Hvad er det, der får ungdommen til at campere og overnatte foran sneakers-butikker, når der et par gange om året udkommer et par nye musthave sneakers? Svaret er, at der engang imellem laves sneakers, der er så hypede, at de betragtes som en god investering. Dem, der ligger i kø og er så heldige at få fat i de dyrebare sneakers, kan nemlig hurtigt sælge dem videre til mange tusinde kroner.

Måske er du helt skarp på sneakers-moden og ved alt om, hvilke sneakers der er musthave, og hvilke sneakers, du skal lade stå i butikken. Eller måske kunne du godt tænke dig nogle råd til, hvordan du kommer i gang med at investere i sneakers? Today is your lucky day!

Vi har snakket med Virgil Nicholas, der, udover at være livsstilsekspert og Brand Communications Director hos det danske sneakersmærke ARKK Copenhagen, er stor fan af sneakers. Her deler han sine bedste råd til, hvordan du kommer i gang med at tjene skejser på sneakers, og hvad du skal være særligt opmærksom på, når du bevæger dig rundt i sneakers-junglen.

Har tjent 20.000 kroner på sneakers-salg

Virgil Nicholas giver råd til sneakers

Hvordan starter man lige ud som sneakersinvestor? Jeg spørger Virgil, hvordan hans kærlighedshistorie med sneakers startede:

“Jeg har båret sneakers fra barnsben, og det sekund, jeg havde råd til at købe mine egne, blev det mere end væsentligt, at det var de “helt rigtige” sneakers, jeg gik i. Sneakers er altså en integreret del af min tilværelse, ” forklarer Virgil og fortsætter:

“Jeg investerede selv i sneakers med henblik på at sælge dem videre for nogle år siden, hvor limited edition faktisk betød reelle begrænsede udgaver af en sneakers-model. I dag er ‘sneakers-gamet’ blevet noget mere intenst, og det betyder for mig, at det i dag er mere forretning end passion. Derved er det også blevet sværere at være med, fordi interessen for sneakers er vokset gevaldigt, og det giver konkurrence. Dog har jeg købt og solgt to-tre håndfulde sneakers og tjent cirka 20.000 kroner.”

Naturlig interesse for sneakers er et must

Det skal der til for at tjene på sneakers

Det er altså først og fremmest helt væsentligt, at du har en naturlig interesse for sneakers, hvis du skal tjene penge på at købe og sælge dem videre. Og ikke nok med, at du skal have en interesse og passion for sneakers, forklarer Virgil også, at du skal kunne din såkaldte sneakers-ABC. Du skal nemlig være skarp på hvilke sneakers, der er ‘in’, hvilke sneakers der bliver lanceret i løbet af året, gennem hvilke internetsider, sneakersne kan købes og sælges gennem, og ikke mindst hvilke udtryk, du skal bruge, når du skal beskrive og sælge sneakers:

“Når du skal videresælge dine sneakers, er internettet klart vejen frem. Forsøg dig med forskellige sites såsom Ebay, Grailed og Facebooksider som Sneakersmarket Denmark og læg gerne dine sneakers op på flere sites på samme tid,” anbefaler Virgil og fortsætter:

“Sælg dine sneakers fra ny, for det er der, de har størst værdi. Sørg for også at sælge dem så hurtigt, som muligt, fordi de er mest værd, lige når de kommer på markedet. Den næste nye sneakers-udgivelse venter jo lige rundt om hjørnet.”

Virgil forklarer også, hvor vigtigt det er at være ‘på dupperne’, når du skal videresælge dine sneakers:

“Det er den skarpeste, mest servicemindede sælger med den bedste portefølje, der får det bedste afkast af sin sneakers-investering. Du skal altså være hurtig på aftrækkeren, klar til at svare på beskeder og spørgsmål fra interesserede købere samt tage flere billeder, hvis du bliver bedt om det.”

Hvilke sneakers skal du investere i?

Sådan bliver du skarp på sneakers

Hvordan er det så lige, du finder ud af hvilke sneakers, der er en god forretning? Ifølge Virgil kan sneakers som investeringsobjekt sammenlignes med investering i dyre ure, møbler og malerier:

“Sneakers kan for nogle bære den samme betydning som et kunstværk, fordi de rummer en unik historie, er fra en speciel årgang eller bare er en enestående sko. Det er produkter, som har høj global værdi for samlere og ligesindede. Det kan man - som (kynisk om man vil) forretningsmand - gøre gode forretninger ud af at forstå og købe sig ind i, kun for at sælge videre med ganske fin fortjeneste, hvis man er dygtig.”

Virgil kommer også med sit bedste bud på, hvordan du finder frem til de helt rigtige modeller:

“Research, research, research! Læs de mest meningsstærke blogs, lyt til og følg de prominente stemmer i det globale sneakersmiljø og tap ind i de mange digitale fora, hvor snakken ivrigt går om de næste nye sneakers i rækken.”

Tre gode sider at researche sneakers gennem:

Seks hurtige råd til en flyvende start som sneakersinvestor

Bliv sneakersinvestor

Er du klar til at starte din nye tilværelse som sneakersinvestor? Her til sidst samler vi op og giver dig Virgils bedste råd:

  1. Lær din sneakers-ABC og gør din research, så du bliver ægte sneakers-kender.
  2. Vær hurtig og snup et par af tidens seje sneakers, inden de bliver udsolgt.
  3. Skynd dig hjem og tag flotte billeder af dem fra forskellige vinkler.
  4. Læg dem op på sneakersfora og skriv en god beskrivelse af dem.
  5. Vær en god sælger - svar på beskeder hurtigt og forsøg at yde god service til interesserede.
  6. Is i maven! Den rigtige køber skal nok komme forbi.

Og nå ja, så er det måske også værd at nævne, at der er en usikkerhed og en slags ‘prøv lykken’ forbundet med titlen som sneakersinvestor. Det kan nemlig være svært at vide præcist, hvor stort et hit en ny sneakers-model vil blive. Men drømmer du om at se dine formue vokse eller bare tjene nogle hurtige moneter, så er det med garanti værd at prøve lykken! Worst case scenario: At du selv må tage sneakersne i brug ;-)

Held og lykke som super-sneakers-sælger!

Kilder:


Du har netop læst et indlæg fra Spiir. Hvis du kunne lide det, kan du sikkert også lide vores gratis budget-app. En sjov og intelligent penge-assistent, der automatisk gør dig klog på dit forbrug, så du kan læne dig tilbage og leve dit liv, som du ønsker det. Download appen nu.