradraget og hyr en rengøringskone

servicefradrag

Har I for længst droppet idéen om, at I skal være de dér overskuds-agtige forældre, der altid har skinnende badeværelser og nyvasket sengetøj? Forståeligt. For det er ikke nemt at være forælder, karrieremenneske, kok, rengøringskone, havemand og håndværker på én og samme tid, når der er børn tilstede.

Hyr i stedet en rengøringskone og udnyt servicefradraget. Servicefradraget (som også kaldes håndværkerfradrag) betyder, at I per person årligt ikke skal betale skat af de første 6.000 kroner, som I betaler for serviceydelser i hjemmet. Det vil sige, at når I bor sammen som par, kan I trække op til 12.000 kroner fra i skatteregnskabet.

På Skats hjemmeside er det beskrevet hvilke ydelser, der betragtes som serviceydelser. Servicefradraget omfatter blandt andet almindelig rengøring, børnepasning og havearbejde.

10. Gå på restauranter, hvor børnene spiser gratis

livretter børn restaurant gratis

Er det svært at få råd til restaurantbesøg med børnene? Heldigvis kan I sagtens finde restauranter, hvor børnene mere eller mindre spiser omkostningsfrit, og som garanterer glade børn og mætte maver.

På Restaurant Flammen kan børn under 12 år i hverdagene spise sig mætte fra buffeten for 99 kroner, børn under 8 år for 49 kroner, og børn under 4 år helt gratis.

Hver søndag er der ‘Happy Sunday’ på Jensens Bøfhus. Her kan op til tre af jeres børn nyde en 2-retters menu til halv pris.

Som børnefamilie vil I sikkert gerne spise tidligt på aftenen, og det vil Bone’s gerne belønne jer for. Mandag til torsdag kan I nemlig benytte jer af deres ‘Early Birdy’-tilbud, hvor I sparer 20% på regningen, hvis I spiser i tidsrummet 16:30-19:00.

I kan altså sagtens skrue ned for udgifterne som børnefamilie. Med disse 10 sparetips håber vi i hvert fald, at vi har hjulpet jer godt på vej til mindre overtræk og mere luft i budgettet.

Kilder: Hvad koster et barn?