Budgetskema

Hver anden dansker har fejl på lønsedlen: Her er fem ting, du bør tjekke

Caroline Sølver 19-10-2018

“Du har fået løn”. Der tikker en notifikation ind på din smartphone fra Spiir appen. Yes, endelig er det lønningsdag!

Men vent. For inden du stryger ud for at bruge din nyankomne løn, skal du liiiige tjekke din lønseddel for at se, om tallene passer. Men ‘let’s be real’: Går du rent faktisk ind og læser alt det med småt?

Mange af os stoler blindt på, at de tal, der står skrevet på lønsedlen, er korrekte. Men virkeligheden er lidt anderledes. Faktisk oplever hver anden dansker (ud af dem, der nærstuderer deres lønsedler), at der er fejl i tallene.

Hvis dit svar til, om du tjekker din lønseddel er: ‘njaaaaa, ikke rigtigt….’, så kan du med fordel læse med her, hvor vi lister fem ting, du bør tjekke på din lønseddel, så du sikrer at få udbetalt præcis det, du har ret til.

1. Stemmer din løn overens med din lønseddel?

Det skal du tjekke på din lønseddel

Det allervigtigste tal på din lønseddel er først og fremmest din ‘løn til udbetaling’ som er det beløb, du får sat ind på din lønkonto. Wuhu! Hvis du vil gå nemt til værks med at tjekke din lønseddel, bør du først sætte luppen på netop det tal. Du skal tjekke, at det beløb, der står på din lønseddel svarer til det beløb, du får sat ind på din lønkonto. Disse to tal skal selvfølgelig stemme overens. Hvis der står, at du skal have udbetalt 18.000 kroner i løn på din lønseddel, skal du altså modtage 18.000 kroner på din konto - hverken mere eller mindre. Er det ikke tilfældet, skal du hive fat i din chef, så fejlen kan findes og rettes.

2. Timelønnet?

Er du timelønnet, er det selvfølgelig vigtigt, at du får udbetalt det rigtige antal timer, du har arbejdet. Har du arbejdet 55 timer på en måned, skal det selvfølgelig stå på din lønseddel, at du får din timeløn gange 55 timer. Der kan nemt ske fejl med, at du bliver betalt for en håndfuld færre timer, for eksempel hvis dine timer er talt sammen et par dage før, end du regnede med. Hvis det skulle ske, at du ikke er betalt for alle dine timer, vil et ‘heads up’ til din chef huske ham på, at timerne ryger med på din næste lønseddel.

Tip: Log dine timer i et separat dokument, så du ved hvor mange timer, du har arbejdet i hver lønningsperiode. På den måde kan du sammenligne dine egne loggede timer med antallet på lønsedlen og være sikker på, at du bliver betalt for det rigtige antal timer.

3. ’Perks’ - forskellige tillæg

Er du blevet forkælet med en bonus, eller får du tillæg for at arbejde om aftenen, i weekenden og på helligdage? Tillæg og bonusser kan snildt ‘svipse’ på din lønseddel, hvilket automatisk betyder, at du går glip af en del af din løn. Alle bonusser, løn for overarbejde og andre tillæg skal registreres på din lønseddel. Tjek derfor at de stemmer overens og er logget rigtigt på din lønseddel.

4. Hvad med skat?

Har du fejl i lønsedlen

Som dansker ved du sikkert, at en god luns af din løn går til skat. Men at betale skat er ikke ‘one size fits all’. Vi betaler nemlig forskellige trækprocenter i skat alt efter, hvad vi tjener.

Derfor er det altid en god idé at tjekke, at du bliver trukket den rigtige trækprocent i skat. Du finder tallet øverst til højre på din lønseddel. Hvis trækprocenten ikke matcher din indtægt, kan det skyldes, at du tjener mere eller mindre, end du har angivet på din forskudsopgørelse. Løsning: gå ind på din forskudsopgørelse og ret dine formodede indtægter til. Det kan være, at du midt på året får en lønforhøjelse. Her er det ikke nok bare at sige ‘ja tak’ til den fede lønforhøjelse. Du må også ind og rette din forskudsopgørelse til, så dine fradrag og trækprocent bliver justeret efter din nye løn.

Dernæst er det også en god idé at tjekke, at skatten rent faktisk er blevet trukket fra din løn. Det gælder især, hvis du har modtaget ekstraordinære bonusser eller tillæg. For dem skal der naturligvis også betales skat af.

5. Passer pensionen?

Selvom der måske går en del år, før du kan nyde godt af din pensionsopsparing og alt det, der hører til pensionisttilværelsen, er det stadig vigtigt at tjekke op på at det beløb, du hver måned indbetaler til pension rent faktisk går ind hos dit pensionsselskab eller på din pensionsopsparing. På den måde er du sikker på, at din pension er havnet det helt rigtige sted. Dette punkt kan du godt nøjes med at tjekke et par gange om året.

Hvis du opdager fejl i lønsedlen

Så kan du roligt sænke skuldrene. For de forskellige fejl på lønsedlen skyldes i de fleste tilfælde din arbejdsgivers tastefejl. Falder du over en fejl på lønsedlen, så tag fat i din arbejdsgiver hurtigst muligt, så fejlen hurtigt kan blive rettet. Dernæst kan du med fordel gøre det til en god vane fremadrettet at tjekke lønsedlen, når du får udbetalt din løn.

Vi håber, at du har lært en masse om din lønseddel og kan se, hvorfor det er en god idé at bruge et par minutter hver måned på at gennemgå tallene på sedlen. Vi kan jo ikke have, at du bliver snydt for din løn, vel? 🤗

Kilde: Der er masser af fejl i danske lønsedler

Har du hørt om vores app?

Med Spiir har det aldrig været nemmere at få overblik over dine penge og forbrug. Appen klarer automatisk tallene for dig, så du altid er på toppen af din økonomi.