Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Familieliv, Studieliv

5 gratis aktiviteter, du kan kaste dig over, mens du er hjemme

Af Lars Pedersen

Læsetid: 4 min

Der er ingen tvivl om, at corona-virussen har vendt op og ned på vores hverdag. Og det kræver tilvænning. For let’s face it, det kan det være en enorm udfordring at være hjemme 24/7.

Hvad skal du lave, når du har ‘binget’ samtlige serier på Netflix? Eller spillet Ludo med familien 77 gange? Eller bagt hindbærsnitter, pølsebrød og pizzasnegle til det næste år?

Ingen panik. Vi har nemlig samlet nogle aktiviteter som både du og din familie kan kaste jer over, så I ikke bliver helt bims, når I er derhjemme 👇

1. Drøm dig væk til sommerens koncerter

Er du en af dem, der elsker at tage på festivaler? Og stå sammen med vennerne og skråle med på alle jeres yndlingssange?

Så skal du måske svinge forbi musikmagasinet Gaffas hjemmeside.

De har nemlig lanceret deres karantæne-tv, hvor du har mulighed for at se en masse koncerter i fuld længde fra nogle af tidens mest populære kunstnere, såsom The Minds Of 99, Gorillaz, Nephew, Florence + The Machine, Benal og mange andre danske og internationale artister. Så er det (næsten) ligesom at stå på festivalpladsen igen!

Der bliver løbende tilføjet flere koncerter, så hold godt øje med siden 🤘

2. Tid til at svinge den økonomiske kost

Vi går direkte fra rock’n’roll til rengøring. Vel og mærket, økonomisk rengøring.

For det kan nemlig være en god idé at sætte sig ned og give dit budget et servicetjek og måske få ryddet op i nogle af dine udgifter. Hvem ved, måske kan du finde lidt luft i budgettet hist og her?

Det kan også være, at det er på tide at besøge Skattefar og se, om din forskudsopgørelse nu engang stemmer eller om der er behov for at rette i den, så du ikke ender med at skulle hoste op med en masse kroner og øre, når årsopgørelsen rammer næste gang.

3. Sæbe, karklud, støvsuger – så er du klar til forårsrengøringen!

Hvorfor nøjes med at rydde op og gøre rent i dit budget?

Kast dig over den helt store forårsrengøring af hjemmet. Og vi taler ikke blot om at gå en hurtig tur med støvsugeren. Næh du. Få vasket karme, lister, håndtag, vinduer og alt det andet, du måske springer over i den almindelige rengøring i løbet af ugen. Nu har du jo endelig tid til at få det gjort.

Og nu vi er ved de praktiske opgaver, som vi lidt for ofte springer over, er det så ikke på tide at afrime fryseren? 😉

4. Undervisning fra dyrenes verden

Spørgsmål: Ved du, hvad det er for et dyr, der smager med fødderne?

Nej vel? Men det kan du lære. For både Københavns ZOO og Randers Regnskov sender undervisning hver dag på deres facebooksider. Her kan børn (og voksne!) få et indblik i dyrenes forunderlige verden og lære om biologi på en anderledes og underholdende måde.

I kan se her, hvornår de sender, hvis I vil følge med live:

Københavns Zoo sender alle hverdage klokken 10 og 14.

Randers Regnskov sender alle hverdage klokken 9.

Og svaret? Det er sommerfuglen 🦋

5. Fyr op for hjemmetræningen

Selvom dit lokale fitnesscenter er lukket ned i denne periode, kan du stadig holde formen ved lige. Det kræver blot lidt kreativitet, gulvplads, og at du fyrer op for din yndlingstræningsmusik!

Hop ind på Youtube og find en træningsvideo, der passer lige til dig. Der er tonsvis af dem – uanset om du er til yoga, styrketræning, pilates eller blot vil prøve noget helt fjerde. Og husk, at selv 10 eller 20 minutters træning, kan være med til at gøre en verden til forskel, når det kommer til dit humør, og give dig langt mere energi.

Med andre ord. Der er ingen undskyldning for ikke at få sved på panden og rørt kroppen 💪

Det var alt for denne gang. Vi håber, at dette blogindlæg kan bruges som inspiration til nogle aktiviteter, du kan kaste dig over i denne periode. Pas på dig selv og andre derude 💚