De Pengepressede: "Frygten for at falde igen forsvinder aldrig helt"

“Dybest set vil jeg nok altid være en lille smule bange for at ende på bunden igen.”

Hvor langt er der egentligt fra overskud på kontoen til den økonomiske bund?

Det ved Jonas alt om. 

Her deler han sin pengehistorie, som en del af projektet og bogen – ‘De Pengepressede’.

Sammen med Ungdomsbureauet sætter vi nemlig fokus på de 100.000 unge danskere, der befinder sig i en svær økonomisk situation. For selvom penge påvirker os alle hver dag, skjuler vi ofte vores pengeproblemer for vores nærmeste. Det vil vi være med til at ændre! Derfor deler vi de unges historier, så det bliver nemmere for os at tale åbent og ærligt om penge.

Frygten for at falde igen forsvinder aldrig helt

Jeg sætter mig ind i toget og kører på røven fra Sakskøbing station. Der er ingen penge på mit kort. Mine to år på Lolland har ikke ligefrem været nogen stor økonomisk succes.

Jeg flyttede herned, fordi jeg havde brug for at komme væk. Væk fra Vestegnen og de problemer, der havde hobet sig op i mit liv. Dengang var min mentale rygsæk fyldt godt op med en buldrende fornemmelse af posttraumatisk stress og en alt for levende erindring om de tæsk, som livet havde givet mig.

Min bagage er ikke ligefrem blevet lettere i løbet af mit lollandske eksil. Tværtimod har jeg taget 80 kilo på. De mange ekstra kilo på min krop er dog ikke en valuta, der er gangbar til at betale regninger med. Eller min togbillet tilbage til hovedstadsområdet for den sags skyld.

Min destination er Rødovre, hvis jeg får lov at komme så langt. Jeg er blevet stillet en lejlighed i udsigt af kommunen, men min telefon har været spærret de sidste par uger, fordi jeg ikke har kunne betale min telefonregning. Derfor har jeg ikke fået fat i min kontaktperson. Det kan også være lige meget nu. Jeg har allerede pakket mine ting og taget chancen. Jeg har alligevel ikke noget at miste.

Det vender sig i maven på mig, da kontrolløren nærmer sig min plads. Heldigvis er han flink og overbærende. Han køber min forklaring og lader mig køre med til København.

Jeg håber, at hans venlige behandling er et tegn på bedre tider. Desværre går det anderledes problemfyldt, da jeg får talt med kommunen. Min kontaktperson har ikke fikset de ting, han skulle. Nu er han på orlov, og hans vikar har ikke bemyndigelse til at stille mig en lejlighed til rådighed.

Det er 2010, jeg er 18 år gammel, og det er, som om den finanskrise, hele landet er ramt af, viser sig som et splintret spejl i min privatøkonomi. Jeg har ikke en krone på lommen, og nu er jeg officielt set også hjemløs.

Kort sagt er jeg fucked.

Skammen forfølger mig

For mig er det værste ved at være broke, at jeg ikke føler, det er socialt acceptabelt. Jeg oplever skammen dobbelt, for den kommer både fra mig selv og fra omverdenen.

Jeg får i den grad lov at mærke skammen i løbet af min første tid tilbage i Rødovre. Jeg sover på sofaer hos de få venner, jeg har tilbage fra tiden, før jeg forsvandt. Mit netværk er skrællet helt ind til benet på de to år, jeg har været væk.

Det er ekstremt svært for mig at være social uden at have penge. I starten sagde jeg nej til det meste, for jeg kan ikke bære tanken om, at de andre skal betale for mig. Det er for flovt. Rent rationelt er der nemt nok for mig at sige, at der ikke er noget skamfuldt i at tage imod, men det er noget helt andet, når jeg står i situationen. Så begynder følelsen af skam at tage over i min krop. Jeg får lyst til at forsvinde eller føler mig presset til at komme med en dårlig undskyldning, så jeg ikke skal konfronteres med det tabu, som penge udgør i mit liv.

Jeg ved, at mine venner og veninder vil mig det godt, men det bliver ved med at føles helt grundlæggende forkert indeni. Især i byen, hvor folk bliver langt mere gavmilde i takt med at promillerne stiger, og jeg får det værre og værre ved tanken om, at jeg drikker deres penge op.

Jeg er en tørstig, ung mand, og jeg er mere eller mindre alkohol-resistent. En bytur koster hurtigt en måneds forbrug af mad, nogle gange mere.

De penge mine venner glædeligt spenderer på ti shots eller en drink til mig på en støjfyldt bar om natten, kunne ingen af os nogensinde finde på at bruge på at fylde hinandens indkøbskurve op med om dagen.

På den måde oplever jeg en utrolig stor skævhed i den måde, vi bruger vores penge på. Ingen blinker med øjnene, hvis vi går amok i byen. Mine venner er næsten ligeglade med, hvem der betaler. Omvendt sidder pengene langt mere tæt til kroppen, hvis jeg har brug for en skilling til kedelige ting som toiletpapir og tandpasta.

Vi er unge, og det er ikke nok bare at have et arbejde og tjene penge. Blandt vennerne forventes det også, at der er råd til at bruge dem på sjov og ballade. Ellers stemples man hurtigt som kedelig.

Det prædikat gider jeg ikke at have siddende på mig, så jeg får sparet sammen og sneget mig med til Roskilde Festival sammen med mine venner. Jeg har dog på ingen måde råd til at betale for de mange rammer øl, min camp hver dag kører ned, når vi spiller ølbowling. Allerede på dag ét erkender jeg, at jeg må på vandvognen. Det bliver en festival fuld af skam, selvom mine venner er gavmilde.

Hvorfor kan du ikke bare få et job?

I den tid, jeg har det sværest, er jeg ikke i stand til at varetage et arbejde. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Faktisk er det det eneste, jeg vil. Men jeg er så mentalt presset, at det ikke er en mulighed.

Jeg oplever, at det faktum bliver mødt med stor undren af den ældre generation. Hvorfor kan du ikke bare få et job, bliver jeg tit spurgt. Hvor svært kan det være at få noget i Netto?

For mig var det på det tidspunkt uendelig svært. Men hvis jeg skal fortælle dem hele min historie, bliver det hurtigt en længere, ubehagelig snak – både for mig selv og for den, der har spurgt.

I stedet forsøger jeg at lade være med at tage kritikken alt for bogstaveligt. Måske er folks angreb ikke altid så hårdt ment. Alligevel påvirker de løftede øjenbryn mig meget. Jeg får fornemmelsen af, at jeg i andres øjne blot er doven og uduelig. Endnu et curlingbarn, som den ældre generation kan pege fingre af.

Jeg begyndte at komme i forskellige praktikforløb. Praktikforløbene blev flere og flere. To måneders fuldtidsarbejde, der altid ender på den samme deprimerende måde: ”Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde dig et job.”

Til sidst kan jeg tørre røv med de anbefalinger, jeg får. For selvom de alle med tomme flotte ord beskriver, at jeg er mødestabil, intelligent, social og arbejdsom, får ingen af dem mig afgørende tættere på et fast job, som kan sætte en stopper for min elendige økonomi.

Jeg er på en slags overlevelsespenge fra kommunen. Når jeg har betalt for den lejlighed, jeg har fået fat i og for mine faste udgifter, har jeg 700 kroner tilbage at leve for om måneden. Det er lige under 25 kroner om dagen. Hver dag er en kamp for ikke at bruge for meget. Det er ekstremt stressende for mig at leve på et så usikkert grundlag.

Det værste er, at pengene fra kommunen er forudbetalte og ophører, så snart jeg får fingrene i et job. Men her vil pengene først trille ind ved den efterfølgende måneds afslutning, og det betyder, at jeg vil have en måned uden noget som helst at leve for. Den kattepine tilføjer endnu et tykt lag af stress til min tilværelse.

Et eksprestog mod bedre tider

Jeg kan se på ham, at han ikke tror, jeg kan klare det, men han holder det for sig selv. Efter at have vist mig hurtigt rundt i butikken ryger det alligevel ud af ham.

”Er du sikker på, at du kan klare at stå op hele natten? Det er nogle ret brutale vagter for kroppen.”

Jeg svarer ham, at jeg kan starte med det samme. Hvis han kan finde en trøje, der passer til min størrelse omme bagi, er jeg på.

Han virker ikke helt overbevist, men jeg forsikrer ham om, at han kan trække min løn tilbage, hvis jeg ikke leverer, som jeg skal.

To dage senere får jeg min første vagt i 7-eleven. Den stramme sorte polo, jeg får på, holder ikke mange minutter, før de to øverste knapper springer op. Men jeg klare min vagt uden problemer.

På min anden vagt giver min nye chef mig nogle penge til at købe noget andet tøj for. Han giver mig endda 600 kr til at købe et par nye sko. Derfra går det kun en vej. Fremad. Endelig får jeg lov til at vise, hvad jeg kan.

Hurtigt bliver jeg ham, de andre ringer til, hvis de skal have taget en vagt. Jeg arbejder ni dage i streg. Om natten og om dagen. Jeg er ligeglad. Så længe jeg bliver betalt, er alt godt.

Arbejdet løsner de sorte skyer, der hænger over min økonomi. Og det klarer også op i mit sind. Dag for dag kommer jeg i bedre form, og jeg taber mig 15 kilo de første fire måneder. Jeg lærer en masse nice mennesker at kende på mine vagter og mærker et overskud, som har været væk i årevis.

Jeg blev valgt som bestyrelsesformand i det boligselskab, jeg er tilknyttet. Som den yngste nogensinde. Jeg sørger for, at de får sendt mig afsted på en masse kurser. Og jeg kommer tilbage med diplomer i økonomi, konflikthåndtering og ledelse.

Jeg sidder til bords med folk på tres og diskuterer gigantiske renoveringsarbejde til mere end en milliard kroner. Selvom jeg mærker en vis skepsis ved, at der har sneget sig en meget ung fyr med om bordet, er der heldigvis ikke noget at indvende i forhold til min sans for tal. Jeg har styr på det, jeg skal have styr på. Og jeg er ikke bange for at vise det. Det føles fantastisk godt.

På kort tid går jeg fra at have gået rundt i badetøfler, fordi mine sko var slidt op, til at kunne gå i pæne skjorter, hvis det er det, jeg har lyst til. Det er slut med at vente med at blive klippet i ni måneder, fordi der er ikke er penge på mit kort.

Jeg samler både på pyntekrukker og pant

I dag har jeg en god økonomi. Nu står der pyntekrukker i min stue til 250 kroner stykket. Jeg har krystalglas, der ikke må komme i opvaskemaskinen, og sølvtøj som skal vaskes fint af i hånden.

Jeg har bevæget mig væk fra bunden med en vigtig, social erfaring. Fremover vil jeg til enhver tid hjælpe dem af mine venner, der er økonomisk pressede. Også med de dagligvareindkøb, jeg selv boksede så meget med at få råd til i sin tid.

Jeg er gået fra at have søgt kommunen om tilskud til en seng, som en enkeltydelse, der skulle tilbagebetales med renter til nu selv at spare op hver måned for at få glæden af renters rente.

Jeg var langtfra dårlig til tal, da jeg var på røven. Jeg havde bare ikke nogen at lege med. Det har jeg nu. Men jeg er stadig meget bevidst om deres værdi.

Når jeg ser en flaske med pant, samler jeg den op. Hvis der ligger fem kroner på skinnerne på Rødovre Station, og der er otte minutter til toget kommer, er jeg den første til at hoppe derned. Så enkelt er det.

Dybest set vil jeg nok altid være en lille smule bange for at ende på bunden igen.

Frygten lurer altid i baghovedet

Jeg har en kunde i røret og sidder på min faste plads på taxacentralen, da min chef foreslår at sende os hjem på tvungen ferie. Alle skal bruge den afspadsering, som de kan. Ti af de nyansatte er allerede blevet fyret igen. Jeg har haft et velbetalt job ved telefonerne de sidste par år, men der er ikke mange, der ringer for at bestille en taxa, når alle er blevet opfordret til at blive hjemme. Danmark er lukket ned, og det rammer os hårdt.

Udadtil tager jeg corona-krisen i stiv arm. Jeg er ovenpå og så uendeligt meget bedre rustet end for ti år siden, da krisen kradsede sidst. Hvis jeg selv skulle ende med at blive fyret, er det ikke en katastrofe. Jeg har penge. Mit CV er godt. Jeg kan finde noget andet igen.

Alle de her ting forsikrer jeg mig selv om. Men frygten lurer alligevel i mit baghoved. Den frygt, der er opstået af at have været alvorligt på røven. Den frygt, der sørger for at mit alarmberedskab altid er oppe.

Jeg sender jobansøgninger ud til højre og venstre for at komme det værste scenarie i forkøbet. Jeg skal ikke stå i en situation, hvor jeg ikke har nogen penge igen. Aldrig mere.

De sætninger siger jeg højt for mig selv igen og igen.

Vil du læse flere historier?

Den fulde version af bogen kan findes her: download hele bogen – ‘De Pengepressede’. Og deler du historierne med dine venner og familier, kvitterer vi naturligvis med en high-five 🙏

---