Vigtig besked

Spiir lukker d. 8. juni 2026

Kære Spiir-bruger,

Vi har besluttet at lukke Spiir-tjenesten med virkning fra d. 8. juni 2026.

Efter mere end et årti med at forbedre økonomiske vaner og skabe overblik for tusindvis af brugere har det ikke været en nem beslutning at lukke Spiir. Vi vil gerne sende en stor tak for at have været en del af vores rejse.

Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Vi vil gerne takke dig for at have brugt Spiir og for den tillid, du har vist os ved at lade os give dig bedre indsigt i din økonomi gennem årene.

Med venlig hilsen
Team Spiir

Hvad betyder det for dig:

  • Du kan fortsat bruge Spiir frem til den 8. juni 2026. Fra denne dato vil du ikke længere kunne logge ind.
  • Din aftale med os ophører automatisk den 8. juni 2026.
  • Eventuelle samtykker, du har givet til, at vi må tilgå dine kontooplysninger, vil ikke længere blive anvendt efter ophøret, og vi stopper med at indsamle data fra dine konti.
  • Vi vil slette eller anonymisere dine personoplysninger efter ophøret.
  • Du behøver ikke foretage dig noget, medmindre du ønsker at downloade eller gemme oplysninger til eget brug, inden tjenesten ophører.

Support

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, kan du kontakte os på support@spiir.dk

FAQ

Kan jeg downloade en kopi af mine data?

Ja, vi tilbyder tre slags data-eksport:

  1. Simpel eksport af poster (kun CSV), som indeholder synlige poster og de mest almindelige felter. Skjulte poster (kategoriseret som 'Ignorer', 'Overførsel' osv.) er ikke inkluderet.
  2. Avanceret eksport af poster, hvor du får langt flere felter med ekstra metadata samt skjulte poster. Denne eksport findes både som CSV og JSON.
  3. Fuld data-eksport, hvor du får alle de data, Spiir behandler om dig. Denne eksport er en ZIP-fil med flere CSV-filer.

Du kan eksportere fra både vores mobilapp og web-version.

App

Sådan bruger du funktionen fra Spiir appen:

  • Tryk på “Mere” (☰)
  • Under “Indstillinger” vælg “Profil”
  • Vælg de data, du vil downloade under sektionen "Eksporter poster" eller "Eksporter data"
  • Vælg en placering på din enhed, hvor du vil gemme filen, og tryk “Gem”
  • Bemærk: Denne funktion kræver app version 7.5.0 eller nyere.

Web-version

Du kan eksportere dine data i vores web-version:

  1. Log ind i vores web-version.
  2. Klik på din email i øverste højre hjørne .
  3. Klik på “Eksporter data”.

Vi tilbyder både en simpel og en avanceret eksport. Læs om forskellene ovenfor.

I sektionen 'Vælg start/slutdato' kan du vælge datoperiode for de poster, du ønsker at eksportere. Dette gælder både for simpel og avanceret eksport.

Hvad sker der med mine data, når tjenesten ophører?

Når Spiir ikke længere er tilgængelig, vil vi:

  • stoppe med at indsamle nye data, og
  • stoppe med at tilgå dine tilknyttede konti

Vi vil fortsat behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores privatlivspolitik. Det betyder, at dine data vil blive slettet eller anonymiseret, når de ikke længere er nødvendige.

Nogle oplysninger kan blive opbevaret i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt af juridiske, regulatoriske, revisions- eller tvistløsningsmæssige årsager. Derefter vil de også blive slettet eller anonymiseret.

Vil mine data blive delt med tredjeparter?

Der vil ikke ske ny deling efter tjenestens ophør.

Data, som tidligere er delt med tredjepartsleverandører som led i leveringen af tjenesten, er fortsat omfattet af kontraktlige og lovmæssige krav om fortrolighed og databeskyttelse.

Vil mine bankkonti eller andre tjenester blive påvirket?

Nej. Ophør af denne tjeneste påvirker ikke dine bankkonti eller andre tjenester, du har direkte hos din bank eller andre udbydere.

Kategorier: Pengevaner

4 skridt til at ændre dine fastgroede pengevaner

Af Cecilie Asaa

Du er på vej hjem fra arbejde og kommer forbi din yndlings tøjbutik. ‘UDSALG - 50% rabat’ står der med fede typer på ruden ind til butikken. Du bliver fristet og kommer en halv time senere ud af butikken med to fyldte poser og 2000 kr. mindre i lommen.

Du føler dig høj af de kup, du netop har gjort dig. Men glæden varer kort. For to dage senere mangler du penge til elregningen, der er højere end forventet.

Vi har alle dårlige pengevaner. Impulsshopping er bare ét sted, du ind i mellem kan komme til at handle med hovedet under armen. Selvom du ærgrer dig, ændrer mønsteret sig kun, hvis du tager problemet alvorligt og aktivt lapper det hul i din lomme, hvor pengene fosser ud.

Læs også: 8 strategier til at undgå overforbrug under udsalg

Det kan være svært, ja. Prøv derfor Spiirs fire step til en dedikeret oprydning i de pengevaner, der hver måned kan være med til at tage livet af din sparegris.

Skridt 1: Find hullerne

“Jeg har da ikke nogen dårlige pengevaner,” tænker du måske. Er du helt sikker? Vi har det med at lyve for os selv eller finde på undskyldninger, når vi kaster penge efter unødige goder.

Den der dobbelte macchiato med ekstra mælk, du købte på vej til arbejde i morges var helt sikkert dødnødvendig, fordi det var “åh så koldt,” at du havde brug for noget at varme dig på. Ikke sandt?

Første step er at ransage dig selv. Observer dig selv, når du bruger penge og skriv de uhensigtsmæssige vaner ned.

Nogle vaner er nemme at få øje på. Måske ryger der altid en pakke tyggegummi med, når du står ved kassen i supermarkedet. Andre vaner gemmer sig godt, fordi de er så fastgroede, at du ikke lægger mærke til dem længere. Det kan være, at dankortet sidder lidt løst i hånden på dig, når du har en dårlig dag. Eller måske køber du fastfood hver fredag, fordi du synes, du fortjener det efter en lang arbejdsuge.

Vær ærlig over for dig selv. Det kan være en givtig øjenåbner. Og vigtigst af alt: lad være med at skamme dig. Du er ikke dårligere eller anderledes end alle os andre vanemennesker, bare fordi din liste når op på 57 forbrugsvaner. Vi bruger alle penge på unødvendige ting, fordi vi er styret af vores følelser og lyster.

Skridt 2: Hvorfor pokker har du lige den vane?

Tør øjnene! Er du færdig med at græde snot over ‘den-dumme-liste-med-uheldige-grunde-til-at-du-helt-irrationelt-bruger-penge-du-ikke-behøver-at-bruge?’ Så lad os komme lidt videre.

Du kan ikke ændre alle 57 ‘ups jeg købte en dims’-vaner her og nu. Vælg derfor én vane, du kunne tænke dig at arbejde med. Måske én, du mener, vil være nem for dig at ændre.

Glem så de 56 andre vaner. Men gem listen - et sted, hvor den er uden for øjesyn.

Læs også: Kvit dine dårlige pengevaner

Nu skal du lege detektiv. For før du kan ændre din vane, skal du have styr på, hvorfor du gør, som du gør. “Hvorfor nu det?” tænker du måske, “behøver vi gnide salt i såret? Kan vi ikke bare komme igang med at smadre en vane?"

Nej, det kan vi ikke. Ikke før du har fundet roden til vanen. For det er roden og ikke vanen, du skal ændre. Det lyder måske mærkeligt. Men hør så her. Hvis du har for vane at shoppe, når du har haft en dårlig dag, så skal du have kig på, hvad det er, der gør din dag dårlig og løse det problem. Måske får du ondt i ryggen af en dårlig stol på arbejde. Måske er chefen ofte ond i sulet, eller også er du trist, fordi kæresten er gået fra dig.

Hvad end det er, så prøv at finde frem til, hvad baggrunden er for, at du ender med at bruge penge.

Skridt 3: Bliv gode venner med chefen

Har du fundet grunden til, at du af og til handler irrationelt med dine penge? Hvis du er nået så langt, er du nået til at tage kontrol og trykke ‘delete’ til en vane.

Var det chefen, der var en sur skid? Jamen så skal du måske have en snak med personen eller overveje at skifte job. Hvis du løser grunden til din pengevane, så forsvinder vanen.

Giver det mening? Hvis du bliver gode venner med chefen, så går du ikke sur hjem fra arbejde, og så farer du ikke direkte ned til bageren for at købe en trøste-kage.

Du skal så at sige løse dine problemer på andre måder end ved at kaste pengesedler efter forbrugsgoder.

Skridt 4: Det er et evighedsprojekt at ændre dine pengevaner

Så er den ged vel barberet? Nej ikke helt. For du kommer nok til, på et aller andet tidspunkt, at købe et par nye sko for at trøste dig selv over et eller andet.

Med andre ord: du bliver aldrig færdig med at holde øje med og ændre baggrunden for dine vaner. Du kan ikke forvente, at du bliver kureret, eller at dine vaner forsvinder fra den ene dag til den anden.

Det tager lige så lang tid, som du har brugt på at bygge vanerne op. Det kræver altså en god portion tålmodighed og dedikation at få bugt med drilske vaner.

Lad være med at banke dig selv i hovedet, eller at blive overambitiøs. Det bliver det kun værre af. Vær i stedet åben og ærlig over for dig selv. Bøvl kun med én vane ad gangen og husk, at du altid kan gå tilbage til step 2, når du har brug for det.

Spiir ønsker dig held og lykke med kampen.

De fire step er inspireret af Charles Duhiggs bog ‘The Power of Habit’.

Har du brug for en øjenåbner i forhold til dit forbrug? Prøv Spiirs app. Opsæt forbrugsmål, eksempelvis et max forbrug på 500 kr. om måneden på tøj, og lad Spiir-assistenten fortælle dig, om du kan holde dig inden for målet. Måske opdager du nogle pengevaner, du ikke vidste, du havde.

Du kan hente app'en gratis i App Store eller på Google Play.