Studieliv

SU-venlig rejseform: Interrail

Karen Johanne Iversen 20-04-2017

Sommeren er så småt på vej, og vi længes efter store is og bare ben under varmere himmelstrøg. Feriepengene er blevet udbetalt, og det er nu tid til at få planlagt sommerens feriedestination.

Som studerende på en videregående uddannelse tillader eksaminer og undervisning ikke de lange rejser - hverken i efterårsferien, vinterferien eller i påskeferien. Til gengæld har du typisk to til tre måneders sommerferie, hvor du kan gemme bøgerne af vejen og i stedet hente passet frem fra gemmerne.

De færreste studerende har dog råd til at rejse hele verden rundt. Hvad gør du så? Du tager selvfølgelig på Interrail! En SU-venlig rejseform, som er indbegrebet af frihed, ungdom, eventyr og socialt samvær. Her får du virkelig værdi for pengene.

Spiir har allieret sig med to inkarnerede interrailere, som her giver dig de bedste rejsetips til Interrail som rejseform.

Interrailerne: Marie og Mette

Her er de så, Marie og Mette. Pigerne er henholdsvis 23 og 24 år og studerer til dagligt på Aarhus Universitet. I det følgende har pigerne taget udgangspunkt i hver deres Interrail-rejse.

mette og marie

Interrail - sådan gør du

Interrail går i alt sin enkelthed ud på at rejse med tog rundt for at opleve en række forskellige europæiske destinationer.

Du starter med at købe et ‘Interrail Global Pass’ på nettet, som varierer i pris og rejsedage. Du kan eksempelvis købe passet hos DSB. Det største pas koster 3750 kroner for 30 dage. Når du har købt et pas, kan du frit rejse rundt i 30 forskellige lande i Europa de 30 dage - eller så længe dit pas gælder.

Du modtager dit ‘Interrail Global Pass’ med posten sammen med nyttige rejsetips og informationer. Så er det bare at komme i gang med at planlægge ruten.

piger i undergrund

Planlæg og spar knaster

Da Marie og Mette skulle planlægge deres Interrail-ture, var der stor forskel på, hvordan de greb det an:

Mette: “Jeg var afsted med to veninder. Vi startede med at kigge på togforbindelser og ønskedestinationer og fik det til at gå op i en højere enhed. Vores tur varede 12 dage, og vi valgte at starte i Østeuropa og slutte vestpå, så ruten kom til at se således ud: Prag, Budapest, Verona, Paris og Amsterdam. Det var vigtigt for os at få planlagt turen grundigt hjemmefra. Vi syntes, at det gav mere kvalitet, mere værdi for pengene og færre bekymringer undervejs på turen. Jeg anbefaler, at man finder kortet frem og vurderer, hvad der er realistisk. Vi bookede de første par hostels hjemmefra og bookede undervejs til et par dage frem - det gav mere fleksibilitet”.

mette og veninder i tog

Marie: “Min veninde og jeg var afsted i 30 dage - udelukkende i Østeuropa. Vi tog det hele meget ‘ad hoc’. Det resulterede i, at vi flere gange var ude for, at byernes hostels var fyldte. Vi kunne sagtens have gjort det meget billigere, hvis vi bookede alle overnatninger hjemmefra, men det var ikke sådan en slags ferie, vi ønskede os. Vi ville have det så fleksibelt, som muligt, så vi hele tiden kunne ændre mening, hvis den oprindelige plan ikke passede os alligevel”.

Det kan altså være en god idé at overveje, om du vil planlægge hele turen hjemmefra og dermed også finde de billigste alternativer, eller om du hellere vil betale lidt mere for friheden og fleksibiliteten i at tage turen, som den kommer. Med sidstnævnte løsning bliver du dog nødt til at gå på kompromis med prisen, da de billigste hostels kan være booket, når du ankommer til destinationen.

Autentiske oplevelser og guld for ingen penge i Østeuropa

Når du rejser på Interrail, vil valget af destinationer have afgørende indflydelse på, hvor langt pengene rækker. Det er nemlig ikke nær så billigt at spise baguettes i Paris, som det er at spise gullasch i Budapest. Både Mette og Marie var opmærksomme på valget af destinationer:

Marie: “Vi havde på forhånd besluttet os for at rejse til Østeuropa, hvor alting heldigvis er billigt. Vi kunne slet ikke have rejst lige så billigt, hvis vi var taget til Central- og Vesteuropa. Det fede ved Interrail er, at man kan kombinere storby-, natur- og badeferie for langt færre penge, end hvis vi skulle på disse ferier separat. Vi fik både storbyferie i Krakow, natursmuk ferie i Brasov og badeferie i Budva”.

Marie i Budapest

Mette: “Jeg har været så dum to gange at rejse vestpå, og det kan simpelthen ikke betale sig økonomisk. Vælg de fede upcoming østeuropæiske byer i steder for de gamle travere, hvor alle har været - London, Paris og Rom. Drop det! Der er meget mere guld østpå: Billige øl, gamle hyggelige byer og bumletog, hvor du kan være heldig at få høns eller geder som rejsemakker. Vældig autentisk!”

Mette og veninder på torv

Der er altså råd til langt flere drinks, restaurantbesøg og museumsoplevelser, hvis du går på opdagelse i de østeuropæiske storbyer.

Afsæt penge til snold og drop pladsbilletten

Selvom Interrail byder på frihed, spontanitet og mental afkobling fra studiet, er det ikke en ferie med ‘all inclusive’. Du skal derfor indtænke de uforudsete udgifter, der kan opstå undervejs.

Mette: “Aftal med dig selv hjemmefra, hvad du må bruge på shopping. Når man rejser fra by til by, er der tusindvis af fristelser, som er svære at modstå. ‘Jeg er jo på ferie’-undskyldningen får hurtigt ben at gå på, så beslut dig for et beløb, som du må snolde for undervejs”.

Marie: “Mange toge kræver, at du køber en pladsbillet for at komme med, og det kan hurtigt løbe op. Tag derfor i stedet regionaltogene, hvor du kan nøjes med dit ‘Interrail Global Pass, og du undgår derfor en ekstra transportudgift. Appen DB Navigator, som er den tyske pendant til DSB, er helt uundværlig på Interrail. Her kan du nemt tjekke togafgange og finde frem til hvilke toge, du behøver pladsbillet på”.

Afstem forventninger og undgå fnidder

Vil du og rejsepartneren gerne undgå, at der opstår fnidder undervejs på turen, fordi I ikke lige fik talt om hvor mange penge, der skulle fyres af på drinks, hoteller og forlystelser? Pigerne fortæller om, hvordan de greb det an:

Marie: “Vi var fra starten enige om, at vi prioriterede oplevelser højere end overnatningsstedernes kvalitet. Derudover havde vi ikke nogen begrænsninger. Vi spiste aftensmad ude hver aften, og to af gangene var vi endda på Michelin-restaurant, fordi det er så billigt i Østeuropa. Morgenmad og frokost blev en sandwich ‘on-the-go’. Vi lavede ikke mad på noget tidspunkt, fordi vi simpelthen ikke gad. Vi riverraftede og drak øl om aftenen, men til gengæld shoppede vi ikke andet, end hvad vi lige manglede. Det vigtigste for os var, at vi ikke ville føle os økonomisk begrænsede. Heldigvis rejste vi i byer, hvor der skal meget til, før kreditkortet bliver rødglødende”.

Marie Budapest

Mette: “Vi havde ikke lagt et decideret budget. Vi afstemte forventninger hjemmefra og besluttede os for at transportere os selv så billigt, som muligt, finde billige dorms med adgang til køkken. Beliggenheden skulle være god, og vi prioriterede rene hostels uden svamp på væggene. Vi forkælede os selv med god mad, drinks i byen og spændende seværdigheder, hvor vi i øvrigt huskede at flashe studiekortet. Hvis man er bevidst om sine økonomiske prioriteter og husker hinanden på dem, så er det bare at nyde ferien og gøre det, man har allermest lyst til”.

Piger i dorm på interrail

Tre gode råd til dig, som skal på Interrail

Er du blevet hooked på idéen om Interrail? Spiir har samlet pigernes tre bedste råd til dig, så du kommer allerbedst fra start:

Planlæg dig til en billigere ferie

Vi kan ikke sige det nok: planlægning, planlægning, planlægning! Der er et væld af informationer at hente på Interrail.eu. Du kan finde informationer om ruter, togtider og destinationer. Ved at lave research hjemmefra er du sikret de billigste alternativer på din ferie.

Hav udstyret i orden

På Interrail bliver det hurtigt bøvlet at rende rundt med en stor rullekuffert, når man skal ind og ud af de mange toge. Lån eller investér i en stor rygsæk eller backpack, som er komfortabel at bære rundt på. Der kan være rigtig meget i sådan en backpack, men lad endelig være med at overfylde rygsækken. Du kommer til at gå mange kilometer med den tunge taske på ryggen. Måske du i virkeligheden kun har brug for et enkelt par shorts, du kan vaske på turen. Og så skal der også være plads til, at du kan købe en souvenir eller to med hjem.

Forventningsafstem og NYD DET!

Den åbenlyse økonomiske fordel ved interrail er, at du kommer til at rejse langt og se meget for få penge. Det er virkelig ‘value for money’, så forventningsafstem med rejsemakkeren og nyd de valg, I har truffet. Få det bedste ud af det budget, I har lagt. Så bliver det med garanti en uforglemmelig tur!

God økonomisk sommerferie!

Marie ved vandfald

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.