Studieliv

Studieguide: Festlig og budgetvenlig bytur i Aarhus

Karen Johanne Iversen 28-03-2018

Swoosh. Kortet, der let og elegant glider gennem maskinen, er som sød musik i dine ører, når du står i baren sammen med vennerne lørdag nat.

Knap så rar er den grimme overraskelse dagen derpå, når du med dunkende hovedpine tjekker Spiir og finder ud af, at du kun har 350 kroner tilbage på kontoen. Du var vist lidt gavmild med dankortet i nat. Og der er stadig to uger til lønningsdag. Av!

Vil du have skummende øl, læskende cocktails, funky beats og snasket natmad til SU-venlige priser? Så læs med her, hvor vi har samlet et skarpt udvalg af barer, diskoteker og fastfood-steder i det aarhusianske natteliv, der giver dig allermest bytur for færrest moneter.

Den uformelle håndbajer

bar Aarhus bytur

Pub’en: Er du til afslappet fest, altså på den helt afslappede måde? Så er det lille værtshus i Jægergårdsgade bestemt et besøg værd. Nup en Ceres top til 22 kroner, et Aarhus-sæt (en øl og en skarp) til 35 kroner samt et stort udvalg af whisky til 35 kroner glasset. Tag et spil dart eller udfordr dine venner i at rafle om den næste omgang. På Pub’en er hyggen er garanteret!

Jægergårdsgade 62, 8000 Aarhus C.

Café Aarhus: Åh, gode gamle Café Århus. Her har jeg drukket mange bajere og skrålet med på ‘våååågneeeer i natten’ i de sene nattetimer. Café Århus er et af Aarhus’ mest velkendte værtshuse, som byder på en billig øl og ægte feel-good-stemning. Blandt andet får du hver lørdag ti øl for 100 kroner. Say what?! Den er god nok.

Nørre Allé 18, 8000 Aarhus C.

Le Coq: Kykkelikyyyy. På Le Coq er der altid god stemning, hyggelige mennesker og ikke mindst: chartreuse til 30 kroner! Den franske, grønne likør smager af… nej glem det. Det er en oplevelse, jeg ikke vil afsløre her. Giv den skarpe sjus selskab af en Ceres top til 25 kroner, smadr vennerne i bordfodbold eller bezzerwizzer, og nyd en hyggelig aften i det gear, der passer dig. Pssst: Le Coq kører desuden det geniale og studievenlige koncept “mad og fad”, hvor du hver tirsdag aften får et måltid mad og en fadøl for en flad 50’er.

Graven 14-16, 8000 Aarhus C.

“Det er jo lille fredag”

bytur drinks aarhus

Herr Bartels: Torsdags-byture er fantastiske! Især når du tilbringer dem på Herr Bartels, som er et af de billigste cocktailsteder i Aarhus… medmindre du mikser dine drinks derhjemme, naturligvis. Besøger du den populære cocktailbar onsdag og torsdag, får du to drinks for én pris på et udvalg af drinks fra kortet. Køb eksempelvis to aperol gin spritz, to strawberry daiquiris eller to whisky sours til bare 100 kroner. Mere SU- og delevenligt bliver det ikke!

Åboulevarden 46, 8000 Aarhus C.

Sway: I hjertet af Aarhus finder du en bar, hvor der hverken er fin dresscode eller cocktails til overpris. Til gengæld kan du få fem tuborg, to cocktails, ti shots eller tre ens sjusser til 100 kroner. Onsdag og torsdag serverer personalet på Sway endda billige øl til 25 kroner og sjusser til 35 kroner stykket. Hvad venter du på? Kom afsted!

Sankt Clemens Torv 17, 8000 Aarhus C.

En enkelt eller fem i fredagsbaren

bytur fredagsbal Aarhus beerpong

Studenterbaren: Det er fredag eftermiddag, og den sidste forelæsning er netop slut - det skriger på en øl med studievennerne! Studenterbaren er en del af Studenterhus Aarhus, som har mere end 200 forskellige slags øl - den billigste til en rund 20’er. Hver fredag skruer bartenderne op for musikken og ned for lyset, og så kan du i samme ombæring mæske dig i et aftensmåltid til en yderst studievenlig pris.

Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C.

Klubben: Studenterbaren ved Campus på Fuglsangs Allé er ikke bare en fredagsbar! Hver fredag har Klubben nemlig åbent til klokken 02, hvor der er rig mulighed for at tage et slag Backgammon eller feste igennem med studievennerne. DJs og akustiske live-acts skruer op for musikken, og så er priserne helt i bund: Carlsberg flaskeøl til ti kroner før klokken otte, fem udvalgte ciders for 100 kroner, fadøl til 25 kroner, drinks til 25 kroner, ti shots for 100 kroner og den berømte drink ‘Lille fugl fald død om’, som du bare skal opleve, når du besøger Klubben! Den får du for 65 kroner, eller to for 100 kroner. Let’s go!

Fuglsangs Allé 4, 8210 Aarhus V.

Samfundsfaglig fredagsbar: Hver fredag fra 14.30-19.00 afholder Jura, Statskundskab og Psykologi Aarhus Universitets største og hyggeligste fredagsbar i samfundsfaglig kantine. Her er alle velkomne, og priserne er hamret helt i bund: Royal fadøl til 20 kroner, Tempt cider til 25 kroner og shakede drinks til 20 kroner. Tip: checker du ind i Samfundsfaglig Fredagsbar på Facebook, giver baren et gratis shot! Fredagsbaren har desuden tradition for at afholde tema-barer, så er du vild med afterski, quizzer eller bezzerwizzer-turneringer, skal du ikke tøve med at lægge vejen forbi Samfundsfaglig fredagsbar.

Bartholins Allé 8, Aarhus C (Bygning 1321).

Disko-dasko-dans for fulde gardiner

bytur diskotek dans aarhus

Hekkenfeldt: Kridt danseskoene! Er du til funky moves, eksklusive cocktails med hjemmelavede sirupper og festglade mennesker? Så er Hekkenfeldt i Skolegade det helt rigtige sted til nattens udskejelser. På natklubben får du fredag og lørdag triple op på alt i baren fra 20-22 (det vil sige: køb tre og betal for en) og dobbelt op fra 22-00. Om torsdagen får du endda dobbelt op på alt i baren fra klokken 22 og resten af natten! Det tilbud sælger nærmest sig selv.

Skolegade 33-35, 8000 Aarhus C.

Når junk-sulten melder sig

junkfood Aarhus bytur

Shawarma’s king: Fødderne er trætte, festens peak er ovre og maven rumler. Mangler du en bid mad til hjemturen? Så er Shawarma’s king bestemt et besøg værd. For 50 kroner får du en shawarma med friskbagt brød, saftig kebab, søde tomater, sprøde rødløg og gudsbenådet dressing.

Immervad 1, 8000 Aarhus C.

Mcdonald’s: De fleste af os kan godt klare en lun cheeseburger til en 10’er fra den gyldne måge. Men hvad hvis jeg fortæller dig, at du med et Studiz kort kan få 10% i studierabat på alt fra menuen hos Mcdonald’s ved Aarhus Banegård? Så bliver natmaden næppe billigere!

Banegårdspladsen 1, 8000 Aarhus C.

SU-livet byder altså på andet end hjemmefester og harboe-dåseøl. Der er nemlig et hav af steder i det aarhusianske natteliv, der tilgodeser både dig og dit studiebudget. Rigtig god fest!

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.