Speakers' Corner, Familieliv

Eksperternes tips: Sådan lærer du dine børn om penge

Cecilie Asaa 21-09-2017

Hvad gør du, når din datter tigger penge til en pose slik? Eller når din søn brændende ønsker sig en mobiltelefon, men ikke har pengene til den selv?

Som forælder vil du støde ind i alverdens problematikker, når det handler om dine børn og penge. For penge er en vigtig del af livet. Og derfor også en vigtig del af børneopdragelse. Men hvordan lærer du dine børn om kroner og ører på den bedste måde?

Vi har spurgt tre eksperter fra Spiirs ekspertpanel, Speakers' Corner, hvordan du kan opdrage dine børn til at blive gode til at styre deres penge. Eksperterne er:

Læs med her, og få eksperternes allerbedste råd.

1. Hvordan lærer man sine børn om penge i en tid, hvor pengesedler og mønter er blevet til dankort og netbank?

børn penge opdragelse digital ipad

Pelle Guldborg Hansen: “Der har vist aldrig været en let måde at lære sine børn om penge – eller andres, for den sags skyld; og den digitale udvikling har på ingen måde hjulpet med at gøre det lettere.

Mit råd er derfor, at du skal holde fast i det gode gamle Matadorspil og altid give dine børn lommepenge i kontanter – og helst i 25-ører, hvis de altså stadig fandtes.

Den bedste illustration af dette oplevede jeg for nogle år siden, da jeg spillede Matador med mine niecer og nevøer. Her havde min mor opgraderet til en version af spillet, hvor man betaler med elektroniske kort i stedet for papirsedler. Spillet tog den halve tid af, hvad det plejer, for børnene tog den ene dårlige økonomiske beslutning efter den anden, og når de løb tør for penge, var de meget overraskede.

Hvorfor? Grunden til dette er nok, at der særligt er tre konsekvenser af digitale penge, der udfordrer børn såvel som voksne.

For det første viser forskning, at vi mennesker simpelthen har sværere ved at huske, hvor mange penge vi har brugt, når de er digitale. For det andet har forskning vist, at den ‘smertefulde afsked’ vi oplever, når vi betaler med mønter og sedler forsvinder med digitale penge. Det er simpelthen sværere at opleve og dermed reagere på en usynlig transaktion. For det tredje har forskning vist, at det er langt sværere for os at holde styr på, hvor mange penge vi bruger, når penge er digitale. Dermed bliver det også sværere at udøve en basal selvkontrol med vores forbrug".

Lone Eriksen: “Det er en god ide at give børn lommepenge allerede fra de er omkring 5 år og lade dem løse opgaver hjemme for pengene. Fortæl dine børn, at de kan bruge lommepenge til at købe det, de ønsker sig for. Giv dem mønter og sedler og giv dem en pung til at opbevare kontanterne i. Så kan de mærke pengene og ikke blot se dem på en skærm.

Når dine børn vil købe noget, så lad dem tælle pengene op og selv betale for købet. Fortæl dem, når de er klar til det, at lommepenge er ligesom, når de voksne får løn. At de skal yde noget for at modtage penge. At de sælger deres tid og arbejdskraft for penge. På den måde vil de med tiden forstå, at det er vigtigt at overveje seriøst, hvad de vil bruge penge på”.

Torben Wiese: “Mange gode – som dårlige - vaner grundlægges allerede i barndommen. Barnet ser på forældrenes adfærd, lytter til samtaler og føler stemningen i hjemmet.

I gamle dage var det nemmere end i dag, rent visuelt, at vise ‘kontanter’ og hvor mange eller få, der var tilbage. Derfor er det nu og fremover endnu vigtigere at visualisere indtægter og udgifter på andre måder. Afhængigt af alder kan du gøre det ved at vise konkrete tal, fylde glaskugler i en vase eller noget tredje. Fortæl dit barn at når glasset er fyldt, får I råd til biografturen. Eller fyld en sparegris med mønter og gå i banken, sæt dem ind og se tallet stige på kontoudskriftet.

Desuden er det centralt, at du giver udtryk for dine (sunde) holdninger til økonomi og forbrug. Eksempelvis: “Hvad der er sparet er tjent”, “Nu mangler du kun to måneder mere, så har du sparet op til din nye telefon” og så videre. Men husk samtidig at overveje hvilke samtaler og informationer dine børn skal involveres i, så dine børn stadig føler sig trygge og kan nyde barndommens bekymringsfrie liv”.

2. Hvad skal der til, for at ens børn bliver gode til at styre deres penge? Ikke bare nu - men resten af livet.

Børn penge opdragelse nødder hænder tælle

Pelle Guldborg Hansen: “En personlig revisor, der følger med dem overalt, ville helt sikkert være en god ide. Hvis du ikke har råd til det – og det tror jeg gælder de fleste – så skal du lære dem følgende tre ufravigelige regler:

  • Regel nummer et: Afhængig af beløbet må du aldrig købe noget, uden at du først er trådt væk fra disken (over 10 kroner), er gået ud af butikken/hjemmesiden (over 100 kroner) eller har ventet en dag (over 500 kroner). For så kan du nå at tænke dig ordentligt om. Når du bliver ‘lun’ på en vare bliver du nemlig ‘varme’ i hovedet. Det vil sige, at du ikke kan tænke rationelt og se det større perspektiv, når du står i selve købssituationen…. Det er forresten også en udmærket regel, når det kommer til kærlighed.

  • Regel nummer to er, at du altid skal forestille dig, hvad det er, du ellers ville kunne bruge pengene til, når du er ved at købe noget. Altså hvad du giver afkald på. Og endnu bedre, så skal du gerne have forberedt muligheden for sådan en sammenligning, allerede længe før du nogensinde står i købssituationen. Med andre ord, så består dette råd i, at du skal lære dine børn at lægge et budget – og sådan et budget lægges forresten bedst i kuverter og ikke i Excel. Så lav et budget med dine børn derhjemme og put pengene i forskellige kuverter. På den måde lærer de præcist hvilke penge, de kan bruge med god samvittighed; samt om det er strøm, tandlæge eller mor og fars julegave, de er ved at give væk, når de køber noget.

  • Den tredje regel er: ring til far. Eller mere præcist, så skal du lære dine børn, at de altid skal overveje deres forbrug med et andet menneske, der er mere fornuftig, end de selv er i situationen. Det vil sige mennesker, der står på sidelinjen og ikke selv brændende ønsker sig et par ‘overpriced kinesiske kondisko’. Igen gælder denne regel ikke kun i forbindelse med økonomi, men også i forbindelse med alle andre aspekter af livet. Ring til far – han kan tage forventningens glæde ud af ethvert fjollet køb”.

Lone Eriksen: “Det er vigtigt, at du som forælder tidligt lærer dine børn om, hvordan de skal prioritere deres behov. Lær dine børn at spare op, når de ønsker sig noget stort. På den måde lærer du dem at udsætte deres behov. Når pengene til en legobil eller barbie endelig står på kontoen, er det ikke sikkert, at dine børn stadig ønsker sig lige netop det, og så har det sparet de penge.

Lær også dine børn, at det er godt at ‘sove på en købsbeslutning’. Hvis ønsket er lige så stort i morgen, som det er i dag, er det i orden at købe det. Hvis ikke, så giver det sig selv.

Inddrag dine børn i økonomiske beslutninger. Selvfølgelig ikke, om der skal købes hus eller bil. Men skal I eksempelvis på ferie, så tag børnene med i beslutningsprocessen. Det giver dem en god fornemmelse for, hvordan I prioriterer jeres værdier, og at alle beslutninger har konsekvenser. I den samme proces vil dine børn også automatisk lære at indgå kompromiser og tage hensyn til andres ønsker”.

Torben Wiese: “I et velfærdssamfund som det danske kan der være en tendens til, at forældre betaler ‘alt’ eller meget for deres børn, fordi de tror, at det hjælper og beskytter børnene. Men ofte sker det stik modsatte, fordi dit barn så ikke ved, hvor pengene kommer fra. Dit barn opnår ikke en lige så dyb glæde ved ting, det blot får, fordi der ikke stilles nævneværdige krav til dem, som hvis de selv havde tjent pengene. Du risikerer derfor, at dit barn bliver dovent, utilfreds, forkælet eller ikke performer godt på andre områder, hvor der kræves en indsats, som eksempelvis i skolen.

Tingene skal ikke altid komme for nemt. Glæden ved selv at arbejde og tjene penge og være uafhængig overstiger 1000 gange glæden ved bare at få stukket en mobiltelefon i hånden. Barnet tager ikke skade af at bruge en gammel Nokia 3310, indtil de selv har tjent pengene til en nyere model”.

3. Er det en god ide at give sine børn lommepenge, for at lære dem om penge?

Børn penge opdragelse lommepenge sparegris

Pelle Guldborg Hansen: "Nej. Man lærer ikke noget ved at få. Det går stik imod pengenes grundlæggende funktion: et middel til udveksling af tjenester. Så at give børn lommepenge er i værste fald at lære dem at gå på velfærdsydelser fra dag ét; eller i bedste fald, at de er centrum for en ugentlig fejring. Skal dine børn lære om penge, skal de i stedet gøre det samme, som når de skal lære et spil: de skal følge reglerne.

Regel nummer et: Med penge følger pligter. Senere i livet omdøber vi det bare til ‘løn’ og ‘arbejde’. Har du ikke nogen pligter i hjemmet, dit barn kan tage sig af, fordi vaskemaskinen klarer det hele, så find på noget.

Regel nummer to: Penge er ikke kun pligter. Der følger også et moralsk ansvar med. Læresætningen ‘penge er magt’ skal nemlig tages bogstaveligt. Vi gider ikke se flere hjemløse sidde i kø foran mærketøjsbutikker på vegne af velbjergede unge. Så der skal være klare regler for, hvad penge må bruges til”.

Lone Eriksen: “Ja. Det er en rigtig god ide. Se mit svar i det første spørgsmål”.

Torben Wiese: "Lommepenge bliver tit givet som ‘aflad’ for at tage den vigtige samtale med barnet og/eller for at skabe (arbejds)ro her og nu. Der er pres på, fordi barnet siger at ‘alle de andre i klassen får så og så meget i lommepenge – hvér uge…’. Og du vil måske ikke fremstå som en ‘dårlig’ forælder. Men i virkeligheden er det måske de forældre, der stiller krav, der i længden gør det bedste for deres børn. En god ide er i øvrigt at ringe til de andre forældre i klassen og høre, hvad de rent faktisk giver deres børn i lommepenge. Der kan sagtens være forskel på det dine børn siger, og hvordan virkeligheden ser ud.

Giver du lommepenge, vil en god vane, efter min mening, være, at der skal præsteres noget for dem og helst løbende og jævnligt. Pligter som barnet ved er en hans/hendes. Desuden kan du overveje at kræve, at 20% af lommepengene spares op til noget barnet ønsker sig nu eller i fremtiden”.

4. Hvad bør man ikke gøre, når man skal lære sine børn om penge?

Børn penge opdragelse lege lego

Pelle Guldborg Hansen: “Giv aldrig forskud på lommepenge. Du lærer blot dine børn at tage et kviklån. Men kan du ikke lade være, så gør som mig. Efter jeg er startet med at tage 50% i etableringsgebyr og en ugentlig rente på 20% er min søn blevet god til at spare op på forhånd”.

Lone Eriksen: “Først og fremmest skal du selv gøre det, du siger, dine børn skal gøre. Ellers virker det useriøst. Derudover skal du passe på med at blive en ‘økonomisk curlingforælder’, der giver dine børn alt i samme sekund, de udtrykker et ønske om det. Børn af ‘økonomiske curlingforældre’ er desværre gode kunder i kvikslånsbranchen og har en høj risiko for at ende i RKI”.

Torben Wiese: Hvis du aldrig taler om økonomi, og om hvor penge kommer fra, lærer dine børn ikke af dine holdninger og værdier. De adopterer måske i stedet deres venners økonomiske vaner, og det er ikke sikkert, at disse er værdifulde.

Så som forælder bør du ikke:

  • Lade være med at tale om økonomi

  • Lade som om, penge vokser på træerne

  • Undgå en diskussion/skænderi blot for at få ro her og nu. Tag diskussionen, hvis du vil lære dit barn, at det ikke kan få alt, hvad det peger på, bare fordi det plager længe nok.

  • Købe på afbetaling og fortælle dine børn om det. I stedet bør du så vidt muligt spare op og vise dine børn glæden ved det”.

Blev du klogere?

Som forælder er det selvfølgelig dit eget valg, hvordan du opdrager dine børn. Hos Spiir går vi ind for, at du lærer dine børn, at penge er digitale, så tidligt som muligt. Kontanter og andre konkrete måder at vise, hvordan penge fungerer, er glimrende. Men glem ikke, at vi kommer tættere og tættere på at være et kontantløst samfund.

Så vil du forberede dine børn på fremtiden, skal du, ud over at lære dem om penges værdi, også give dem gode redskaber til at styre deres penge digitalt. Vi kan selvfølgelig anbefale vores egen app, men der findes også andre digitale redskaber som eksempelvis appen Mymonii, der er målrettet til børn og gør det nemt og overskueligt for dig at give dine børn en forståelse for penge.

Se også Magasinet Penge om Børn med betalingskort som blev vist på DR1 den 13. September 2017. Spiirs direktør Rune Mai fortæller i programmet, hvordan han lærer sine børn, Viola og Isak, om penge. Han har blandt andet givet begge et betalingskort og lader dem følge med i deres pengeforbrug i Spiir appen.

Har du andre gode råd til at lære børn om penge, så del dem gerne med os.

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.