Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Budgetskema

Få økonomiske superkræfter med Spiirs app

Af Julie Mikkelstrup

Mangler du økonomisk overskud? Har du svært ved at gennemskue, hvorfor bankkontoen måned efter måned går i minus? Eller vil du bare gerne blive bedre til at holde dankortet i lommen?

Spiir har lavet en app, der agerer din økonomiske assistent. Du får økonomiske superkræfter helt uden at svede over besværlige budgetskemaer og gammeldags lommeregnere.

Spiirs assistent var en øjenåbner

For Martin Linde, var det en øjenåbner at få Spiir assistenten til at overvåge hans økonomi. Martin Linde står bag bloggen gode-tips.dk. Han opdagede blandt andet, at posten til indkøb af burgere og pizza havde sit eget liv.

“Jeg har faktisk aldrig haft en idé om mit forbrug af fastfood. Det er nok lidt højere end forventet - lad mig sige det sådan,” siger Martin Linde. Han troede, han havde en god fornemmelse af sit pengeforbrug, men Spiirs app lærte ham det modsatte.

“Jeg blev overrasket. Faktisk lidt chokeret. Min fornemmelse af mit pengeforbrug er åbenbart ikke helt skarp,” erkender han.

Undgå unødigt forbrug

Martin Linde opdagede sit overforbrug af fastfood ved at indstille app-funktionen forbrugsmål.

Med en slider kan man i app’en vælge et maksimumbeløb for eksempelvis fastfood. Assistenten vil holde øje med, om du holder dig inden for beløbet og sende dig besked om, hvordan du klarer det. Helt nemt og enkelt.

Martin Linde synes, der er et stort potentiale i funktionen, fordi den sørger for, at han ikke bruger penge på ting, han ikke har brug for.

“Den er med til at nedsætte mit forbrug af ‘unødigt’ forbrug,” forklarer han.

Det er denne og andre simple funktioner i app’en, der giver dig økonomiske superkræfter. Du kommer oven på din økonomi helt automatisk.

Bliv boss over din økonomi

Undersøgelser viser, at tre ud af fire danskere faktisk forsøger at holde orden i økonomien ved at lægge budget. De glemmer dog at tjekke op på budgettet, og derfor udebliver den økonomiske gevinst.

Efter Martin Linde har prøvet Spiirs app er han helt sikker på, at app’en kan være med til at give ham det forkromede overblik over hans økonomi og mere til.

“Jeg tror rent faktisk, at denne app ikke bare nøjes med at give mig overblikket over min økonomi. Den kan også motivere mig til at tænke mere over mit forbrug,” konkluderer han.

Har du fået mod på at holde dig ajour med dine pengevaner og få klar besked om dine evner udi privatøkonomi - både når du klarer dig skidt, og når du styrer for vildt? Så hent Spiir assistenten her og bliv boss over din økonomi.

Martin har skrevet om sin oplevelse med app’en på gode-tips.dk. Tjek hans anbefalinger ud og smid en besked i kommentarfeltet, hvis du er enig i hans betragtninger.